Læsetid: 2 min.

Surrealistisk arvegods sættes på auktion

André Bretons lejlighed har indtil i dag stået fuldstændig som ved hans død. Nu sættes den surrealistiske tænkers ejendommelige indbo til salg
15. november 2002

Klenodier
En lejlighed i ejendommen på rue Fontaine 42, tæt på Place de Pigalle i Paris, er i årtier forblevet et overset skatkammer og en velbevaret hemmelighed. Her boede indtil sin død surrealismens fader, André Breton (1896-1966). Lejligheden er siden da bevaret fuldstændig intakt lige indtil i dag.
Bretons arvinger – hans kone, Elisa, og siden hans datter, Aube, har i 36 år bevaret stedet under lås og slå på afstand af offentligheden, trods adskillige indtrængende anmodninger fra forskere og fans om at få lov at snuse i de surrealistiske relikter, som omfatter en stor malerisamling, talrige bøger og fotografier og alskens mystiske genstande – hele det filosofiske raritetskabinet, som geniet havde samlet sammen igennem hele sit liv.
Lejligheden rummer også et stort arkivmateriale om den surrealisme, hvis mestertænker Breton vedblev at være også i surrealismens noget mindre lykkelige dage efter Anden Verdenskrig, da bevægelsen så småt gik i sig selv igen.
Ganske vist er tænkeren og digterens mange manuskripter efter mange års pertentligt filologisk arbejde blevet samlet, ordnet og udgivet i den prestigefyldte franske klassikerserie La pléiade. Også al Bretons korrespondance er efter hans eget ønske blevet udgivet. Men hvad hans arkiver rummer af nye kilder til indsigt i surrealismens univers, er der endnu kun få, der har fået aktindsigt i.

Oprindelig mur
To mega-udstillinger på Centre Pompidou – La Beauté compulsive (1991) og La Révolution surréaliste (2002) – lånte dog enkelte artefakter fra lejligheden, ligesom det er lykkedes for ledelsen af Musée national d’art moderne at overtale arvingerne til at overlade dem Bretons berømte ’ateliermur’, således at de har kunnet genskabe den oprindelige collage af mangeartede 0bjekter, som Breton opklæbede på væggen i sit arbejdsværelse.
Men i sidste uge kom det så frem, at de forseglede rigdomme i rue Fontaine skal sættes på auktion. Det vil ske mellem den 1. og 18. april på Hôtel Drout.

3.500 bøger
»Da vi ikke længere føler, at vi kan påtage os ansvaret for at konservere arvegodset i dets helhed på betryggende vis, og da projektet om at oprette en surrealistisk fond i Paris beklageligvis er slået fejl, har Aube Breton og hendes datter Oona besluttet sig for at sætte arvegodset på auktion,« hedder det i en meddelelse fra auktionsfirmaet Calmelscohen. I kataloget er det blandt andet billeder af Tolderen Rousseau, Aloïse, Magritte, Picabia, Miró, Arp, Toyen, Tanguy og Marcel Duchamp. I alt sættes 400 malerier og 1.500 fotos til salg – heriblandt også værker af Nadar, Man Ray, Denise Bellon, Boiffard og Claude Cahun.
3.500 bøger vidner om Bretons mangesidede kulturelle interesser i bl. a. videnskaben om det okkulte, psykoanalyse, spilteori, Fourier og Marx, etnografi og manuskripter fra andre surrealistiske forfattere. Hertil kommer flere etnologiske objekter af ’primitiv kunst’ fra ikke mindst Oceanien og Sydamerika. En foto-cd-rom, der skal forevige lejligheden på rue Fontaine 42, som den står, er under produktion.

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu