Til Næsen
Vin er stort i Danmark. Branchen omsætter for 4,3-4,4 mia. kroner på årsbasis, og vin er den dagligvare, en dansk gennemsnitshusholdning bruger flest penge på. Vin fortsætter med at vinde frem på øllets bekostning. Vi drikker stadig flere liter øl end vin, men målt i værdi er vinen langt størst. En voksen dansker drikker i gennemsnit en flaske vin om ugen.
Alligevel er vi åbenbart for lille et sprogområde til at have store, professionelle og glittede vinblade som f.eks. de engelsksprogede Decanter og Wine Spectator. Til gengæld er der snart ikke det dagblad, ugeblad eller månedsmagasin med respekt for sig selv, hvor vinstof ikke indgår i mixet.
Men de findes da blade, hvor vinen står i centrum. Det mest ambitiøse er Vinbladet, som redigeres og udgives af den fynske læge og vinkender Peter Winding med kompetent hjælp fra hans kone Elsebeth Lohfert kaldet Luffe. Vinbladet udkommer seks gange årligt i et nydeligt udstyr.
Lidt mere snævert i sigte er Sommelieren, som er et fagblad for de danske vintjenere. Det redigeres af den fra morgen-tv kendte sommelier Tim Vollerslev i samarbejde med restauratøren og sommelieren Keld Johnsen, som driver Restaurant The Diplomat på USAs ambassade og som importerer amerikansk vin. Bladet kommer fire gange årligt.
Jeg sidder med seneste nummer af de to blade, og det, der umiddelbart er mest slåede, er, at artikler om og omtale af fransk vin fylder så lidt. Det er dog stadig vor største vinleverandør, vi taler om, men det er åbenbart ikke fra Frankrig, de nye tendenser kommer.
Eneste større artikel om fransk vin står i Vinbladet og handler om champagnen Bollinger, som James Bond har holdt fast i gennem alle de år, hvor kvinder og biler er blevet hyppigt udskiftet.
Ellers er det i høj grad Italien, der er i fokus og det er rimeligt nok ud fra den kendsgerning, at italiensk vin er i kraftig fremgang på det danske marked. Og så er der meget stof om Sydamerika og Australien. Vinbladet har således siddet i dommerpanelet ved Sydamerikas vigtigste vinkonkurrence, CatadOr, og i København har Peter Winding mødt den australske vinlegende Peter Lehmanns højre hånd, winemaker Andrew Wigan, og fået en god artikel ud af det.
Sommelieren har kigget i krystalkuglen og forudser bl.a., at Sydamerika vil føre sig voldsomt frem på vinfronten i 2003, at italienske druer som Pinot Grigio og Sangiovese vil slå an i USA og Australien, og at vi vil komme til at se væsentligt mere til vine fra de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa.
De to blade er god læsning for den seriøse vinfreak. Vi slutter med et fyndord fra lederen i Vinbladet: »Drik nu ikke for meget, men heller ikke for lidt, og drik sammen med andre. Og vær vis på, at Thor altid venter med hammeren Mjølner.«
flky@iformation.dk