Burjatia, Sibirien Vi befinder os på landevejen i den russiske republik Burjatia på grænsen til Mongoliet. På vej ud til en landsby er vi allerede stoppet et par gange for at fotografere særegne mindesmærker, som er rejst i vejkanten til minde om mennesker, som har mistet livet ved trafikulykker. De står tæt på denne vejstrækning.
Der kommer ingen modkørende biler på bakketoppen. Vi priser os lykkelige over vores held, men undrer os samtidig over chaufførens manglende evne til at se en forbindelse mellem de dødsulykker, vi har set vidnesbyrd på, og sin egen måde at køre på.
Et sammenstød ville have bragt os ind i Ruslands frygtindgydende statistik over trafikulykker. Og det ville have været en blodig affære, eftersom taxachaufførens stolthed over egne køreegenskaber forbyder passagerne at bruge sikkerhedssele. »Nje nada!« (ikke nødvendigt!) er standardreplikken, hvis man forsøger at spænde sikkerhedsselen.
Vi slipper fra turen med en helt ordinær punktering. Samt billeder af burjaternes mindesmærker over trafikofre. Et af billederne viser et bilrat monteret på et stativ, noget så sjældent som et mindesmærke der kan styres. Et andet billede fortæller om en ulykke, som ikke kan ligge mange dage tilbage: Resterne af en skærm og en støddæmper er placeret på autoværnet af sten, og ovenpå ligger der friske blomster.
Myldretid og blå blink
Antallet af dødsulykker i Rusland er steget år for år siden kommunismens fald. Antallet af biler er mangedoblet, og ofte er bilerne i elendig stand, vedligeholdelsen af vejene er blevet dårligere, og det samme er viljen til at overholde reglerne i trafikken. Når trafikken er på dagsordenen, ynder man at inddrage en forfatter fra 1800-tallet, Gogol. I sin karakteristik af Rusland fremhævede han to ting: mange fjolser og dårlige veje.
Sidste år blev der registreret mere end 150.000 trafikulykker i Rusland. Over 31.000 mennesker mistede livet, 4,7 procent mere end året før, og over 180.000 blev skadede.
I det første halvår i år er antallet af ulykker steget med yderligere 16,5 procent i forhold til samme periode sidste år. I mere end halvdelen af dødsulykkerne er der tale om kørsel i spirituspåvirket tilstand. Om nogle få år vil der i Rusland være 220-230 biler pr. 1.000 indbyggere som i mange vesteuropæiske lande. Men chancen for at dø i en trafikulykke i Rusland er allerede nu tre-fire gange højere end i et typisk vesteuropæisk land.
Ved kommunismens fald var der særdeles god plads på vejene for de russere, som var så heldige at have en bil. I dag er antallet af biler mangedoblet. Og mange mennesker kører lige så hensynsløst, som kommunistpamperne gjorde det i sin tid. Man ser kun få kvindelige bilister. Som oftest er det dem med de flotteste biler, som er de frækkeste, nogen har endda placeret blå blink på taget. Der er især mange BMWer og Mercedeser i Ruslands byer. Som brugtbiler er de billige, men hvis man vil undgå problemer med Interpol, gør man bedst i ikke at bevæge sig uden for landegrænsen.
Penge til politiet
Mest dramatisk har udviklingen været i Moskva. Med den beskedne trafik i 1980erne virkede byens brede avenuer imponerende og kommunistisk mægtige. I dag er myldretiden utålelig. Byen har tre millioner biler, og yderligere omkring 500.000 biler passerer dagligt byen. Det anslåes, at Moskva vil få 400.000 nye biler blot i løbet af næste år. Øget biltrafik medfører øget forurening. I Rusland generelt er bilparkens andel af den samlede luftforurening steget til 87 procent. De russisk producerede biler kører fortsat på blyholdig benzin, mange af dem på den dårligt raffinerede oktan 76.
Korruptionen, som gennemsyrer færdselspolitiet, gør trafikken til endnu mere af en prøvelse. Ifølge en statistik i regeringsavisen Rossijskaja Gazeta i sommer betaler russerne 386 millioner dollar årligt i bestikkelse til færdselspolitiet. Kun institutionerne for højere uddannelser, hvor folk betaler for studiepladser og for karakterer, ligger højere. Politibetjentene finder altid en grund til at give en bilist en bøde. Er det ikke en reel forseelse, kan det være, at bilen er i for dårlig stand, eller at føreren åbenbart har drukket.
Men når vores taxachauffør siger »nje nada«, så har han faktisk ret. I Sovjet-tiden var det påbudt at bruge sikkerhedssele, og det var brud på netop denne regel, som sikrede GAI-betjentenes største indtægter ved siden af. Siden er påbudet om sikkerhedssele blevet ophævet, og de fleste bilister ser ingen grund til at bruge sele.
Putin i vejen
I de sidste to år er Moskvas trafik blevet endnu værre, og det har Putin skylden for. I foragt for den almindelige bilist har politiet ordre til at afspærre gader langs den 30 kilometer lange strækning, når hans kortege kører til og fra Kreml de fleste af ugens dage. Mens præsidenten er på vej, må de almindelige bilister holde stille i en halv time eller mere. Problemerne forplanter sig videre ud i byens trafik. Det er paradoksalt, at Putin, en pragmatisk leder, som helst ikke går imod den offentlige mening, giver så mange borgere en umiddelbar grund til at være vrede på ham personligt.
Og vrede bliver de, hvilket en ny russisk vittighed skildrer: Endnu en gang står trafikken fuldstændig stille i Moskva. Tusinder af bilister venter på, at præsidenten passerer, så de kan komme videre. Så forklarer politiet, at det ikke er, som de tror, og at det ikke er Putins skyld denne gang. Tværtimod er præsidenten blevet taget til fange af terrorister, som kræver en million dollar i løsepenge. Får de ikke det, vil de overhælde Putin med benzin og sætte ild til. Det, som tager tid, lyder forklaringen, er indsamlingen for Putin. »Hvor meget har de fået indsamlet?« spørger én. »50 liter,« lyder svaret.
*Sven Gunnar Simonsen er seniorforsker ved instituttet for fredsforskning (PRIO) i Oslo
*Oversat af Runa Trosborg
