Læsetid: 11 min.

Den store fortælling er kun skindød

Født er vi alle. Dø skal vi alle. Lige nu lever vi. Er det banalt? Endda trivielt? Hvis det er, har vi et problem
9. november 2002

Født er vi alle. Dø skal vi alle. Lige nu lever vi. Er det banalt? Endda trivielt? Hvis
det er, har vi et problem

Den store fortælling er død«. Enhver halvfilosofisk akademikerspire kan lire den sætning af – og gør det. Det er postmoderne. Og hipt.
Umiddelbart nikker man: Ja, det er jo sandt. Ingen (undtagen pastor Krarups proselytter) gider høre om slaget ved Dybbøl. Ingen (undtagen et Nørrebro-parti ved navn Enhedslisten) gider længere tale om arbejderklassens kamp og revolutionens sejr. Ja, selv den borgerlige historie om fremskridtet har fået noget industriel tidsalder over sig. Og kristendommens fortælling om menneskets frelse gennem Guds søns offerhandling er forlængst sendt på museum – af før-postmodernmismen, endda.
Den store fortælling er død. Nu snakker vi om årets nye livsstil, ungpigesex, Hollywood-film, der har kostet en milliard at lave og som er klinisk renset for elementært menneskeligt drama og følelse, eller danske dogmefilm, som ikke har kostet så mange penge, fordi man kører med håndholdt kamera, ingen kunstig belysning og hvad værre er, uden sminke og manuskript, hvorfor den mandlige hovedperson i tre ud af fire dogmefilm starter med at skrige: »Hold kæft kælling, hvor er du grim«.
Den store fortælling er død. Livet er igen meningsløst. Der er ingen sandheder, kun hyperkomplekse polycentristiske optikker. Vi kan alle mene, hvad vi vil. Og det er jo også demokratiets kærne. Alle har ret. Eksperterne skal holde kæft.
Den store fortælling er død, og i politik har man længe klaret sig med den mindre fortælling, den meget, meget mindre fortælling om konjunkturer, ventelister, arbejdsløse og indvandrere. Ja, historien om indvandrerne, om at vi ikke kan lide de fremmede, er næsten den største fortælling der er fortalt i dansk politik siden socialdemokrater og radikale skabte velfærdsstaten.
Og nu er også den socialdemokratiske fortælling slut og man diskuterer, hvad den så skal hedde. Hvad med ’Post-Socialdemokratiet’?

Drømmesamfundet
Den store fortælling er død. Men nu går vi ifølge den danske fremtidsforsker Rolf Jensen ind i »drømmesamfundet,« hvor vi ikke køber varer, men historier og drømme. Vi drømmer om at køre rundt i København i en jeep-lignende bil, som vi for alt i verden ikke kunne tænke os at køre ud i Saharas alt for vanskelige terræn og klima. Vi drømmer ikke om Sahara, men om jeepen der er drømmen om Sahara. Drømmen om drømmen. Hyper-drømmen.
Den store fortælling er død. Men helte skal der til. Mindst én i døgnet. Helte er folk, der vover deres liv for at gøre noget stort. Det gør folk almindeligvis ikke. Men helte skal vi have. Så folk, der spiller helte – er blevet vore helte.
Kommer en virkelig helt til byen og begynder at skyde de onde kugler for panden, bliver han straks jaget og spærret inde. Men kommer skuespilleren til byen, manden eller kvinden der spiller helt i skuespillet, så møder hele pressen op til denne event, forsiden ryddes og vi har en såkaldt ’oplevelse’.
Ikke en stor fortælling, men en stor oplevelse. Det er blevet tv-interviewerens mest anvendte spørgsmål: »Hvordan oplevede du det, da du blev fyret?« – »Hvad følte du, da din søn blev arresteret?« – » ... da Nyrup ringede til en anden?« og så videre.
Og ingen af de glade ofre har mod til at sige: »Hvad fanden kommer det dig eller andre ved, hvad jeg oplevede, hvad jeg følte? Jeg troede vi skulle snakke politik, landets ledelse, sport, film og den slags«.
Men, nej. En offentlig person, en politiker, en skuespiller, en sportsudøver, har i ’oplevelsessamfundet’ pligt til at delagtiggøre os andre i, hvad de følte lige i det afgørende øjeblik. At alt hvad de siger, så er løgn og hykleri, er noget vi må leve med – og tilsyneladende lever endda godt med. Alle, journalister såvel som politikere og de fleste af os andre, ved at der lyves og hykles i den situation, og vi sidder tilbagelænet som dommerne i en kunstskøjtekonkurrence og giver point for sværhedsgrad og stil.
Jo, vi er kyniske, os, der køber drømme, som var det de sidste nye etniske madspecialiteter, os, der kasserer drømme som var det gamle skjorter. Og der er en god del ’de er sure, sagde ræven om rønnebærrene’ i den skuffelse, som er baggrunden for kynismen. Ræven kunne ikke nå rønnebærrene. Vi kan ikke nå lykkebærrene. Og den mindste glæde, man bør have, er at konstatere at andre heller ikke kan. Life is a bitch – som der står på de selvklæbende mærkater vi sætter op på bagruden af bilen. (No! Life is not a bitch. You are! – kunne man have lyst til at svare, hvis man ellers kunne komme i kontakt med chaufføren).

Historien om livet
Skuffet eller ikke skuffet. Kynisk eller ikke kynisk. Kulturens gamle store fortællinger er alle døde eller døende. Det er ganske vist. Selv den idealistiske drøm om en grøn verden er blevet forvandlet til en post på nationalbudgetterne – med CO2-aftaler, hvor de rige lande køber forureningsret af de fattige. Selv drømmen om ’én verden’ er blevet forvandlet til deals i korridorerne, mens idealisterne står uden for og protesterer – imod én verden!?
Gennem tusinder års kulturer har vi efterhånden afprøvet alle de mulige store fortællinger – og måske er der kun to tilbage, to fortællinger som holder. Den ene er historien om livet, den anden historien om mit liv. Den ene fortælles af videnskaben, vor store nye kultur. Den anden fortælles af individet – og kunne (i bedste fald) kaldes selvrealisation.
Videnskaben fortæller faktisk en meget stor fortælling, hvis vi ellers kan høre for al den larm der er fremkaldt af genmanipulationer og stjernekrig.
Videnskaben har gennem hele det 20. århundrede digtet på historien om atomerne, og andre af de mindste usynlige bestanddele, og galakserne, de største legemer i et næsten uendeligt univers, og generne, byggestenene i vore egne menneskelige legemer.
Nej, jeg er ikke så postmoderne, at jeg vil sige, at videnskaben har konstrueret sin fortælling. Den har ikke digtet, den har afdækket. Atomerne, galakserne og generne er virkelige, og fortællingerne om disse ting er nogle af vor tids helt store fortællinger, så store at vi har svært ved at begribe at det er fortællinger eller bare forholde os til dem som virkelige, som noget vi er midt i, som noget vi er en del af.

Øjet er en tidsmaskine
Videnskaben har for ganske nylig (historisk set) afdækket, at vores univers består af ca. 50 milliarder galakser og at universet (i det mindste det nuværende univers) begyndte for omkring 15 milliarder år siden ved et meget stort knald – og siden har udvidet sig med stor hast.
Videnskaben har også afdækket at jorden vi lever på og af, er ca. fem milliarder år gammel, og at livet opstod for tre-fire milliarder år siden i form af én-cellede væsener og har udviklet sig lige siden – med dna-blueprintet som kernen.
Når astronomer i dag med ny kikkert-teknologi kan se 14 milliarder lysår ud i universet, så ser de 14 milliarder år tilbage i tiden, de ser galakserne fra dengang – for det har jo taget lyset 14 milliarder år at nå frem. Selv når vi ser stjernehimlen med det blotte øje, ser vi langt tilbage i tiden. Vores hjerne/øjne er en tidsmaskine – og vi troede, videnskaben skulle opfinde den!
Når biokemikerne studerer menneskets titusinder af gener, så studerer de ikke bare mennesket, men hele udviklingen fra mikrober over planter, fugle, fisk og pattedyr. Vi mennesker har i vores dna de tidligere væsener i os, og som fostre udvikler vi os hele vejen fra én-cellet til menneske på kun seks uger. Ikke underligt at man har brug for lidt barseslorlov efter den fortælling.
Den er stor. Meget stor. Universets historie, jordens historie og livets historie er fortællinger vi aldrig kan blive færdige med. Astronomerne håber på at de om hundrede år har kortlagt universet, men det er et kort hvor de enkelte punkter er hele galakser, og når man tænker på at hver galakse i gennemsnit har omkring 100 milliarder stjerner, så er perspektivet i sandhed ... astronomisk.
Det fjerne og det nære mødes i den moderne videnskab. Det organiske og uorganiske, det levende liv og den "døde materie". Og historien, den fortæller, handler i sidste ende om at vi er levende væsener i et levende univers, i en levende natur.
Det er ikke nogen uinteressant eller kedelig historie – og så er den oven i købet virkelig, og ikke en af de magt- eller afmagtbaserede konstruktioner som postmodernismen gerne vil afsløre.
Den er virkelig – og derfor nøjagtig så fjern for os som virkeligheden er, den levende virkelighed, ikke den konstruerede som per definition bør kaldes uvirkelighed.
Det er ikke en umulighed, at videnskabens historier om atomer, galakser, evolution og dna med tiden vil gå hen og blive vores nye store fortælling. Der klages jo meget over ’historieløshed’ og manglende tilhørsforhold til det vi er kommet af – og hvem kan benægte at vores historie står skrevet i stjernerne, atomerne og i dna’et? Og at vi er kommet af planeten jorden og dens organiske liv og hvert øjeblik lever i kraft af dette?
Den klassiske store fortælling døde af én bestemt grund. Nemlig at den ikke var den store fortælling, den fortælling som indeholder alt, livets start, livets rytme og melodi og livets afslutning. Folk er døde efter at have brugt deres liv på de store fortællinger om frelse og revolution, og de er døde uforløste. Derfor, og lige præcis derfor, var de store fortællinger ikke store. De holdt ikke over for virkeligheden, hvor vi fødes, lever og dør. Samfund eller ikke samfund. Under en god konge eller under en ond konge. Den menneskelige virkelighed har altid været, og vil altid være, at vi fødes, lever og dør.
Født er vi alle. Dø skal vi alle. Lige nu lever vi. Er det banalt? Endda trivielt? Hvis det er, har vi et problem, nemlig at vi via vore handlinger og kultur skal opfinde det krydderi som gør livet godt. Livet er ikke godt i sig selv, men det kan blive godt gennem hvad vi gør med det.
Det lyder så tilforladeligt, og de fleste vil nikke samstemmende. »Ja, ja,« lyder det henne fra sofaen. »Det er sådan, det er. Livet er, hvad vi gør det til. Vi kommer ind i verden som en blank harddisk, og nu skal vi fylde den op«.

Kirkens salgsmetode
Kristendommen har helt bestemt været på den linje, trods alle de obligatoriske lovprisninger af Skaberen og ’skaberværket’. Augustin, kirkens fader, formulerede endda at vi var født med et minus på harddisken, med nogle filer som først skulle slettes. Vi var besmittet af en synd vi havde arvet fra starten af, og nu kunne vi så bruge hele livet på at slippe af med den synd, og det ville vi ikke engang formå – men vi kunne så alligevel frelses gennem den store moderkirke. Gode kunne vi umuligt være fra naturens hånd. Kun kirkens tugt kunne gøre os til tålelige syndere. Rabat til de troende, strafrenter til de vantro – var derefter kirkens ganske effektive salgsmetode.
Socialismen sang med på den samme sang. Vi arver et samfund, hvor grådighed og profit har fordærvet os og fremmedgjort os, men gennem revolutionen kan vi rense os selv og verden fra denne arvesynd.
Synd og frelse, fremmedgørelse og revolution, dårlig start og hårdt arbejde for at gøre livet godt og tåleligt.
I dag har vi nedtonet arvesynden, og frelsen kan købes gennem forbrug og demokrati. Men den filosofiske position er den samme: Livet er i sig selv enten dårligt eller højst noget trivielt. Kun takket være menneskets store indsats bliver livet godt.
Og ’den store fortælling’ er jo netop rammen for en sådan indsats. Og derfor lurer katastrofen over os, når den dør – og vi almindelige mennesker henvises til et liv fuld af grådighed og drifter, øjeblikkelige lysttilfredsstillelser og ego’ers krig imod hinanden.
Det er ikke sådan jeg ser på det, men ganske mange klassiske intellektuelle har den følelse. Men hvad hvis der kom en og sagde: »Venner, I har kigget i den forkerte retning. Den store fortælling, som I savner, er jeres egne liv. Hvert og et af dem. Vi er de store fortællinger, vi levende mennesker. Og fortællingen bliver skrevet lige nu.«
Vild opstandelse. »Hvad fanden er han eller hun ude på? Gør han eller hun nar ad os? Mit liv er da ikke en stor fortælling, men noget rod, en masse op og ned, en masse små og store glæder og skuffelser«.
»Nej,« siger den fremmede. »Jeg mener det. Et levende liv er den største fortælling der er. Den fås ikke større. Hvordan vi forvalter den er spørgsmålet, det store spørgsmål. Men et levende liv har muligheden for storhed i sig. Det, muligheden, er dramaet som foregår lige nu. Det eneste drama«.
Det var ikke det svar, vi ville høre – at vores eget liv er den store fortælling. Eller kunne være det. Nej, vi vil have en fortælling, som andre har digtet, og så vil vi være en del af den som når man køber en billet til fodboldkampen og bagefter kan drage gennem byen og synge: »Hvem var det der vandt i dag!«
»Vi vandt,« siger vi, selv om vi blot så på. Og sådan vil vi gerne have det i livet. At tilhøre demokratiet, danskheden, de hvide, de moderne, de postmoderne, mændene, kvinderne, akademikerne, kunstnerne, de kristne, muslimerne, ja, endda de ’frisatte individer’ – at tilhøre en gruppe er de dovne og de fejes svar på eksistensens ubønhørlige krav om mening.
Og her kommer en fremmed og siger at vi kan finde den store fortælling i vore egne eksistenser – og ærlig talt, vi er ved at brække os. De intellektuelle siger, at det er en floskel. De mere ydmyge siger bare, at det er umuligt. Men alle er enige om, at rønnebærrene er sure.
Og den fremmede bliver jaget ud af byen. For livet kan ikke være godt i sig selv. Livet kan ikke være et mirakel. Livet kan ikke være den store fortælling. Alle er enige om at det er trivielt at vi trækker vejret – i al fald lige indtil de mærker at det sidste åndedrag nærmer sig.
Og da er den fremmede forlængst draget videre.

*Ole Grünbaum fik i går tildelt Dansk Forfatterforenings Faglitterære Pris for 2002 for bogen ’Tekno-fetichismen – og drømmen om det gnidningsløse samfund’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

den evindelige eller evige genkomst kunne jo så næsten lige så vel kaldes for den evindelige eller evige bortsvinden, eller det evindelige eller evige mellem”liv”

Niels-Holger Nielsen

1968 var et festfyrværkeri af realisme og visioner. Hvis vi skal nå lige så højt i dag, skal vi forstå fjenden bedre og være endnu vildere. Og en hel del illusioner fattigere. Postpostmodernismen er ikke en revival men sidste udkald. Vi kan tillade os at mobilisere de sidste reserver i bevidstheden om, at de vil udløse en flodbølge. Hvem kan forestille sig at sidde om fem år og analysere og granske den videre vej til helvedet? Den lange og uforsonlige kamp er i gang.

Niels-Holger Nielsen

Vi skal nå højere, og vi har langt mindre tid til vores rådighed. Kun tåber benægter, at vi lever i katastrofernes tidsalder. Den herskende historie er nået til sidste kapitel. Dejligt Ny historie! Nye karakterer. Nye mål. Nye måder. Nye drømme. Gamle erfaringer.

Niels-Holger Nielsen

68 var en kulmination på en optur. Vi er i gang med en af de sidste runder (kæmpe nedtur), så vores tid er en anden. I 68 foreslog nogle at lave revolution, i dag er vi nødt til at gøre det det.

Lennart Kampmann

Ordstrømsgeværet på fuldautomatisk - fyr.
Hold inde
Genlad
Fyr

gentag
gentag
gentag
...

Med venlig hilsen
Lennart

da de store fortællinger om kaptalismens sandsynlige ophør,
blev erklærede for døde, var der tvært imod mange af de som egentlig aldrig for alvor havde turdet lide på de store fortællinger
om kapitalismens ophør , som tænkte:
aha, nu er blevet dementerede, så var og er der nok alligvel meget om snakken.

Niels-Holger Nielsen

Lennart Kampmann

Men derfor kan vi jo godt tage en afslappet runde om et eller andet. Hvad vil du foreslå? Personligt er jeg altid villig til at diskutere finanskrise, peak oil, klimakatastrofe, euroens overlevelsesevne og meget mere. Du vil vel godt give mig ret i, at det kapitalistiske system er i svære vanskeligheder? Hvis du nu var modstander af det, ville du så ikke mene, at det var nu man skulle slå til?

Lennart Kampmann

@ Niels-Holger Nielsen

For tiden fornøjer jeg mig med Lene Andersens "Både-og", hvor jeg er nået igennem "Mandag" og Tirsdag" og spændt venter på at begynde på "Onsdag". Dertil var "The Age of Absurdidity" interessant (http://www.guardian.co.uk/books/2010/feb/21/the-age-of-absurdity-foley) ligesom jeg har nydt "zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel". Dette blot for at pege dig i retning af hvad der har inspireret på det seneste.

Et liv uden mening, hvor man selv bestemmer hvordan man alligevel vil gennemføre det, er ikke så slemt, set fra min position.

En afslappet runde set fra min side vil nok mest dreje sig om hvordan man kan få lov til at leve i fred for staten og i frihed til at have dialog med alle om alt.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Niels-Holger Nielsen

Jeg ved ikke lige om jeg vil hoppe med på at tale om et kapitalistisk system, som forståelsesmæssig ramme. Fordeling af ressourcer har det med at komme til udtryk på mange måder, selv under et statsstyret system. Fødevaremangel kommer til udtryk i lange køer, og desperation, hvilket jo også er en abstrakt tilstand af efterspørgsel. Et historisk gennembrud har jo været enigheden om at et menneske ejer sig selv, som nedfældet i de universelle menneskerettigheder.

For den enkelte er det interessant at se på hvilken viden er opnået, hvilken information er til rådighed i forhold til hvilket mål man opstiller. Det vil kunne bidrage til at tøjle ufornuften. Hvorfor køber man et hus til overpris på et tidspunkt hvor man kan tænke sig til at markedet vil vende? Hvorfor finansierer man det med afdragsfrie lån, man ved man ikke kan overholde? Hvorfor risikerer man alt ved at sætte sig for hårdt?

Kapitalisme er et memplex hvor den uforstandige skal fare varsomt. I gamle dage vidste man at vildmarken var farlig, og man forberedte sig før man drog afsted. Bevæbning og proviant betød en god sandsynlighed for at overleve. I dag går unge mennesker ned i banken uden at være mentalt bevæbnede med viden og fornuft. De bliver ædt. (og det er trist, men forudsigeligt)

Med venlig hilsen
Lennart

capitalisters undskyldere, apologeter er de:

1) kapitalist ?
2) kapitalistlakaj ?
3) eller bare fremmedgjort / dum ?
eller
4) forsøger at provoker de modsatte holdninger
af de meldte,mere frem?
eller en 5) mulighed?

bag nogle meldinger kan, imo, nemlig stort kun være de fire førstnævnte muligheder.

––––––––---------------------------------------

et skitseagtigt bevis for at ovenævnte passer:

hvis der er to mulige slags samfund

et hvor alle mennesker ligeligt ejer
hver jord, fabrik, og bank

og

et hvor fem procent af menneskene lykkes udi at hævde at de ejer
halvfems procent af jorder, fabrikker, banker,
og de femoghalvfems procent
af menneskene kun ejer ti procent

så er man temmelig dum / fremmedgjort hvis man går ind for det sidstnævnte samfund, medmindre man er i en af før ovennævnte fire grupper

1) fra det forne fælledskab til

2) ( med i mellemtiden
en betydelig indsats fra communister
i klassekæmpen mod capitalister )

3) til det nye fælledskab

også det med de store fortællinger, det er jo også lige noget mht. : verdensbilleder!
sandsynligvis er både de geosentriske verdensbilleder og de heliosentriske verdensbilleder:
pro kommunister og pro fælledeje, pro socialisme og pro socialister, for fælledskab etc.

Henrik Darlie

Næste gang solen står op over Danmark, kommer 'dragens år' også. Det indvarsler en ny tid for Asien, og dermed også for os. Store fremskridt i Burma er bare et af tegnene som asiaterne ser.

Knæk og bræk, held, lys og lykke.
Godt nytår herfra. :)

Henrik Darlie

Og til Kims 4 kategorier.

Chok wau (thai: Tiltræk dragen, flyv med drage, eller noget i den retning, men det kan også betyde 'luk vinduet', samt et et par andre mindre flatterende betydninger - fnis)

Chok wau di krhap.

Henrik Darlie

Niels-Holger Nielsen siger:

"1968 var et festfyrværkeri af realisme og visioner. Hvis vi skal nå lige så højt i dag, skal vi forstå fjenden bedre og være endnu vildere."

'Fjenden' er formørkelsen og fordummelsen. Alt hvad vi behøver er at udvide horisonten og blive klogere, og gerne af vore fejl. Erfaringen siger netop at det er den man kan lære af.

Da jeg var 14 år fremsagde jeg frivilligt og på egen hånd den kristne trosbekendelse.
Pudsig nok er det eneste af den der stadig sidder rigtigt fast, følgende:

"Jeg forsager djævelen, al hans gerning og al hans væsen."

Det står idag lysende klart for mig at djævelen netop er synonymt med formørkelse og fordummelse og den deraf følgende ondskab og lidelse.

Lennart Kampmann

@ Kim Gram

Du er fanget i Aristoteles logik om enten-eller.

Jeg hører ikke til i dine grupper.

Den der har en hammer i hånden ser verden som søm.

Med venlig hilsen
Lennart

@lennart kampmann

bla.a. f. engels, bemærkning: no hard and fast lines,
( at også dyrearternes, og begrebers, og ords, skilleflader, er elastiske,
er uskarpe, eller
aldrig helt bestemte,
eller de flyder ( forandres og forandrer sig );

at den bemærkning
mere end kun foregriber materialismeudgaver af
bla.a. n. bohr's og wittgeinstein's betragninger og virkerier;

-------------------------------------------------------------
også mht. de såkaldte matricer for
materielle historieforløb, bla.a de store fortællinger, gælder det jo.

------------

og det forudsættes så mindre / mere underforstået, så ofte undlader man så at nævne eller skrive opblødende ord såsom: cirka, omtrent, nogenlunde; foran

Lennart Kampmann

@ Kim Gram

Når du selv opstiller de fire grupper og vil have mig til at bekende kulør, passer det mig dårligt at du viger bort fra din egen opdeling.

