Læsetid: 5 min.

Barndommens Gade – nu med smag

Tove Ditlevsens barndomshjem er renoveret efter alle kunstens regler. Det ser godt ud. Nu mangler vi bare at finde ud af hvorfor
21. december 2002

Byfornyelse
»I deres følge løber en lang, grå gade med mørke gårde og nøgen angst i alle kroge.«
Gaden i Barndommens gade er vist egentlig Enghavevej, men Tove Ditlevsens barndomshjem lå i Hedebygade 30 A. 4.th, i et baghus i en snæver gård, men med en flot svungen trappe.
Hun står stum og frysende uden for porten. Konerne kommer hjem fra indkøb og nikker til hende, ganske dagligdags som om døden og rædslen ikke ventede hende bag den tunge grønne port. Bare der dog kom nogen, der skulle ind i baghuset.
Bogens Ester er bange for alt muligt, og til en vis grad med rette. I barndommens gade er der mænd der drikker, en der blotter sig, en nabo, der er luder, en anden der sladrer, børn der får bank, børn, der stjæler. Fædrene arbejder for eksempel på Carlsberg og drikker 30 hof om dagen, eller de slider hårdt i det et andet sted i et helt langt liv uden at blive bemærket og for en beskeden løn. Og mødrene slider tappert i det. Med at holde de små lejligheder pæne og ordentlige, med at opdrage børnene til at være pæne og ordentlige, med at servere god og nærende kost. To frikadeller til hver og tre til far og lige så mange kartofler de kan spise. I alle lejlighederne.
Der kommer ingen, der skal ind i baghuset, de haster forbi Ester alle sammen, de skynder sig op og sætter kartofler på og steger frikadeller. Det braser ud på gangene og lugter hyggeligt af fred og fyraften.

Kokskælderen
Da Tove Ditlevsen skrev bogen i 1943, var den verden hun beskrev allerede på retur. De små arbejderhjem med de flittige og beskedne beboere fandtes ganske vist stadig, men de første store saneringer var begyndt, og samtidig byggede man store moderne karreer, hvor der var centralvarme og bad i lejlighederne. Der skulle ikke længere være små piger nede i kælderen efter koks, som Ester.
To minutter varer det at skovle spanden fuld, og i den tid befinder hun sig i en tilstand af stum, dødningeagtig skræk som voksne kun kender det fra mareridt. I vild panik slæber hun spanden ud, knalder døren i, låser den og styrter ud i lyset.
Og ligesom Ester og hendes storebror Carl kom i lære og talte med andre unge om deres rettigheder og muligheder, så blev hele generationen helt ufattelig meget rigere. Der lå en dyb kløft: klasseskellet, et helt konkret sted inde i Vesterbrogades huse. Det var mellem køkkenet og gangen. Foran det boede de fine, der end ikke ænsede de små. Bag det, helt ned til kødbyen, levede arbejderne et liv så ydmygt, at ingen danske i dag kan fatte det. Men også det ændrede sig. Både Ester og Carl kom over kløften, ligesom tusindvis af deres jævnaldrende. Og de fleste så sig nødigt tilbage.
De læste måske i Tove Ditlevsens bøger og fandt en følelsesmæssig sammenhæng mellem det gamle og det nye. En sammenhæng, der gav dem, som de sidste, en arbejderidentitet. Men de skulle videre ud i en verden med køleskabe, komfurer, varme, radioer og i sidste ende fjernsyn og telefon.
Det er vel ikke så mærkeligt.

Med varme
Det er mere mærkeligt, at man nu har fredet Hedebygade 30, som det sidste eksempel på en Vesterbro-baggård. For hvad er det, man har fredet? Man kan jo ikke frede fattigdommen, kokskælderen, rotterne, arbejderbevægelsen eller den sorte skole, som Tove Ditlevsen gik på. Og hvorfor skal bygningen fredes? Er der noget bevaringsværdigt ved den navnløse angst, den repræsenterede for den lille pige. Eller den skrabede byggestil, der var en slags københavnsk standard, og som kan ses overalt i byen?
Det er kommet på mode at se klog ud og sige ’det var jo ikke dårlige boliger, dem i baghuset’, og det er sandt, at nogle havde det langt værre. Dem i korridorlejlighederne, kælderboligerne, og barakkerne. Men kulden i lejligheden om morgenen, stanken overalt i ejendommen, de mange mennesker i hver enkelt lejlighed, det er ikke noget de kloge har lyst til at opleve.
Derfor er husenes lejligheder da også slået sammen, så hver lejlighed har fire rum og et fint stort badeværelse. Lige med undtagelse af de to på fjerde, så man til evig tid vil kunne se, hvor småt de boede hjemme hos lille Tove. Når man ser ud af kammerets vindue, er det næste hus så tæt på, at man nærmest synes, man kan røre det. Herinde lå en hel lille familie og puttede sig under dynerne – det er ikke til at fatte, hvordan de kunne være der.
Nu er gulvene reparerede, afhøvlede og lækre, væggene er hvide og køkkenerne er designede, så de ligner de gamle i romantiske støvede farver, men er udstyret både ovn og emhætte og køleskab. Der er selvfølgelig varme. Her kan fint bo en lille forfatterpige, med loppefund og søde postkort.
Professor Tage Lyneborg, der har forestået renoveringen, er en af vore mest smagsikre arkitekter. I opgangene er malerarbejdet udført så man står og savler af fryd, med året træværk og fine borter i forhuset.
Køkkener og badeværelser er lige til et boligblad, gennemført smukke i alle enkeltheder. Jo, sådan skal det uden tvivl gøres, hvis det skal gøres, og det skal det jo. Vesterbro skulle ikke rives ned som Nørrebro blev det, og Lyneborgs nænsomme arbejde med Hedebygade er et fornemt udtryk for den bevaringskultur, som er vokset ud af slumstormerbevægelse og modernismekritik. Hvor mange byfornyelser i det forløbne årti har gået lidt hårdt til værks, med nye køkkener og lidt forretningsmæssige badeværelser, er her en renovering i husets egen ånd. Der er en fortælling i rummene endnu, selvom det er en noget lysere version end Ditlevsens.
Måske er det Barndommens Gade der spøger, når man alligevel står tilbage og undrer sig over et samfund, der kan bruge formuer på at bevare og romantisere slummen på Vesterbro, men som ikke kan finde på nye boligtyper til nye livsformer.

*Hedebygade 30 skal bebos af helt almindelige mennesker, man kan altså ikke se andet end huset udefra, og Søren Robert Lunds glas-mindeplade for Ditlevsen i porten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu