Læsetid: 2 min.

Tigrene forlader junglen

11. november 2002

De tamilske tigre, der internationalt er stemplet som en terrorbevægelse, vil nu være et demokratisk politisk parti

Analyse
Gennembruddet i anden runde af fredsforhandlingerne mellem Tamil Eelams Befrielsestigre (LTTE) og den srilankanske regering blev et fremskridt, der overgik alle forventninger. Tre vigtige aftaler, der skal afklare den politiske magtfordeling, forbedre sikkerheden og genskabe normale tilstande i den borgerkrigshærgede østat. Fælleskomiteer, hvori begge parter deltager, skal nu tilse, at disse aftalerne bliver ført ud i livet.
Samtidig med indgåelsen af aftalerne, understregede LTTE, at det nu har til hensigt at gøre sin entre i demokratisk politik. Den tidligere så berygtede guerillabevægelse har dermed for alvor taget hul på et helt nyt kapitel i håbet om at kunne opnå bred politisk accept i Sri Lanka og i udlandet. Dette skridt ventes også at udløse international finansiel hjælp til genopbygning og udviklingsbistand.
Afgørende for gennembruddet i forhandlingerne har været den mæglerrolle, som først og fremmest Norge har påtaget sig, men også Japan, Indien, EU, USA og Thailand har bidraget med diplomatiske bestræbelser.
Med tanke på, at fire tidligere forsøg på at gøre en ende på den tamilsk-singhalesiske konflikt, i løbet af den 19 år lange borgerkrig, der har kostet næsten 64.000 livet, alle mislykkedes, er de forhandlingsfremskridt, der denne gang er sket, vitterligt bemærkelsesværdige. Det vidner om, hvor udtalt ønsket om fred nu er blevet for begge parter.
Hvis nogle af parterne havde ønsket at finde påskud for at opbremse fredsprocessen, skulle de ikke have ledt længe. Da forhandlingsrunden begyndte i Thailand, blev Sri Lankas hovedstad, Colombo, rystet af voldelige sammenstød mellem singhalesere og østatens muslimske mindretal. Den følgende dag dømte en srilankansk domstol LTTE’s leder, Velupillai Prabakaran til 200 års fængsel for at være bagmand for et bombeangreb på Colombos centralbank. Og under forhandlingerne blev en større våbenlast konfiskeret af den srilankanske flåde ud for øens østkyst.
Men ingen af parterne syntes tilbøjelige til at udnytte nogle af disse hændelser til at afbryde forhandlingerne, selv om LTTE dog på det kraftigste protesterede over dommen imod dets leder.
Det står derfor klart, at begge parter er klart motiveret for at fortsætte kursen mod varig fred. Det kan også forklare, hvorfor den våbenhvile, der blot blev indgået som en forberedende manøvre til første runde af fredsforhandlingerne, nu har varet i over ti måneder. Faktisk har krigen mellem den srilankanske hær og de tamilske guerillaer, skønt aldrig officielt afsluttet, været indstillet i al denne tid. De nordiske lande har oprettet en overvågningsmission i østaten for at kunne undersøge alle påstande om brud på våbenhvile, og alle meldinger herfra tyder på, at fjendtlighederne er ophørt, og at der derfor ikke er grund til at nære bekymring for nogen snarlig genopblussen af borgerkrigen.
Stemningen er så optimistisk, at de separatistiske oprørere og Sri Lankas regering nu afholder fælles pressekonferencer for sammen bedre at kunne anmode det internationale samfund om de finansielle ressourcer, der er nødvendig for at genopbygge infrastruktur og økonomi. Den 25. november er der i Oslo aftalt et møde mellem LTTE’s forhandlingsleder, Anton Balasingham, den srilankanske ministerpræsident, Ranil Wickremesinghe og en række vigtige udenlandske bistandsydere.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her