Hvad vil du?

Med venlig hilsen
Lennart

@lennart kampmann

de opstillede fire grupper bør næppe forståes a'la aristoteles, ( hidtil er vist næppe påvist nogen eller noget som helst virkeligt, som ikke "overtræder" aristoteles, regler for logik ),
så også de opdelinger bør forstås "bohrsk",
altså som lidt uldne i kanteren

@lennart kampmann

det undrer bare lidt at så forholdsvis mange, af og til, optræder forsøgende at undskylde kapitalisterne,
selv om næppe mange kan have objektiv økonomisk egeninterresse i sådanne forsøg på at undskylde kapitalisterne;

derfor spørgsmålet om hvilke gruppe ?

-------------------------------

måske lidt mere til artiklen, at hvis kommunister nævner sådan noget som teorier om historierens sandsynligste forløb, er det vel netop altid mindre / mere underforstået: plus / minus 5% 's nøjagtighed.

viden ( bla. på historievidenskabs områder ) behøver næppe, ( i det mindste næppe almengyldigt ), have en sikkerhed eller nøjagtighed ( af sådanne slagse ) , som nogle "troende"
udi aristoteles eller euclid; hævder deres viden har, eller som de hævder bør kræves af viden.

ix )

Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af den praksis.

––––––—

eks.

håndværkere, madlavere, laboranter..og andre ,
løser ( men sjældent endeløser )
bla.a. fortolkninger og forståelser af,

og det jo især i og som praksis,
som målinger og som virke:

bla.a.

( evt. sprogligjorte eller tekstsprogliggjorte )sætninger såsom:

foren jer,
afskaf capitalisme,
virkeliggør communismen,

------

Lennart Kampmann

@ Kim Gram

Når du vælger at opdele verden i kapitalister og kommunister, har du skåret kagen på en måde hvor mit svar vil være bundet af din logik.
Jeg vil ikke give et svar bundet i den logik.

Det jeg har set når det gælder forståelsen af begrebet kommunisme er så afskyeligt at jeg ikke kan forsvare begrebet. Den teoretiske tilgang kan måske accepteres, men forbliver et forblommet ideal.

Udbud og efterspørgsel er de virkelige underliggende kræfter der ophæver ord som kapitalisme og kommunisme.

Den der ikke forstår hvordan udbud og efterspørgsel virker, er i fare, hvorend han går. Man må lære det, før det ødelægger en.

Med venlig hilsen
Lennart

hvis der er to mulige slags samfund

et hvor alle mennesker ligeligt ejer
hver jord, fabrik, og bank

og

et hvor fem procent af menneskene lykkes udi at hævde at de ejer
halvfems procent af jorder, fabrikker, banker,
og de femoghalvfems procent
af menneskene kun ejer ti procent

------------

@lennart k

de ovennævnte femoghalvfems procent af menneskene gider næppe længe høre på tale om udbud og efterspørgsel,
hvis i en verdensorden, hvor ejendomsforholdene har gjort at den konkurrencebane er kridtet sådan op af de fem procent

Lennart Kampmann

@ Kim Gram

communication error: Other participant responding in seemingly irrational way

Jeg køber ikke hypotesen, den er falsk.

Hvori består din definition på en kapitalist, hvorfor er en kapitalist problematisk, er det realistisk at forvente et samfund uden privat ejendomsret, der samtidigt sikrer borgerne rettigheder?

Status: Afventer respons...

Med venlig hilsen
Lennart

jamen det store flertal af mennesker er netop ikke i praksis sikret! visse af de væsentlige rettigheder, hvis et fåtal andre ejer så forholdsvis meget,

også derfor gør de mange oprør mod de rige, dvs. klassekampbestemt historie fortsætter så længe den økonomiske fordeling er så skæv.

desuden udelukker kommunisme jo ikke småprivatejendom, for så vidt er det jo storkapitalister som ofte har belaglagt de manges småprivatejendom.

historierne fortællingerne, forløbene,

i følge marx, engels:
noget af det der er, eller var, galt ved hegels lære, var bla.a.: først forties at den lære blev udledt fra "kun" materielle erfaringer, dernæst fremvises det som om det er selve ideen, ( der: selve den lære ) som så skal, og gør det: sørge for at naturen, verden så bliver dialektisk, dvs. ikke-mekanisk, levende.

( eddalisme,
( også i en udgave hvor solen = manden , og månen = kvinden ), vil selvfølgeligt sørge for at
( undlade at ) gøre den idealismes skurkestreger, meget værre :-)

de vist ikke offentliggjorte udgaver af

kendte billeder af
melchior og bech nielsen,
og platon og aristoteles;

indrømmet: altså de udgaver hvor bech nielsen og aristoteles, ( samtidigt med at de peger ned , eller ud ) kører en finger roterende rundt ved tindingerne, var måske lidt for grove.

modstriden mod:
for svag meterialisme, såsom aristoteles”s”,
bech nielsen”s”, feurbach”s”
materialisme,
eller mod idealisme;

er jo “kun” en indirekte måde
at virke for materialisme

-------

http://www.information.dk/160302#comment-482901

Lennart Kampmann

@ Kim Gram

Jeg følger ikke Marx' teleologi. Hvis man vil være fri gennem fælleseje, så lej og lad være med at gældsætte dig.
Hvis man vil være fri for den nagende tvivl kan man følge den ottefoldige vej eller søge tilflugt i korsets tegn og nadveren...
Hvis man vil være fri for forbrug, så gør som Gandhi og sy dit eget tøj, mens du er nøjsom.

Mange veje væk fra fortvivlelsen.

Vær et menneske der tænker og handler!

Med venlig hilsen
Lennart

nogle spørgsmål,

såsom om det er
er kommunismen eller naturhistorien
( naturforløbet, naturhistorisk udvikling),
som bør bestemme? der er svaret jo: både-og.

mht. spørgsmål
såsom om det er kommunismen eller astrologi som bør bestemme?
at der kan et virkeligt gyldigt svar vel næppe være
noget. både-og

ak ja, de borgerskabslige, de borgerskablige
og deres fortællinger om:

munke og præster som, også officielt, begynder at bolle med kvinder, og bliver reformerte, protestanter, lutheranere,

industriel revolution,

darwinisme, som på en måde jo bla.a. "frem manede": borgerdyr, dinosaurer, øgler, fortidsdyr,

-------

men nu bør i i stedet høre om noget fra nogle skrifter som vist en gang bla.a. var i bøger kaldet bibler:

gudesønnerne så at menneskedøtrene var dejlige og avled med dem,

så bla.a. uhyrer gik på jorden

og gudesønnerne oplærte menneskene i mange tekniske kunster

med forbehold for at de
som oftest, temmelig meget, vender hovedet nedad og fødderne opad:

også mange folkefortællinger, folkeeventyr synes "bygget op på"

hjemme, ude, nyt hjemme,

men de lykkelige løsninger
fremstår der, umiddelbart som for "kun" få eller enere

fra:

http://alaubjerg.homepage.dk/Teori/tilfaeldigheden.htm

Et sikkert kendetegn på, at man er konfronteret med 1700-tallets mekaniske materialisme forklædt som marxisme er et udsagn som - "på grund af loven, derfor...". I dette udsagn træder det lovmæssige ind på kausalitetens plads. Efterårets æbler falder således ifølge denne determinisme til Jorden på grund af tyngdeloven. Men endnu har ingen lov udrettet noget som helst på denne planet.

------------------

er meget enig,
og indrømmet: sjusker også ofte selv , og bruger så de ringe udtryksformer, men det er fordi det ofte er hurtigtere, lettere og kortere at sige eller skrive det på de måder.