(2. sektion)
Anders Raahauge, Jyllands-Posten
*I begyndelsen af 80erne var postmodernismen nødvendig som en rambuk i et opgør med marxismen. Men siden er den blevet til en tom form, mener Anders Raahauge, litteraturredaktør på Jyllands-Posten. Og trods påstanden om det modsatte er postmodernismen ikke værdineutral
»En del af det postmoderne er, at det multikulturelle per definition er godt, mens det monokulturelle er dårligt. Det er ikke nogle kriterier, som folk bærer på ærmet. Det er snarere et hemmeligt kriterium.«
»I 80erne var det skægt med legen, spillet og ironien. Men det er blevet dogmatisk, og så er det ikke så skægt længere.«
»Vi har fået en allemands-postmodernisme, som er blevet en hængekøje for den almindelige dovenskab. Intet er bedre end noget andet, og dilletantismen har kronede dage.«
»Der er opstået en manisk jagt på det nye. Det er ligesom hos en hypokonder: Vi må hele tiden se på termometret, tage temperaturen på, hvor vi står lige nu. Det er, som om der er opstået en angst for at blive voksen. En angst for, at tilværelsen skal blive for lille. Villa, Volvo og vovhund er blevet synonym med den sikre død. Hvis man skulle sætte det på en formel, kunne man kalde det på en fastfrysning i fjolleri: en juvenil mumificering.«
Bjørn Bredal, Politiken
*Opinionsredaktør Bjørn Bredal, Politiken, mener stadig, at vi har en levende samfundsdebat. Og debatten er på mange måder mere kvalificeret end i de postmoderne 80ere.
»Konflikten mellem det moderne forstået som oplysningen og den klare tale i modsætning til det reaktionære står klart og tydeligt igen. Til gengæld er forestillingen om, at det hele er forsvundet op i en blå, postmoderne luft, mere og mere irrelevant.«
»De fleste postmodernister er bakket ud. Det eneste sted, tanken overlever, er blandt præster og menighedsråd. Det er kun teologerne, der kludrer i begreberne, mens der blandt universitetsfolk er en større bevidsthed om en egentlig akademisk tradition, hvor man går ind for det rationelle og adskiller tro og viden.«
»Der er kommet en større alvor ind i debatten, som er blevet mere markeret. Det er ikke længere gratis at have et synspunkt i modsætning til i det postmoderne tivoli, hvor man kunne tage en tur i ballongyngerne den ene dag, i karussellen den næste og på tivolisøen den tredje.«
