ALT IMENS roserne daler ned over den borgerlige regering for at have gennemført dens valgløfter, tillader vi os et øjeblik at dvæle ved indholdet af den gennemførte politik.
Vi tager de køligt analytiske briller af de, der kun nøjes med at sige, at hvis man har lovet a og gennemfører a, så er man en succes. Vi erindrer om, at VK-regeringen siden dens tiltrædelse har stemt alt det væsentlige igennem med Dansk Folkeparti et uansvarligt, reaktionært og racistisk parti. Det gælder især to finanslove.
Den første finanslov, der skar i hjælpen til verdens fattigste ulande, satte årtiers miljøindsats tilbage, lukkede grænserne godt af for udlændinge i nød, åbnede for øget privatisering af eksempelvis sundhedsplejen, knyttede kæften på genstridige råd og nævn, og indførte et skattestop, som hjælper de rigeste. Den anden finanslov, der førte til billigere sprut og cigaretter, og til den økonomisk populistiske almisse i form af ældrechecken, er helt uden udsyn og efterlader et indtryk af en regering, der stiller sig tilfreds med de usympatiske reformer, den indgik i år et.
KORREKT er det, at det, der er vedtaget af denne regering, også var, hvad den lovede. Når vi skriver den, mener vi Venstre eller rettere sagt Anders Fogh Rasmussen. Skattestoppet, som er indført, er kalkeret efter Foghs oprindelige plan mens De Konservative og Dansk Folkeparti ønsker langt lavere skatter. Stramningerne af udlændingeloven ligner fuldstændig Foghs før valget mens især Dansk Folkeparti slet ikke er mætte endnu efter at få bugt med muslimerne.
Nedskæringen af ulandshjælpen endte præcist med det beløb, som Fogh udstak før valget mens De Konservative ville have skåret med tre gange så meget, og Dansk Folkeparti næsten vil have hjælpen helt fjernet.
På enkelte områder er det Venstre, der har villet gå længst det gælder især på miljøområdet, hvor revanchismen over for Svend Auken er kolossal, men såmænd også på den ideologiske kurs på medieområdet, hvor Danmarks Radio skal trynes, og i forhold til fjernelsen af de professionelle smagsdommere, som er uenige med Fogh & Co. og derfor selvfølgelig ikke vennen Bjørn Lomborg. Man kan roligt sige, at det er Anders Fogh Rasmussen, der sidder for bordenden i regeringen ja, man kan konstatere, at vi har en ren Venstre-regering med enkelte konservative ministre.
UDENRIGSPOLITIKKEN er en ganske særlig disciplin og den mest komplicerede at bedømme. På den ene side har vi en statsminister, der på orwellsk ny-sprog har besluttet sig for at kalde sin logren med halen over for USA for en ny-aktivistisk udenrigspolitik. Hvis ikke det var så alvorligt, at det kan føre til, at Danmark kommer til at være en europæisk fodnote, så er det jo til at dø af grin over. På den anden side har vi en udenrigsminister, nemlig Per Stig Møller, der manøvrerer kløgtigt, og som er kommet med et fornuftigt fredsudspil i Mellemøsten, og som konsekvent har husket at fremhæve FNs rolle i forhold til blandt andet Irak.
I forhold til EU-formandskabet har Fogh og Møller kørt et upåklageligt parløb, som der er grund til at rose uforbeholdent. Den store pinagtige oplevelse er sagen om den fængslede tjetjenske viceministerpræsident, Akhmed Sakajev. Her bukkede Fogh efter for russisk pres og anholdt Sakajev. Sagen er en ren skandale: Det begyndte med kludder og smøl i Justitsministeriet; fortsatte med den politisk bestemte anholdelse; udviklede sig ved, at regeringen bliver ved med at tage de utroværdige russiske beviser alvorligt; og er senest blevet endnu værre med afsløringen af, at den tolk, der benyttes af politiet, hænger godt og grundigt sammen med den russiske stat.
DEN AMORAL, der også synes at klæbe til regeringen, må vi ikke glemme: Det begyndte med Brixtofte-farcen i Farum, hvor VK-regeringen til det sidste modarbejdede Folketingets flertals ønske om at kræve en total undersøgelse af, hvad der gik galt. Herunder hvor tæt indblandet finansminister Thor Pedersen er som man husker, indgik han som daværende direktør i Jysk Rengøring en for Farum Boldklub (hvor Brixtofte var formand) meget lukrativ sponsoraftale og fik samtidig en gunstig kommunal ordre fra Farum Kommune (hvor Brixtofte var borgmester).
I kølvandet på Farum fulgte andre her skal blot nævnes endnu en med Pedersen i centrum: Omgåelsen af loven om bopælspligt på hans gårde i Nordsjælland husker De hans undskyldning: »Jeg troede, jeg var jyde?« og hans seneste vrangvillige tilbagebetaling af hektarstøtte fra EU.
JAMEN, er der da slet ikke noget at glæde sig over? Jo, der er kortere tid til næste valg nu end for et år siden... ja, der er højst 1.085 dage endnu. Det er også den tid, som den kommende formand for Socialdemokraterne, Mogens Lykketoft, har til at samle oppositionen og ikke mindst sit eget parti til at besejre VK-regeringen.
