Læsetid: 3 min.

Bogart siger farvel

Efter ca. 350 udsendelser uddeler Ole Michelsen i aften for sidste gang Bogart-hatte. Han bliver svær at erstatte
9. december 2002

Efter ca. 350 udsendelser uddeler Ole Michelsen
i aften for sidste gang Bogart-hatte. Han bliver svær
at erstatte

Portræt
En dandy, der giver den med skarp profil og Bogart-hat.
En frankofil, som ikke kvier sig ved at snakke velklingende fransk for åben skærm.
En smagsdommer, der taler rent ud af posen.
Som tv-personlighed har Ole Michelsen haft nogle afgørende kendetegn, som normalt ikke falder i danskens smag. Hvad bilder manden sig egentlig ind?
Ikke desto mindre har Michelsen gennem 17 år gjort Bogart til en institution, der ikke bare har fastholdt en trofast seerskare, men som også bliver svær for DR at erstatte. Man har set det de gange, hvor TV2 og andre konkurrerende stationer har forsøgt sig med noget af samme skuffe, og det mest har lignet en smattet karklud i sammenligning.
Det handler bl.a. om, at man som tv-vært skal kunne være sig selv bekendt (hvad Michelsen tilsyneladende aldrig har haft problemer med) og turde stå ved meninger, som ikke behager alle (man kunne være uenig – og var det tit!)
Fra starten havde Ole Michelsen journalistisk mod og mandshjerte til at hævde sin ret til at forholde sig kritisk til de film, han præsenterer. En pionér-indsats, for det skete ikke uden sværdslag. Det gjaldt om at få ændret mentaliteten, så DR, som jo dengang var eneste kanal, ikke længere skulle stå med hatten i hånden for allernådigst at få lov til at vise filmklip, men have frit kritisk valg på alle hylder.

Solid baggrund
Men Ole Michelsens navn blev langt fra skabt med Bogart. Han havde inden da en solid baggrund i kulturjournalistisk formidling (snarere end kritik).
I 1960’erne var det unge, udfarende menneske på spil både herhjemme som skuespiller i Collage-teatertruppen og som kulturjournalist i Paris, hvor han tilmed blev assistent for en af byens legendariske uafhængige instruktør-producenter, den fremragende Jean-Pierre Melville.
Det gav et usentimentalt indblik i, hvordan film bliver til, og Michelsen fortsatte fra 1970 som fast tilknyttet kulturmedarbejder på dampradioen, hvor han specialiserede sig i interviews med Gud og hvermand, fra roulettespillere til højbrynede forfattere. Han var den indlevende lytter og snarrådige udspørger, der kunne skabe liv og spontanitet foran mikrofonen.
Og nærmest selvudslettende blev han, da han udførte et af sine største kup: serien Kardinalernes middag, hvor han samlede fire Gudbenådede ældre krukker: Olaf Ussing, Hans Bendix, Ole Vinding og Svend Kragh-Jacobsen. Uden indblanding lod han dem snakke vittigt løs om oplevelser fra et svundent københavnerliv. Lidet anende, at han selv med tiden skulle blive en af kardinalerne.

Bogart-blues
Den fødte radiomand Michelsen gav sine udsendelser den tid, de skulle have, men fik selvfølgelig straks strammere rammer på tv. Hans mange domme måtte blive ret summariske. Men den formidlende professionalisme har som oftest været i højsædet.
Michelsens udholdenhed i jobbet har ikke været uden omkostninger, som det fremgår af hans novellesamling med den gode filmtitel Natten har tusind øjne. Den rummer en næsten-selvbiografisk historie om en gevaldig Cannes-blues. Et alvorligt alkoholproblem har han også overvundet og fortalt om i den ligefremme bog Den dansende dæmon.
Michelsen er dog ingen tykmælet bekender, men en ærligt søgende sjæl og en svoren dyrker af sanselige og kunstneriske glæder. Husket vil han blive som den, der for alvor gav filmprogrammet i DR form, stil og kritisk indsigt – med den faste tilføjelse, som kom fra hjertet: »Husk, film skal ses i biografen.«

FAKTA
Ole Michelsen
er født i 1940. De sidste 17 år har han
bestyret DR’s filmmagasin Bogart

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu