I mere end tre år har Letigen været det eneste tilladte centralstimulerende slankemiddel, der er tilladt i EU. I de øvrige EU-lande blev slankemidler baseret på f.eks. amfetaminlignende stoffer trukket tilbage i august 1999.
Men da Nycomeds slankepille kun er og har været markedsført i Danmark, og da ingen af de andre EU-lande har godkendt slankemidler med efedrin, var det simpelthen ikke muligt for de danske sundhedsmyndigheder at få inddraget Letigen i EUs fælles forbudsproces. Nycomeds slankepille blev nemlig ikke opfattet som et fællesanliggende af de øvrige EU-lande.
Sådan lyder den officielle forklaring på, hvorfor Letigen ikke kom med, da Det Europæiske Agentur for Lægemiddelgodkendelse forbød en række slankemidler, hvor der kunne være risiko for en meget sjælden hjertesygdom, PPH, der starter som forhøjet blodtryk i lungerne.
Denne officielle forklaring har sundhedsmyndighederne givet til de ansvarlige ministre, når de skulle besvare spørgsmål fra Folketingets Sundhedsudvalg eller henvendelser fra forbløffede borgere, der ikke kunne forstå, hvorfor EU gik en vej, mens Danmark gik en anden.
Slet ikke sovervejet
Måske er den officielle forklaring heller ikke helt dækkende. I hvert fald ikke, hvis man skal tro et brev, som overlæge i Lægemiddelstyrelsen Jens Ersbøl i maj 1998 sendte til en kontorchef i Sundhedsministeriet.
Brevet er sendt tre år efter, EU-processen gik i gang i sommeren 1995 og ser derfor tilbage på forløbet.
Ifølge brevet, som Information har fået aktindsigt i, blev det slet ikke overvejet i Sundhedsstyrelsens lægefaglige afdeling, hvor ansvaret for godkendelse af lægemidler dengang var placeret, at inddrage Letigen:
»Da Tyskland rejste en Artikel 12 procedure, efter at PPH især var iagttaget i Frankrig, fandt den danske Sundhedsstyrelse ikke anledning til at inkludere Letigen i proceduren. Det har sandsynligvis slet ikke være overvejet.«
Hvis det er sandt, må den senere officielle forklaring karakteriseres som et noget af røgslør, som er blevet tættere og tættere i takt med, at sundhedsmyndighederne skulle besvare flere og flere spørgsmål.
Ersbøls brev indeholder ikke den mindste antydning af, at man fra dansk side har forsøgt at få Letigen med i EU-forbuddet. Den version kommer først langt senere, f.eks. da daværende sundhedsminister Carsten Koch i november 1999 skriver til en borger, hvad sundhedsmyndighederne har fortalt ham:
De danske repræsentanter »rejste spørgsmålet om at få Letigen omfattet af CPMP-sagsbehandlingen,« skriver ministeren og fortsætter:
»De danske repræsentanter blev imidlertid mødt med det svar, at da ingen andre medlemslande eller tredjelande havde slankemidler indeholdende efedrin, fandt man ikke, at Letigen havde fællesskabsinteresse.«
Ikke nævnt i referatet
Hvis de to danske repræsentanter i en særlig arbejdsgruppe (Pharmacovigilance Working Party) har forsøgt at få Letigen inddraget i EU-proceduren, er det ikke sket på en måde, som har påkaldt sig stor opmærksomhed. I hvert fald fremgår det ikke af det officielle mødereferat.
Om det siger overlæge Ersbøl i dag: »Der findes intet referat, og det kan jeg sige af bitter erfaring, fordi vi kun havde de to medlemmers ord for, at de faktisk rejste sagen.«
Ersbøl tilføjer, at han har »dog ingen grund til at betvivle«, at de to repræsentanter faktisk har forsøgt at få Letigen inddraget.
Da det potentielle marked for Letigen højst har været fem millioner danskere, er sandsynligheden for at opfange en meget sjælden bivirkning som PPH i det danske bivirkningssystem langt ringere end for et lægemiddel, der fås i alle EU-lande. Og den lægefaglige afdeling i Sundhedsstyrelsen har selvfølgelig vidst, at der ikke kendtes danske tilfælde af PPH.
Men at der har været en viden om en mulig risiko også for alvorlige bivirkninger også for Letigen-patienterne, bekræfter Ersbøl i et notat fra oktober 1999, hvor han belyser konsekvensen af, at ikke samtlige centralstimulerende slankemidler er taget af markedet:
»Man må også imødese bekymring fra presse og borgere over, at Lægemiddelstyrelsen har godkendt et lægemiddel (Letigen), som angiveligt i forklædning som kosttilskud har forårsaget mindst 38 dødsfald i USA.«
