Læsetid: 5 min.

Verdenshistorier

Årets filmfestival i Thessaloniki bød på en udbytterig jordomrejse med fokus på det unge og ukendte i tidens filmbillede – og så var der pris til en ny tysk film med Trine Dyrholm
22. november 2002

(2. sektion)

Filmfestival
Det er ikke tit, man har mulighed for at vælge mellem film fra hele 40 lande på blot en uge. Filmfestivalen i Thessaloniki giver én chancen, og i løbet af festivalen bliver byen et lille internationalt samfund med besøg af filmfolk fra hele verden – og ikke mindst et hav af historier i omløb fra de forskellige film såvel som de mange afledte diskussioner og debatter.
Her kan man se film om en russisk mand, der efter sin kones død finder ud af, at hun i årevis har været ham utro og plaget går på opdagelse i hendes hemmelige liv. Om en japansk kvinde med den forunderlige evne, at det altid regner, når der sker noget vigtigt i hendes liv. Om en marokkansk franskmand, som prøver at redde sin bodybuilder-bror fra at ødelægge sit liv med steroider. Om en tjekkisk familie, som tager på en begivenhedsrig biltur for at begrave den afdøde fars aske i hans slovakiske barndomsby. Eller om en mand, som vender hjem til sin lille asiatiske landsby, hvor alle tror, at han er succesfuld violinist i Moskva, hvilket bestemt ikke er tilfældet.
Og ja, så kunne man i år også se film om Lilja 4-ever, Kiras kvaler i En kærlighedshistorie og Mads Mikkelsens dilemma i Elsker dig for evigt, der repræsenterede Skandinavien i festivalens parallelle program, ’nye horisonter’.
Desuden var Trine Dyrholm med i den tyske instruktør Ulrich Köhlers debut, Bungalow, om en apatisk desertør, som forsøger at finde mening i sit kedsommelige liv ved at prøve at forføre sin storebrors danske kæreste. Det insisterende og inspirerende irriterende portræt af brødrenes konflikt og en forkælet generations savn af noget at gøre oprør mod endte med at vinde festivalens andenpris, Sølvalexanderen.
Thessalonikis internationale konkurrence er for instruktørers første og anden film. Med en græsk undtagelse skildrede alle årets film nutiden, og sammen tegnede de et tankevækkende portræt af verden i dag. Almindelige mennesker dominerede og tog os med deres historier med ind i de forskellige landes konflikter, hvor temaerne især var identitetsproblemer og ensomhed.

Personlige debutfilm
Konkurrencefilmene bar præg af, at nogen virkelig havde noget, de ville ud med. Som det amerikanske jury-medlem Bob Rafelson tørt kommenterede, er det temmelig forskelligt fra mange af tidens andre film. Rafelson skabte sig i 1970’erne et navn med (Jack Nicholson)outsider-film som Five Easy Pieces, The King of Marvin Gardens og Postbudet ringer altid to gange, der alle blev vist i en stor retrospektiv under festivalen.
Efter Rafelsons mening vil alt for få unge amerikanske instruktører sige noget med deres første film. Den skal bare være et visitkort til Hollywood, så de kan få mulighed for noget større med film nummer to.
Og en stor del af skylden ligger hos publikum, som markant har skiftet smag. Publikum har i dag sværere ved at acceptere personlige statements og sætter spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er en dyd i dem. Værdierne har forandret sig dramatisk, og de personlige film har fået mindre gennemslagskraft.

Uundgåeligt politisk
En del af årsagen til den oftest alt andet end Hollywoodske debutanttilgang uden for USA er selvfølgelig, at den glamourøse filmby er meget langt fra de fleste filmmiljøer. Tag f.eks. Palæstina. Som den palæstinensiske instruktør Hany Abu-Assad fortæller Information, har hans film Rana’s Wedding kun været vist fire gange i hans hjemland.
Der er ingen biografer med ordentligt udstyr at vise filmen i, og han aner ikke, hvornår eller hvordan han kan lave sin næste. Den slags ting kan man imidlertid ikke lade sig stoppe af, hvis man vil fortælle noget, og det vil han helt sikkert med sin seværdige film.
Rana’s Wedding handler om en ung kvinde, der af sin far får besked på at gifte sig inden næste dag klokken fire, hvis hun vil blive i det besatte Østjerusalem i stedet for at følge med ham til Egypten. Vi følger hendes hektiske tur gennem byen på jagt efter sin kæreste, Khalil, og siden efter giftefogeden, som har problemer med at komme igennem de mange vejspærringer.
Undervejs kommer vi vidt omkring. Vi ser soldater, der reagerer på lyden af hendes mobiltelefon som en trussel. Bombede huse, der genopbygges. Uendelige køer af mennesker, som konstant skal tjekkes for at kunne bevæge sig fra et sted til et andet. Fokus er på Ranas bizarre bryllupsdag, men samtidig møder vi den kaotiske dagligdag i byen.
Abu-Assad vil ikke snakke politik. Han er træt af, at en palæstinensisk film automatisk bliver betragtet som et politisk budskab. Men samtidig er det svært at undgå at lave noget politisk under de nuværende forhold.
Det samme går igen i festivalens mange stærke iranske film. De iranske instruktører vil ikke diskutere iranske forhold eller politik, selv om der er masser at spørge til i f.eks. Manijeh Hekmats Women’s Prison eller Rassul Sadr-Amelis I’m Taraneh om en 15-årig pige, der vælger at blive enlig mor i Teheran.
Som Sadr-Ameli siger, er der gravide mindreårige og enlige mødre overalt i verden. Han vil hellere holde sig til at snakke om film, men i de fleste film på festivalen er det svært at adskille fiktionen og de meget realistiske problemer, historierne skildrer.

Få formeksperimenter
Lederen af festivalen, Michel Demopoulos, skriver i årets katalog, at det modige, uafhængige og ukonventionelle har trange kår.
En ’cinephil’ på jagt efter originale historier, stileksperimenter og rigtige følelser må lede længe i dagens mediebillede.
Demopoulos har fundet både gode historier og gribende følelser til årets program, men stileksperimenterne var der langt imellem. Det visuelt mest interessante var en retrospektiv med kortfilm af den New York-bosatte iranske fotograf og filmkunstner Shirin Neshat. Neshat arbejder meget med simultane billeder og lydcollager (ofte som videoinstallationer), der tager udgangpunkt i kvinders position i islam og vellykket kombinerer det politiske og poetiske. Hendes utroligt flotte film skaber slående kontraster mellem motiver, meninger og ikke mindst musik, og de otte viste filmprojekter skilte sig markant ud fra alt andet.
Festivalens hovedpris, Den gyldne Alexander, blev delt mellem to asiatiske film, den sanselige japanske film Woman of Water og den thailandske Blissfully Yours. Der blev også en filmkritikerpris til den græske Hard Goodbyes: My father, men ellers var der ikke meget at skrive hjem om blandt det forgange filmårs græske film, som altid udgør et programpunkt for sig selv.

*Thessaloniki Film Festival havde også fokus på film fra Balkan og flere retrospektiver, bl.a. med film af ungareren Béla Tarr, mexikaneren Jaime Humberto Hermosillo, fransk-manden Jean-Francois Stévenin og italienerne Aurelio Grimaldi og Marco Bellocchio

*Se ww.filmfestival.gr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu