Læsetid: 4 min.

Solbrændte fattigrøve

Oprykkerne fra Nice har givet de store traditionsklubber kamp til stregen og byens borgere andet at tænke på end at betjene de mange turister
27. november 2002

Fodbold
NICE – Da det franske landsholds sidste kamp i år fornyligt gav den fjerde sejr på stribe til den nytiltrådte landstræner Jacques Santini, 3-0 over Jugoslavien, blev nationens stolthed ikke kun bragt tilbage på rette sejrsvante kurs, men det varslede også nye tider for holdet.
Succesen i den kamp skyldtes især en række unge og i landsholdssammenhæng nye spillere. Fra bænken kunne supermænd som Zinedine Zidane og Patrick Vieira under hele kampen se til, at Carrière fra Lyon og Kapo fra Auxerrre scorede målene mod de ellers så boldsikre jugoslavere.
Nye tider opleves også i den hjemlige liga, hvor man i et stykke tid har skullet vænne sig til, at et nyt hold har blandet sig i mesterskabsstriden. Oprykkerne Olympique Gymnaste Club de Nice har her ved afslutningen af første sæsonhalvdel bidt sig fast i toppen, og har endda taget føringen med det sædvanlige kobbel, Paris Saint-Germain, Marseille, Lyon og Monaco, i hælene.
Det er sket med et af ligaens mindste budgetter, med en af ligaens mindste hjemmebaner, ganske enkelt med et af ligaens mest anonyme hold, som ikke talte en eneste repræsentant i landskampen mod Jugoslavien.

Fodbold i oldboys-by
Placeret i en af de regioner i Frankrig med flest solskinstimer og en af de højeste koncentrationer af velhavere skulle man tro, potentialet var til noget større, men klubben har ikke meget at prale med og står i skarp kontrast til byens image.
Nice er i disse år et yndet udflugtsmål for danske og andre blege, frysende nordeuropæer, og i Frankrig fungerer den og resten af Côte d’Azur-kysten som et slags Florida, hvor velhavende og ældre med gode pensioner nyder det altid behagelige klima. Hotellerne ligger ud til den brede strandpromenade, og millionvillaerne i bjergene lukker byen bekvemt inde i en altid velopvarmet gryde.
Med den pittoreske, historiske bydel, den lille havn med private yachter på størrelse med færger og den lyse udsigt over det store blå Middelhav kaldes Frankrigs femtestørste by ikke uden grund for Rivieraens dronning.
Godt for byens ry og fremtidige status som turistmagnet, men som overser de indfødte, der lever af at servicere turisterne. Eftersom Nice er voldsomt præget af det ældre, velhavende segment, skorter det ikke på dyre restauranter og cafeer, barokkoncerter i kirkerne, museer med impressionistisk kunst eller gallerier med malerier med motiver af optøjrede fiskerbåde og smalle gyder i solskin. Et par enkelte biografer viser amerikanske og franske mainstream-film, hvorimod den rytmiske koncertscene stort set er død. De store grupper, bortset fra Toto og Johnny Halliday, hvis lyttere netop er dem i villaerne og på yachterne, går uden om Nice, da byen lider under sit gammelmandspræg. De få spillesteder, der trods alt eksisterer, sidder tilbage med et musikudbud, der, når det går højest, tilbyder inferiøre garagerock-bands fra Marseille og omegn.

Anonymt tophold
Kort sagt sker der ikke en skid for de indfødte, og specielt ikke de unge, og derfor er byens fodboldklub som sendt fra himlen. Men pengene følger ikke med, også i Frankrig skorter det på kontanter og opmærksomhed i de sekundære ligaer, og oprykkerklubben havde så alvorlige problemer med økonomien inden sæsonstarten, at den var tæt på at blive tvangsnedrykket. Der er derfor lange udsigter til, at rammerne bliver ændret på det lille, ramponerede Stade du Ray i det nordlige Nice, hvis nedslidte betonafsnit nu fyldes til randen ved hver hjemmekamp.
Men Nice har med succes sat tæring efter næring og fået det bedste ud af et på papiret ordinært spillermateriale, der består af et sammenrend fra franske midterklubber samt en lille koloni fra Sydamerika og Afrika. Alt takket være holdets tyske træner Gernot Rohr, hvis recept er en stærk defensiv og en stram holdorganisation.
Nice har indtil videre ligaens bedste forsvar. Holdet taber sjældent, men vinder til gengæld aldrig særlig stort.
Nogle vil mene, det er kalkuleret resultatfodbold, men spillerne kan godt noget på egen hånd med en bold. Det har indtil videre givet nogle fine skalpe, således har Nice på udebane spillet uafgjort mod Paris Saint-Germain og Lyon og hjemme vundet over lokalrivalerne fra både Marseille og Monaco.
Topscorer er Kaba Diawara, der med syv mål står for en tredjedel af Nices samlede træffere, men den absolutte stjerne er brasilianeren Everson, der som offensiv midtbanemand er holdets kreative omdrejningspunkt. Forsvaret styres sikkert af anføreren José Cobos, der altid går forrest og tager de advarsler, det nu koster. Således er der betydningsfulde spillere på alle holdets kæder, og det er i sagens natur opskriften på et tophold.
Selv om holdet godt nok snuppede den franske pokal i 1997 var det dog i 50’erne, at det havde sin storhedstid med fire mesterskaber. Der drømmes lystigt om flere titler til den lille fodboldklub på byens barer og cafeer, og det kan man så indtil sæsonen slutter rynke på næsen af i Paris, Lyon, Marseille og Monaco.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her