Læsetid: 12 min.

ÅH Amerika

Kløften er pludselig afgrundsdyb mellem et militært oprustet USA, der hævder retten til at sætte sine nationale interesser igennem globalt, og et tvivlrådigt Europa, der er institutionelt overanstrengt og uden folkelig vilje til at definere EU’s alternativ til en amerikansk verdensorden
14. december 2002

We are all Americans«. Sådan stod der i det franske dagblad Le Monde dagen efter den frygtelige 11. september 2001. En parafrase på præsident John F. Kennedys solidarietserklæring med Europa i almindelighed og Berlin i særdeleshed, da han i 1963 talte i den delte by: »Alle frie mennesker, hvorend de måtte leve, er borgere i denne by Berlin, og derfor er jeg som et frit menneske stolt af at kunne sige: Ich bin ein Berliner.«
Den 11. september 2001 følte de fleste europæere sig som borgere i New York og Washington. Pludselig, via tv-skærmene, knyttet i et skæbnefællesskab til det frihedens Amerika, der som tre lyn fra en klar himmel var blevet ramt af formørkede kræfters dødbringende terror.
I dagene, der fulgte, rykkede Europas borgere og ledere sammen om USA. For at vise medfølelse. For at demonstrere viljen til at inddæmme terrortruslen og bringe de ansvarlige til regnskab.
I dag er meget forandret. I Berlin vil forbundskansler Gerhard Schröder næppe finde på at sige ’We are all Americans’. Ligesom USA’s præsident George Bush sikkert ikke vil erklære sig som borger i Berlin.
Rundt om i Europas storbyer går hundredetusinder af mennesker i demonstrationer mod den amerikanske regering. Europæisk medfølelse med USA er vendt til modvilje. Antiamerikanisme har fået vind i sejlene. Og på den anden side af Atlanten ryster det amerikanske lederskab irriteret på hovedet af de vankelmodige, ansvarsforflygtigende ’backseat drivers’ i Europa.
De stærke bånd af forståelse over Atlanten er pludselig erstattet af en forståelseskløft så faretruende dyb.

Vi er alle amerikanere. Lægger man et øjeblik politikken til side, er der ingen tvivl. På en tilfældig hverdag i december sender TV2 syv amerikanske serie- eller magasinprogrammer, TV2 Zulu sender ti, TV3 sender 16 og TV Danmark 2 sender 20 amerikanske programmer. I hovedstadens store biografer er halvdelen af alle film produceret i USA. På byens bedste gadehjørner lokker amerikanske fast food-butikker og kiosker – Københavns andel af denne verdens 30.000 McDonald’s-restauranter og 21.000 7-Eleven-butikker. Parallelt med tv-serierne, biograffilmene, Coca cola’erne, Disney-figurerne, Nike-skoene, Microsoft-programmerne og CNN er de ambassadører for ’The American way of living’.
Og – hånden på hjertet – vi er fascinerede. Vi elsker, når Julia Roberts som arbejdsløs alenemor Erin Brockovich sætter sig op mod korrupt overmagt og skaber retfærdighed. Vi elsker Bruce Springsteen, når han i t-shirt, slidte jeans og Stars and Stripes synger Born in the U.S.A. Vi elsker Allys drøm om kærligheden, vi elsker eventyret i Star Wars, vi elsker Steven Spielberg, Harrison Ford, Tom Hanks, Melanie Griffith og den kejtede unge mand, der forvandles til Spiderman. Nogen elsker sågar Britney Spears.
Det er altsammen The American
Dream foldet ud for vore øjne. Drømmen om at lykkes. Om at vinde friheden og sikre retfærdigheden. Forestillingen om at man vitterlig kan blive en succes, være sin egen lykkes smed, hvis man besidder handlekraft, selvtillid, et glimt i øjet, de rette cowboybukser eller et godt brystmål.
Vi tror lidt mere på den drøm, end vore forældre gjorde, og vore børn tror lidt mere på den end os. Fordi drømmen sælges så meget mere intenst nu end for 20 år siden. Men nok så meget fordi dette århundrede fra dets start synes skræddersyet til at blive de amerikanske værdiers århundrede.
Med Berlinmurens og socialismens fald, med den globale økonomis liberalisering og med informationsteknologiernes fremvækst er verden blevet en markedsøkonomisk tumleplads, hvor det mere end nogensinde er blevet den enkeltes ret og pligt at forfølge personlig lykke og frihed.
Som den polske sociolog Zygmunt Bauman har bemærket: Moderne mennesker går ikke til fagforeningsmøder og formulerer fælles strategier, de går til møder i deres vægtvogterklub. Unge mennesker stemmer ikke ved parlamentsvalg, de sidder hjemme og ser Robinson for at aflure, hvordan de skal manøvrere i tilværelsens individualiserede kappestrid.
Det ligner de amerikanske værdiers århundrede. Og så holder det alligevel ikke helt. I Europa kan vi godt drømme med Julia Roberts som Erin Brockovich, men når det kommer til stykket, tror vi nok, at den gråmelerede socialrealisme i den britiske instruktør Mike Leighs film All or Nothing er tættere på virkeligheden. Vi nyder produkterne fra Hollywoods drømmefabrik, men ifølge nye globale meningsmålinger kan vi samtidig slet ikke lide, hvad vi oplever som amerikansk kulturimperialisme.
Vi kan ikke helt overgive os til forestillingen om den individuelle stræben efter vinderstatus som tilværelsens centrale mål. Til at konkurrence skal være et livsmål i sig selv. At frihed skal overordnes lighed.
Og når et sådant stræbsomhedens projekt bliver ophøjet til politik, til bærende værdi for det nationale samfund i en global kontekst, så slår vi europæere for alvor bak. Filmen knækker, når vi ser George Bush tage Hollywood-mytologiens superhelte-rolle på sig, stående med megafon i Ground Zeros rygende ruiner, råbende til alverdens tv-publikum, at de onde meget snart vil høre fra det mægtige USA. Så bliver det for meget, så skiller vandene, så bliver den transatlantiske distance mellem USA og Europa med ét foruroligende stor.

Professor David Gress, der er hjemmehørende i både Danmark og USA, har givet en god beskrivelse af, hvad der skiller samfunds- og menneskesyn og dermed politisk kultur i USA og Europa.
Hvor frihed, forstået som »en evig kappestrid om at være den bedste«, er den højeste værdi for amerikanere, er tryghed det vigtigste for europæere. Det 20. århundrede har lært europæerne, at magtpolitik og militær fører til katastrofer, og derfor har man skabt et politisk-økonomisk aftalesystem – EU – hvor landene er tiltagende forpligtede på og afhængige af hinanden. USA har med afsæt i sin uafhængighedskrig set sig stedse bekræftet i, at friheden er noget, man vedvarende må kæmpe for og kan fortabe, hvis ikke man gør det. Amerikanerne er trætte af at måtte rykke ud og med deres unge mænds liv forsvare friheden i alverdens brændpunkter, mens europæerne vrider hænder, klager og kritiserer.
Europæerne taler om deres »overlegne erfaring og verdensklogskab, men har i nyere tid ikke produceret andet end nazisme, kommunisme, verdenskrige og bureaukrati«, sådan som amerikanerne ser det.
I deres ofte karikerede syn på hinanden ser europæerne på amerikanerne som ’barnlige, skydeglade cowboys, der tror at alle problemer kan løses ved væbnet konfrontation’, mens europæerne for amerikanerne fremstår som ’overforsigtige, selvoptagne, hysteriske grædekoner med slappe håndled og rygrader som spaghetti’.
I USA elsker alle en vinder, mens Europa hylder janteloven og elsker taberen. Amerikanerne er troende, mens europæerne er tvivlende. Amerikanerne er stolte og selvsikre, mens europæerne er selvpinere.
USA forstår sig selv som en udvalgt nation med en gudgiven pligt til at agere fremskridtets forpost, siger freds- og konfliktforskeren Vibeke Schou. Mens den konservative amerikanske analytiker og Bush-rådgiver Robert Kagan skærer gennem al filosofisk tågesnak og hævder, at den dybe atlantiske kløft simpelthen skyldes, at USA er blevet stedse stærkere og Europa stedse svagere, militært set. USA agerer som stærke magter kan tillade sig at gøre, EU agerer som en svag magt må gøre, siger Kagan.

Man siger, at ’the winner takes it all’. USA’s værdier vinder globalt terræn, fordi de i deres karakter er offensive, ekspansive. Da terroraktionerne indtraf den 11. september, troede – håbede – mange, at USA ville gennemgå en fase af selvransagelse og komme til ny indsigt om sin rolle i verden. At USA ville blive sig sit globale ansvar bevidst i forhold til bl.a. miljøet og denne verdens fattige. At en større grad af ydmyghed ville komme til at præge amerikansk adfærd. At åbenhed over for resten af verden ville afløse den attitude, som den amerikanske forfatter Mark Hertsgaard har beskrevet med ordene: »Vi bekymrer os ikke om verden, vi ved ikke noget om den og er ligeglade.«
Det skift er ikke sket. Hvor nogle efter den 11. september sagde, at ’alt er forandret’, siger filosoffen Slavoj Zizek, at intet er forandret. 11. september har tværtimod cementeret det ’forstilte virkelighedsbillede’, der herskede før terroraktionerne. USA har brugt begivenheden til at bestyrke ’sine basale ideologiske koordinater.’
Reelt er der tale om, at nøglepersonerne i den nuværende Bush-administration gennem et helt årti før 11. september-terroren havde formuleret visionen om USA som altdominerende verdensleder med militær styrke til at sætte sine nationale interesser igennem overalt. USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz var i 1992 den ene forfatter til et internt regeringsnotat om nødvendigheden af en så voldsom militær oprustning, at ingen anden nation nogensinde ville drømme om at anfægte USA’s ret til global dominans og kontrol.
Et nyere nøgledokument er Campaign 2000 – Promoting the National Interest, forfattet halvandet år før terroraktionerne af Bush’s nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice.
»Magt er vigtig«, noterer Rice og beskriver, hvordan nogles ubehag ved magt kan friste dem til at søge legitimitet for magtudøvelsen i andre landes opbakning, FN’s tilslutning eller i henvisning til ’humanitære interesser’.
»Der er naturligvis ikke noget galt i at gøre noget, der kommer hele menneskeheden til gode, men det er på en måde en sekundær effekt. Amerikas forfølgelse af sine nationale interesser vil skabe betingelser, der fremmer frihed, markeder og fred.«
USA’s konsekvente sætten nationale interesser øverst legitimeres således ifølge Condoleezza Rice af, at »amerikanske værdier er universelle.«
Hun betoner nødvendigheden af at forsvare de amerikanske interesser med magt og derfor behovet for at øge de amerikanske militærbudgetter.
»USA må mobilisere alle tilgængelige ressourcer – inklusive støtte fra oppositionelle kræfter – for at fjerne« Iraks Saddam Hussein, fastslog Rice og tilføjede, at »maligne« regimer som Nordkoreas må håndteres »resolut og viljefast«. Formuleret længe før Bush’s introduktion i januar 2002 af ’ondskabens akse’.
Condoleezza Rices køreplan sluttede med at understrege, at det ny præsidentskab »vil bevæge sig fremad på den nationale interesses faste grund, ikke med afsæt i interesserne hos et illusorisk internationalt samfund.«

Og sådan er det gået. I dag er det globale samfund blevet et unipolært magtsystem med USA i en overlegen styrke- og kontrolposition, som intet land nogensinde tidligere har indtaget. En række tal illustrerer præsident Bushs udsagn i sommer om, at »Amerika har – og har i sinde at fastholde – en militær styrke hinsides enhver udfordring«:
nUSA vil i 2003 bruge flere penge på militærbudgettet end de næstfølgende 15-20 største lande tilsammen.
nBeløbet – 390 milliarder dollar – svarer til næsten 20 gange det sammenlagte budget for FN, Verdensbanken og den internationale straffedomstol.
nSelve stigningen fra 2002 til 2003 – næsten 40 mia. dollar – er større end noget andet lands totale forsvarsbudget.
nUSA er rede til at investere mindst 100 mia. dollar i en krig mod Irak – det dobbelte af industrilandenes samlede officielle u-landsbistand.
nForholdet mellem beløbene USA bruger til militær og til u-landsbistand er 38 til én.
»I dag har USA ingen rival i nogen af magtens dimensioner. Der har aldrig tidligere eksisteret et system af suveræne stater, hvor én stat udøvede en sådan grad af dominans,« skriver de amerikanske politologer Stephen Brooks og William Wohlforth.
Det betyder reelt, at verden er hinsides det hidtil kendte magtbalance-system, hvor freden blev sikret ved at ligeværdige magter holdt hinanden i skak. Dagens fjender af USA – terrornetværk og onde diktatorer – er ifølge præsident Bush ikke underlagt magtbalance-logikken, og det er derfor, at Bush har defineret sin ny nationale sikkerhedsstrategi med retten til forebyggende angreb på terrorgrupper og slyngelstater, der kan tænkes at udgøre en trussel mod USA.
Som bl.a. professor i geopolitik John Ikenberry har påpeget, så indebærer denne nye doktrin for krigsførelse det klare dilemma, at andre kan ræsonnere tilsvarende. Hvis USA kan føre forebyggende krig mod Irak, hvorfor skulle så ikke Indien føre forebyggende krig mod Pakistan? Er der andre spilleregler tilbage end den stærkes ret?
Det amerikanske svar er – jævnfør Condoleezza Rice – at amerikanske værdier på én gang er ’non-negotiable’ og universelle, hvorfor krigsførelse i USA’s interesse i sidste ende vil være i hele verdens interesse.
»I dag synes Washingtons centrale budskab til verden at være: ’Tag diktat’,« siger Michael Hirsh, tidligere udenrigsredaktør på ugemagasinet Newsweek.
»USA agerer unilaterialt, fordi det kan.« Men netop »fordi verden får marchordrer fra Bush og ikke en fælles vision, vil den være lidet tilbøjelig til at følge dem, især hvis USA begynder at gennemføre større forebyggende angreb mod stater som Irak.«
Den analyse understøttes af en global meningsmåling om USA’s aktuelle omdømme, foretaget af Pew Research Institute i Washington. Instituttet fastslår, at der er »en stor kløft« mellem USA og en række allierede i synet på en krig mod Irak. I Tyrkiet – hvorfra amerikanske angreb ventes at udgå – er 83 procent af befolkningen imod krigen, i Rusland 79 procent, i Frankrig 64 procent og i Tyskland 71 procent. »Dette truer med at give yderligere næring til anti-amerikanismen og fjerne USA fra befolkningerne i dets traditionelt allierede lande og hos nye strategiske partnere,« skriver Pew Institute. Og noterer, at antipatien mod USA er vokset verden over i de seneste to år, og at »flertal i de fleste undersøgte lande klager over USA’s unilateralisme.«

En unipolær verdensorden underlagt et amerikansk hegemoni, der – med Hertsgaards ord – »ikke kender de andres sprog, men ved, hvad der er bedst for dem«, er ligeså farlig, som den er frastødende.
Samtidig er der ikke noget så nemt som at henfalde til god gammeldags antiamerikanisme. At definere sin identitet som det at være modstander af det mægtige, imperialistiske USA.
Den amerikanske senator William Fulbright definerede under Vietnam-krigen udtrykket ’magtens arrogance’ om USA’s adfærd. Måske kan man i dag bruge udtrykket ’afmagtens arrogance’ om den måde, Europa og den europæiske offentlighed vrider hænder og ser forarget, men også selvretfærdigt og lammet til, mens USA former verden.
Mens USA løber risikoen for imperial overanstrengelse, vånder Europa sig under indre, institutionel overanstrengelse. Mens USA går mod krig, flår Europas politikere sig i håret over størrelsen på ammeko-præmier til de ny medlemslande. Og mens den amerikanske regering er befolket af handlekraftige realister, er den såkaldt kritiske europæiske offentlighed fuld af utopister med drømme om verdensfjerne verdener, hvis ikke af skuldertrækkende postmodernister, der har erobret sig friheden til at kalde det hele en konstruktion og derfor vundet retten til at opfatte alting som inderligt ligegyldigt.
Amerikanerne mener at vide, hvem de er, takket være en national mytologi, der har rødder i uafhængighedskrigen og i dag holdes i live af bl.a. Holywood. Europa har nok en lang historie, men ingen bevidsthed om en fælles mytologi, der kan definere det europæiske menneske, dets værdier og dets projekt i en global kontekst. Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer har sagt, at EU er 200 år bagud for USA, når det handler om at formulere et europæisk modstykke til The American Dream og forme en institutionel ramme, der kan arbejde for det.
Vi føler, vi er bedre og klogere mennesker end de vulgære amerikanere, men vi registrerer, at de i praksis løber med det hele, fordi de ved, hvad de vil. Europa er lammet af lige dele bedrevidenhed og mindreværdskomplekser.

Hvad vi må gøre? I en anden verden kunne man være tilhænger af det lokale. Af identitetsskabelse og selvforvaltning i nære, nationale fællesskaber. Men den verden findes ikke længere. En globaliseret verdensorden der efter 11. september 2001 er unipolært styret af et amerikansk hegemoni, fordrer andre svar. Vi, der har haft berøringsangst over for EU, må tage et europæisk projekt på os. Gøre op med offerrollen og afklare, hvad der er vores Europa, vores europæiske værdier og vores forståelse af europæisk identitet. Så det ikke kun er de af de europæiske ledere, der ønsker at kopiere den liberale amerikanske model, der former dagsordenen og dermed bare gør Europa til et appendix til USA.
Et sådant europæisk projekt strider ikke mod det andet, lige så vigtige projekt: Udviklingen af det brogede globale netværk af sociale og økologiske bevægelser, som har set dagens lys under bl.a. de sociale forummer i Porto Alegre og Firenze, og som globalt kan blive bærere af de værdier og de konkrete politiske krav, der kan nære et andet projekt end det, der handler om dyrkelse af den altlegitimerende egeninteresse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her