Læsetid: 3 min.

Tja, tja…Tjetjenien

Topmødet i NATO glemte russiske forbrydelser mod tjetjenerne
28. november 2002

Analyse
Russerne »gør i Tjetjenien, hvad Milosevic søgte at gøre i Kosovo.«
Hvem har sagt det? Man får tre gæt. Var det præsident Bush. Eller var det NATO’s generalsekretær, Lord Robertson. Eller var det Danmarks Per Stig Møller, som jo engang var stærkt engageret i tjetjenernes skæbne?
Næh, ordene blev sagt af NATO’s daværende øverstkommanderende i Europa, den amerikanske general Wesley Clark. Og de faldt den 9. december 1999, da den etniske udrensning i Kosovo og NATO’s indgreb stadig var i frisk erindring.
Citatet virker frygteligt aktuelt af mere end én årsag. Man kan tre år efter konstatere, at russerne igen har optrappet krigen i Tjetjenien og at de stadig gør, hvad Milosevic søgte at gøre i Kosovo. Den største forskel er, at Milosevic sidder anklaget i Haag, mens den russiske præsident Putin af USA’s præsident Bush kaldes »min ven«. En anden forskel er, at Putin har fået dræbt langt flere i Tjetjenien, end Milosevic i Kosovo.

Havels målestok
Citatet er også aktuelt efter NATO’s topmøde i Prag og Bushs besøg i Skt. Petersborg. Lige inden topmødet gav Tjekkiets præsident, Vaclav Havel, moralens vogter, en målestok for anstændig adfærd. I en tale den 20. november sagde han: »Jeg kan næsten ikke forestille mig, at nogen kan bekæmpe global terrorisme sammen med russerne uden at fremkomme med en mening om deres krig imod Tjetjeniens befolkning.«
Topmødet må have udvidet Havels forestillingsevner. Vi har Lord Robertsons ord for, at Tjetjenien ikke kom op under samtalerne i NATO-Rusland rådet. I topmødets sluterklæring oplyses, at NATO og Rusland gør fremskridt i »kampen mod terrorisme«, men Tjetjenien nævnes ikke. Man må i stakken af NATO-ledernes taler og referater fra pressekonferencer lede forgæves efter blot et par ord, som tager afstand fra noget, der ligner folkemord.
Den amerikanske præsident kunne under besøget hos Putin desuden oplyse, at han havde medbragt mange personlige hilsener fra topmødets ledere til deres russiske ven.
Forinden havde en anonym talsmand for Bush-regeringen under en orientering af journalister oplyst, at han ikke kunne udelukke, at Tjetjenien ville komme op under samtalerne, og at præsident Bush »gentagne gange har sagt, at en fredelig løsning i Tjetjenien er nødvendig«.
Der er intet i pressedækningen, som antyder, at emnet kom op. Hvis Bush havde fundet problemet stort nok, er det sikkert, at lidt informationer var flydt ud til pressen.
Der er gode realpolitiske årsager til, at Rusland ikke blev kritiseret eller fordømt. Alle i NATO-kredsen er henrykte, fordi Putin har slugt alliancens udvidelse.
Det er kun få år siden, at russerne truede med atomkrig, hvis de tre baltiske lande blev optaget. Putins accept er ikke populær i Rusland, så ingen ville puste til gløderne med fremhævelse af tjetjenernes lidelser. Og da slet ikke efter gidsel-dramaet i Moskva.
Der er indledt et samarbejde med Rusland, som har givet resultater i Afghanistan og nok vil give nye fordele i en krig med Irak. Vestlige interesser trænger frem i Ruslands baghave, Centralasien. Og det uden videre russisk modstand.
Det kan således virke ganske rimeligt, at NATO glemte Tjetjenien. Det falder ofte i statsmænds lod, at de må ofre nogle få for flertallets bedste. Men når de samme herrer ellers svinger sig op på moralens høje hest, skal man lige huske, at de ikke levede op til Havels målestok.

Urimelige krav
Hvis man er interesseret i tidsånden, er det egentlig mere bemærkelsesværdigt, at NATO-ledernes realpolitiske holdning til krigen i Tjetjenien tilsyneladende accepteres bredt af den offentlige mening – lederskribenter, kommentatorer og politikere. Den store britiske forfatter George Bernard Shaw skrev engang: »Den rimelige mand tilpasser sig verden. Den urimelige presser ihærdigt på for, at verden skal tilpasse sig ham. Derfor bygger alle fremskridt på den urimelige mand.«
Når ingen har stillet urimelige krav til topmødet, undergraves mulighederne for fremskridt i forbindelse med Tjetjenien.
Og så er NATO’s tavshed endog uklog realpolitisk. Terrorisme er redskabet, som dem, der har mistet alt håb, må anvende.
Når NATO tilmed den 9. december er medarrangør i Moskva af en konference, som skal belyse militærets rolle i kampen mod terrorisme, vil det være forståeligt, hvis nogen får den tanke, at NATO er Ruslands allierede også i krigen mod tjetjenerne.
Hvad mon Sakajev tænker i sin celle?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her