Læsetid: 3 min.

Branding og bric-a-Brasch

Fire udstillinger og to nye bøger om plakater, typografi og anonyme brugsgenstande
3. december 2002

Design
Dansk Design Center har store vinduer ud mod H.C. Andersens Boulevard, lige over for Tivoli. Nogle gange står der flotte biler inde bag glasset, eller særlige møbler. Lige nu er gulvets kvadratiske podier fyldt med slidte brugsgenstande af den slags, man med sporsans kan finde på skramlede loppemarkeder.
Der er bliktragte, skolæster, pumper og grej af messing, et lille støbejernskomfur og bakelitprodukter i brunt og gulligt, orange afviservinger og slidt gutaperkabeklædning. Kort sagt bric-a-brac i den finere, funktionelle ende, forstået som anonymt design fra mellemkrigstidens industrielle barndom, hvor den enkle stereometri rådede som værkføreræstetik og som afkast af moderne formidealer fra Bauhaus og andre kunstindustrielle uddannelsessteder.
Den slags genstande og relikter har tidligere og langt tilbage i modernismens kunstkrønike været råstof for collager og skraldeskulpturer – ingen nævnt, ingen glemt! Heller ikke navnene bag senere såkaldte ophobninger og installationer, hvor bric-a-brac’en bliver sorteret efter farve eller associativt som fortælling eller fiktiv arkæologi.
På Dansk Design Centers udstilling no name har Torbjörn Lenskog kategoriseret sine fund efter deres grundmateriale. Træting for sig, glas for sig, stål eller celluloid for sig. Opdelingen har den hovedeffekt, at man opfatter forskellen i produktionsbetingelser. Og den sideeffekt at udstillingen i sig selv er en æstetisk nydelse. Naturligvis også betinget af, at det er fint formede eksempler, Lenskog lægger frem, selv i den billigste ende af husholdning og fabrikation.

Inf og finsk
I en anden ende af DDC’s stueetage er der eksempler på »Brands designed in Finland«. Det lyder hype, men er under store falbelader og lysende displays en udmærket præsentation af finsk designede produkter kendt som gedigne mærkevarer – Marrimeko, Nokia, Fiskars sakse og fotos af Valmets store papirmaskiner.
Og på øvre etage er præmierede og prisnominerede eksempler på dansk design lagt frem til beskuelse – som kåret klassiker oven i købet dette distingverede dagblads røde prik over i’et i Information.
Udvalget er i det hele taget bedre end tidligere år. Enten et resultat af ændret komiteholdning eller et nyt åndedrag i dansk design!
Københavnerliv
På Kunstindustrimuseet kan man se et udvalg af Sven Brasch’ artdeco–plakater, samtidig med udgivelsen af et værk om dandyen og hans stramme modegrafik.
Det er en meget tyk bog set i forhold til mandens betydning, for selv om plakaterne er godt lavet, er der grænser for originaliteten, og i bogen er der ikke dén nærtståendes dagbog eller modtagne julehilsen, som lades uciteret.
Til gengæld kan man af bogen lade sig tålmodigt hypnotisere ind i datidens lokalkøbenhavnske kultur- og forlystelsesliv med afstikkere til Gilleleje Badehotel og nordkystens øvrige fristelser, når man som Brasch, i følge bogfoto, rådede over hvidt sommertøj og tropehjelm.
Til trods for sit diabolske blik tilhører Sven Brasch en tegnerbevægelse af sødligt og prikket tilsnit – Valdemar Andersen og Gerda Wegener blandt andre, den grotesk karikerende Eigil Petersen og så Storm P.
Men Brasch har ikke Storms eminente grafiske sans for skravering som ornament i aviser og blade. Han er bedst til enkelt opbyggede teater- og filmplakater, med påfuglefjer og en hovedfigur i profil eller positur. That’s it.
Coverserier
Den grafiske tilrettelægger Austin Grandjean tilhører en senere menneskealder, men har sat sit præg på en hel reolgeneration af bøger. Han startede i 1950’erne hos Gyldendal og satte først moderne skik på bogsiderne og derefter på omslag af ugle- og trane-paperbacks.
Nu har han selv fået en bog om sin livslange indsats. Ikke af Gyldendal, men af Poul Kristensens udsøgte bogtrykkerforlag i Herning.
Grandjean er ikke autonom artist. Han er brugskunstner med grafisk fantasi, og den har han nyttiggjort i samarbejde med forfatterne til litterære udgivelser og fagbøger. Han var i årevis simpelthen den anonymt synliggjorte Mr. Gyldendal med vekslende serier af typograferede, pletmalede eller blyantstegnede covers. Undervejs fik han også tid til at sætte layoutpræg på flere dagblade, i opslidende jagt på bæredygtige rammer for senere hurtige beslutninger mellem typografer og redaktionssekretærer.
Bogen om Austin Grandjean gengiver først og fremmest bogforsiderne i små, præcise opsatser som gammeldags samlemærker. Så har man dem, hvis man skulle komme til, eller pladsmæssigt bliver tvunget til, at skille sig af med sine reolmetre af periodens aldersbestemte bogrygge.

*No name og Brands designed in Finland. DDC’s priser. Dansk Design Center i København. Til jan.
*Sven Brasch plakater. Kunstindustrimuseet i København. Til feb.
*Peter Holst Eriksen. Plakatens mester. Tegneren Sven Brasch. 384 s., 399 kr. Nyt Nordisk Forlag
*Henrik Sejerkilde. Den visuelle legekammerat, grafikeren Austin Grandjean. 168 s., 295 kr. Poul Kristensens Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her