Læsetid: 4 min.

Taboo or not taboo

Familieteater: Sceneudgaven af Festen åbenbarer sig som en slags Hamlet for vor tid
11. november 2002

Teater
Spørgsmålet er jo uundgåeligt: Kan det overhovedet lade sig gøre at overføre filmen Festen til en teaterscene?
Tvivlen kan man sagtens lægge fra sig. For det, der i virkeligheden er oplevelsen ved at overvære sceneversionen af filmmanuskriptet er, at historiens formidable konstruktion bliver lysende klar. I Bo hr. Hansens glimrende, småjusterende bearbejdelse af Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs forlæg er vi befriet for dansk films karismatiske førstehold og flimrende håndholdte kameraføring. Jacob Cedergreens fortabte søn toner til gengæld tydeligt frem som en slags moderne Hamlet. Ene og alene, bindegal eller uhyggeligt ved sine fulde fem, afslører han den ældre generations nedrige gerninger. I dette tilfælde er det sønnen, der fortæller hele sin pukkelryggede, hvordan hans far misbrugte ham seksuelt – og misbrugte tvillingesøsteren, der har begået selvmord.

Græsk tragedie
Taboo or not taboo… Festen er disse års europæiske teaterhit. I øjeblikket kan et utal af opsætninger af stykket ses rundt omkring på de europæiske teatre. Flere er på vej. Med pædofili og incest som et af disse års billeder på ondskaben og en træt familiestruktur i opløsning i hele den vestlige verden, er det ikke så underligt. Og dertil skal altså så lægges, at omplantningen af originalen til de skrå brædder faktisk tilfører fortællingen bag Vinterbergs film noget andet. Hvor dogmefilmen med vilje var kaotisk og dynamisk uforudsigelig, flakkende fra location til location, tvinger det sceniske sprogs betingelser teksten over i en anderledes enkelhed og formel strenghed. Hykleriet bag familiens former og fraser afsløres. Humoren i de velkendte replikker er stadig intakt og danske tilskuere ler muntert. Men på teatret bliver festen omtrent en ødipal græsk tragedie, ubønhørlig og uafvendelig fra det øjeblik, Jesper Langbergs intetanende pater familias begår sin skæbnesvangre fejltagelse og vælger sønnens grønne tale. Instruktør Henrik Sartou understreger den rituelle vej mod katastrofe og sjælelig rensning ved at lade klokken falde i slag mellem scenerne og skuespillerne tage plads som bænkede bivånere langs siderne, når de ikke er i brug i sandhedsmaskineriet. Det er der kommet en mere adstadig familiebegravelse ud af, i iscenesættelsen understreget af elegisk pianomusik i ny og næ. Og i Kirsten Thomsens enkle scenografi står det festklædte højbord der med sine hvide duge og pudsede lysestager, allerede når vi kommer ind i salen. Bo Carlssons godmodige kok sliber knivene. Den sidste nadver kan begynde.

Fremragende Langberg
Vi har måttet vente et par sæsoner på sceneversionen herhjemme, trods tekstens sejrsgang andre steder. Det er der sådan set ikke så meget at sige til. Med nyklassikeren i frisk erindring, vil et dansk teaterpublikum naturligvis sammenholde præstationerne med stjerneholdet bag Vinterbergs biografsucces. Mammutteatrets store ensemble går selvsikkert og udfortrødent til familiefesten. Man genkalder sig begribeligvis filmens præstationer, men faktisk er situationer og replikker så velturnerede, at de også fungerer uafhængigt af det oprindelige team, der forgyldte dem på det hvide lærred. Ikke desto mindre: Hvor for eksempel Carsten Bjørnlund må lægge sig tæt op ad Thomas Bo Larsens heftige proletarcharme som familiens sorte får, lægger Jacob Cedergreen Ulrich Thomsens gamle rolle anderledes an.
Cedergreen glimrer først og fremmest ved sin sunde almindelighed, der gør ham til en mindre neurotisk helt med en mission, hvor Ulrich Thomsens stædige desperation med anstrøg af vanvid førte figuren ud i andre retninger. Og Jesper Langberg, denne prægtige skuespiller, er selvsagt intet mindre end fremragende i rollen som ’den meget renlige mand’, Helge. Autoriteten, der har gjort omgivelserne til naturlige undersåtter, er indlysende. En lidt træt spilopmager og jovial, hårdtpumpet, selfmade herre på overfladen. Men også en bidsk køter, der med pengemandens nådeløshed slår hårdt ned på det mindste tegn på oprør. Hyklerisk som ind i helvede, naturligvis, når han fornægter, lyver, truer og manipulerer i mageløst ubarmhjertigt selvforsvar. Monumental i sin sammenklappede forstening, når nemesis er tilendebragt. Langberg er selvfølgelig direkte uhyggelig. Men alligevel tilfører han sin figur tvetydige formildende omstændigheder. Elsker denne voldtægtsforbryder og løgnagtige svinepels ikke de børn, hvis liv han har ødelagt? Den tvivl lader Langberg komme Helge til gode. Det er ubehageligt og eminent præcist spillet.

Skræmmende medløber
Resten af de medvirkende kan i virkeligheden ikke gøre så meget andet end at spille manuskriptet efter drejebogen. Ikke i et uoriginalt forsøg på at kopiere andres triumfer. Men fordi den klare figurtegning og de uhyrlige, drastige heftige replikker er lagt så glimrende til rette for sine skuespillere, at meget, som sagt, giver sig selv. Lisbet Lundquist er det perfekte, blanke moderdyr. En medløber, der i virkeligheden er den mest skræmmende figur i menageriet. Og Charlotte Munck, Lene Maria Christensen, Claus Flygare, Thomas Bendixen, Christian Cherry, Liv Corfixen, Sonja Richter samt en håndfuld velvalgte statister fylder resten af det velkendte anegalleri dygtigt ud. Den afdøde søster, drevet i døden af byrden af faderens gentagne overgreb, i Christine Albeck Børges smukke skikkelse, får til gengæld lov til at fylde mere som den ånd, der med ro både ansporer til hævn og trøster udglattende fra det hinsides.
»Velkommen til festen, der aldrig slutter,« råber Claus Flygares candyfloss-coifferede toastmaster. Det har han givetvis ret i. Noget kunne tyde på, at Festen på teatret også bliver en klassiker fra den tid, hvor familien kollapsede.

*Festen. Manuskript: Thomas Vinterberg og Mogens Rukov. Bearbejdelse for teater: Bo Hr. Hansen. Instruktion: Henrik Sartou. Scenografi: Kirsten Thomsen. Turbinehallerne til 7. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her