Læsetid: 4 min.

Den blærede gave

14. december 2002


Statussymbol til cd-hylden
*Det såvel underkendte som oversete britiske beat-ensemble XTC har siden 1977 produceret bizarre sange i bunkevis, hvoraf de fleste er samlet på dette også visuelt set blærede bokssæt.
XTC: Coat of Many Cupboards (Virgin/EMI) 4 cd-bokssæt
lyn

Knold & Tot
*Igen i år giver julen mulighed for gensyn med de to frækkerters attack på Vom og Smæk. Og prisen gør heftet fra tropeøen til oplagt ekstra- eller mandelgave.
Knold og Tot, Egmont Serieforlag, kr. 34,50
adw

Fortids skygger
*Oldtidsminder og stolpehuller træder frem på marken set som luftfotos i lavt lys.
P. Eriksen og L. Helles: Fortiden set fra himlen. Holstebro Museum, stort format, 160s. ill., kr. 290. adw

Plys og Tao
*Den spørge-, eventyr- og madlystne hund Mester bliver på sine gamle dage forelsket. Og livet leves på sofakanten i Windings fjerde bog om sit samliv med den sendrægtigt charmerende gavtyv af en livsledsager. Her går hverdagserfaringer, finurlige ræsonnementer og eventyrlig livskløgt op i en højere Peter Plys enhed.
Thomas Winding: Frikadelle, frikadelle, frikadelle –nye historier om Mester, ill. af forf., 64 s., kr. 169,- Høst & Søn.
HMS

En god historie
nHan var berømt i sin samtid, Niels W. Gade, men blev skubbet i baggrunden af næste generations store navn, Carl Nielsen. Inger Sørensen lægger brikker i et musikhistorisk puslespil. Hendes udgivelser om Hartmann og Gade er vigtige brikker. Glubsk guffer man de gode historier om musik og liv i sig.
Inger Sørensen: Niels W. Gade. Et dansk verdensnavn. Gyldendal 2002. 432 sider, indbundet, illustreret. Kr. 349.beyer

Lille lyserød bog
*Lille lyserød bog, som snildt kan ligge fremme på bordet sammen med ingefærkagerne og teen fra Perch. Man behøver ikke læse den, for budskabet er, at overflader kan være dybe. Jørgen Leth kunne ikke have sagt det mere præcist – og ham kan man så også diskutere.
Kristian Ditlev Jensen: Røde kager & grøn te. Japanske meditationer. 128 s. 150 kr. Gyldendal. bjørk

Hvad sker der?
*Gåden er, hvorfor Susanne aldrig fatter, hvad der sker med hendes mand og hendes liv, fikseret som hun er på renlighed og orden. Hertil svarer på stilens niveau forfatterens forføreriske ’glathed’, der dog ved nærmere eftersyn viser sig at dække over analyse i flere lag. En af årets særeste og mest besættende bøger.
Helle Helle: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand. Roman. 168 s. Kr. 228,00. Samleren. es-n

Stærke sager
*Alt i en og stærke sager: Tariq Ali har på cirka 350 sider skrevet egne erindringer, islams historie, sparket til sin tids krigsliderlige intellektuelle og analyseret globale magtrelationer.
Tariq Ali: The Clash of Fundamentalisms. 15 pund. Verso Books. rl

Ringenes Herre
*Der er alligevel ikke biobilletter at få til to’eren før efter jul så brug de søde fridage på at se den lange version af første del af Peter Jacksons fremragende filmatisering af Tolkiens fantasyklassiker.
Ringenes Herre Special Edition. Instruktion: Peter Jackson. Dvd, region 2CMC

Smuk som en østers
*Æstetik i sølv. Essay – på fire sprog. Blide, balsamiske billeder. Én mand og hans oud. Som østers og tør champagne.
Rabih Abou-Khalil: Il Sospiro (ENJA/Intermusic)(+ 52 s. indb. teksthæfte).mohr

Luk ørkenbrisen ind
*Gyldne vokaler: Afrikanske kvinder i kor, Cesaria og Salif. Perlende percussion, tørre strenge. Enkle mønstre - og grafisk elegance. Magisk minimalisme ad libitum.
Salif Keïta: Moffou (Universal).mohr

Verdensklasse
*Det er vel blæret at have årets Nobelpristager liggende på natbordet. I en indædt, litanisk, ædende sarkastisk og nænsomt næstekærlig Thomas Bernhard’sk monolog bearbejder jegfortælleren sin eksistentielle dom, herunder den jødedom, der førte ham til Auschwitz. Litteratur i verdensklasse!
Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn (ungarsk udgave 1990), oversat af Peter Eszterhás, forsynet med godt efterord af Peter Nielsen, Batzer & co, 155 sider, 198 kr.Rösing

Udsøgt ECM-overblik
*Otte af tidens vigtigste jazzmusikere har udvalgt egne værker fra 20-30 års produktion på det banebrydende ECM-selskab bl.a. Keith Jarrett, Jan Garbarek og Bill Frisell. Et stykke moderne jazzhistorie i en udsøgt designet serie.
ECM:rarum. Selected Recordings I-VIII. 10 cd’er m. hæfter, ill. (ECM Records). Pris samlet i boks: ca. 900 kr. cm-h

Luksusudgivelse
*Bogen om Case Study Houses, en luksusudgivelse, der henvender sig til folk der er vilde med god stil. Plus Modeleksikonnet, der er bevis på, at man ved mode har noget med dannelse at gøre.
Elizabeth A.T. Smith: Case Study Houses. Med billeder af Julius Shulman. 440 sider, 1.500 kr. Taschen Mads Nørgaard (red.): Modeleksikon. Fra Couture til Kaos. 405 s., 349 kr. Politikens Forlag mam

1700-tallet genbesøgt
*Der er kun en ting, der er mere blæret end at læse Claus Bechs oversættelse af Mason & Dixon. Nemlig at læse Pynchons afsindige pastiche – i originalen!
Thomas Pynchon: Mason & Dixon. Oversat af Claus Bech. Tiderne Skifter. nexø

Masser af groovy stuff
*Apple iPod er en rigtig blæret musikboks, der kan være i en skjortelomme. Den kan bruges af både PC og Mac-folk, og er dybest set en MP3 spiller i tre størrelser med en hhv. 5, 10 og 20 GB harddisk, der giver plads til op til 6.000 sange. Pris: Fra tre til 5.000 kr. rkj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her