Læsetid: 4 min.

Et smukt spil i en grim ramme

Mens korruption, svindel og grådighed florerer i fodboldens bestyrelseslokaler, udfolder spillet sig smukt på grønsværen
15. november 2002

Fodbold
Efter fire dage i selskab med hårrejsende historier om korruption, svindel, grådighed, skatteunddragelser og magtmisbrug i international fodbold, er det en gave at falde ned foran fjernsynet og bare se international fodbold. Samtidig undrer det én, hvordan fodbold kan spilles så smukt som i Champions League, når rammen er så grim og nogle af toplederne så belastede, som tilfældet er.
Tag schweizeren Sepp Blatter, formand for det internationale fodboldforbund FIFA. Han politiundersøges for misbrug af FIFA’s midler, blandt andet ved selv at have fået 10-12 mio. schweizerfrancs ud af den tv- og marketing-kontrakt, som via det senere krakkede marketingfirma ISL/ISMM, blev lavet for VM 2002 og 2004.
Fire af de gamle ISL-topfolk er angiveligt blevet fængslet i denne uge i Schweiz, formentlig for at have brugt 50-60 mio. dollar fra det brasilianske tv-selskab O’Globo, der skulle være sendt videre til FIFA, men blev brugt for at undgå konkursen i 2001.
I første omgang undlod Blatter og FIFA at anmelde bedrageriet, måske af frygt for at de selv kunne komme i fedtefadet. Siden skete det – og nu ruller sagen.
Tag formanden for det tyske fodboldforbund, Gerhard Mayer Vorfelder, der også sidder i FIFA og det europæiske UEFA. Han undersøges af det tyske skattevæsen for at have glemt at opgive 400.000 DM i honorar som bestyrelsesformand og direktør i VfB Stuttgart.
Tag Martin Edward, manden bag Manchester Uniteds introduktion på børsen for 10 år siden og verdens rigeste klub: Han tjente selv fedt på børsemissionen, fordi han havde arvet aktiemajoriteten i United fra sin far, den tidligere slagtermester Louis Edwards. ’Champagne Louis’ fik penge til at opkøbe United aktier i Manchester Unikted i 50’erne ved at sælge fordærvet kød til skolemaden til børnene i de fattigste skoler i Manchester. I øvrigt via en kontrakt, han havde skaffet sig ved at smøre kommunale embedsmænd og politikere godt.
Eller tag Juventus, der i øjeblikket undersøges af en dommer i Torino for en højst besynderlig doping-lignenende omgang med medicin, kosttilskud og sportslæger, der ikke burde have noget med fodboldspillere at gøre.

Barca smed ingen point
Det er bare en lille opfejning af snavset, ikke i hjørnerne af spillet, men i bestyrelseslokalerne hos mændene bag ’the beautiful game’.
Men selve spillet, det der foregik på de europæiske baner i sjette og sidste omgang af det indledende gruppespil i Champions League.
Okay, der var trivielle kampe, hvor Real Madrid stillede med reserverne og spillede 1-1 i Belgien med Genk, fordi de spanske titelforsvarere var sikre på at gå videre til mellemrunden.
Barcelona overanstrengte sig heller ikke hjemme på Nou Camp, men tyrkiske Galatasaray, men målene var flotte i 3-1 sejren – Barcas sjette i forrunden, hvor katalanerne som det eneste af 32 hold ikke har smidt et eneste point.
Næstbedst i den rangering er Valencia med 16 points af 18 mulige. Afslutningen var en 3-0 sejr over Spartak Moskva, der som det eneste af de 32 hold sluttede uden points.
Men det var også i Valencias pulje B, at en af de største overraskelser indtraf.
Klokkerne i Basel
Hjemme på St. Jakobs spillede FC Basel 3-3 mod Englands førende hold Liverpool efter at have ført 3-0 efter 29 minutter på mål Rossi, Gimenez og Atouba. De to første argentienere, den sidste fra Cameroun – de edsvorne er også blevet internationale. Selv om Liverpool fik udlignet til 3-3 ved Michael Owen kort før slutfløjtet, ringede St Jakobs klokker på katedralen ved siden af stadion med 30.000 tilskuere for Liverpool. Basel sluttede på andenpladsen, mens Liverpool må over i UEFA Cupen. Mere kan man heller ikke regne med efter to sejre, to remisser og to nederlag i gruppespillet.

Spansk power house
Den anden overraskelse præsterede russerne fra Lokomotiv på en knoldet og fodboldumulig bane i Moskva. Russerne spillede i bogstavelig forstand højt spil. To mål af brasilianeren Julio Cesar og den indfødte Dimitri Loskov betød, at Lokomotiv-spillerne tog billetten til anden omgang for næsen af de tabende belgiere. Det var i denne gruppe H, at Barcelona blev suveræn vinder.
Den tredje overraskelse var det meget svingende Newcastles sejr i Rotterdam over Feyenoord. 3-2 til ’Magpies’ efter 2-0 føring og hollandsk udligning, inden Craig Bellamy scorede sejrsmålet var måske ikke så uventet, men parret med Dinamo Kijevs hjemmenederlag til gruppevinderen Juventus blev resultatet, at Newcastle går videre ik Champions League på ukrainernes bekostning.
Første rrunde viser, at europæisk klubfodbolds ’power house’ er Spanien. Italien har efter en svag sæson i fjor generobret andenpladsen. Begge har alle deres hold med igennem til anden runde. Begge nationers hold har med Milan og Barcelona som de bedste spillet smukt, smukt fodbold allerede i de første seks af i alt 17 runder i denne Champions League. England og Tyskland er faldet lidt tilbage, men de fire store er stadig store. Legepladserne gik denne gang til Holland, Rusland og Schweiz.

FAKTA
De 16 sidste
Følgende hold gik videre til anden runde:
*Real Madrid, Barcelona, Valencia og La Coruna fra Spanien.
*Juventus, Milan, Inter og Roma fra Italien
*Arsenal, Manchester United og Newcastle fra England.
*Borussia Dortmund og Bayer Leverkusen fra Tyskland
*Ajax fra Holland
*Lokomotiov, moskva fra Rusland
*FC Basel fra Schweiz.

De første kampe i gruppespillets anden fase begynder den 26. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her