Læsetid: 4 min.

Brynjer af silke og sex

Nu hænger Jackies kjoler der som forladte rustninger på et museum i Paris. De var våben i en ny kamp: Kampen om billedet. Og måske også brynjer for en sart sjæl
30. december 2002

Image
Paris – Der er afgjort flest ældre damer, der andægtigt lister rundt og ser på dem. Jackies kjoler. »Tænk, at det skulle blive her i Paris, at jeg kom til at se dem,« sukkes det på amerikansk foran et sart, grønt draperet vidunder.
Jacqueline Kennedy er back in town. Eller rettere: 70 af de kjoler, hun bar som førstedame i Det Hvide Hus. Hendes spøgelse, der svæver inde i kreationerne, er uden tvivl mægtig tilfreds med det. Hendes højtelskede, spillegale og dameglade far, John Bouvier, havde nemlig franske aner. Og i sin pure ungdom havde Jacqueline studeret fransk i byernes by, og fået smag for fransk litteratur og haute couture. Men ikke mindst var det i Paris, hun i 1961 for første gang blev fejret som en dronning. Overalt stimlede pøblen sammen for at få et glimt af den smukke, unge og velklædte præsidentfrue. Så stor var begejstringen, at ægtemanden på et pressemøde med blændende smil erklærede: »Det er vist ikke ganske overflødigt, at jeg præsenterer mig: Jeg er den mand, der ledsager Jacqueline Kennedy til Paris!«
Billedet udadtil var perfekt: Det moderne, unge, humoristiske, intelligente præsidentpar. Den kun 31-årige præsidentfrue kunne kunsten at skabe det perfekte billede. Når man betragter kjolerne på modemuseet i Paris, er det overvældende, i hvor høj grad de er udtænkt. De er våben i en ny politisk kampform, der dukker op i slutningen af 50’erne, og som stadig udkæmpes: Kampen om billedet. Det var imaget, Jacqueline havde styr på.
Udstillingen er derfor naturligt nok sponsoreret af l’Oreal. Kjolerne har været over New York, Boston og ikke mindst Washington. Onde tunger hvisker, at de var
l’Oreals adgangsbillet til de demokratiske senatorers hjerter. Politik og mode i skøn forening. »Fordi jeg har fortjent det« – som nutidens donnaer sukker det mere eller mindre synkroniseret på l’Orealreklamer verden over.
Jackie kunne have sukket med. Længe før hun og John flyttede ind i Det Hvide Hus, lå hendes tøjbudget et godt stykke over almindelige dødeliges. »Jeg vil hverken være en Josefine eller en Marie Antoinette,« hævdede hun, selv om snakken gik om, at Johns raseri over tøjregningerne var en Napoleon værdig. Givenchy, Cardin og Chanel kostede knapper. Det endte med at blive Joe – patriarken i Kennedyklanen – der uden at kny betalte de skyhøje regninger. For Jacqueline var det værd for klanens image.
Jackies Jack havde travlt med andre knapper. Og lynlåse. Jacqueline hentede så sit selvværd et andet sted.
»Because I’m worth it« er udkrystalliseret i udstillingens åbningsstykke: Den dragt, fruen havde på, da gemalen blev indsat som præsident. Skabt af Oleg Cassini.

Mod mormormoden
Jacqueline havde hyret ham til at oversætte sine haute couture-drømme til amerikansk. Under præsidentkampagnen var hun blevet stærkt kritiseret af Nixonklanen for sin tøjsmag. Cassinis ’amerikanske’ dragt er enkel, trapezformet, i tyk råsilke, men tydeligvis inspireret af Chanel og Givenchy. Cassinis fortid som kostumedesigner i Hollywood fornægter sig dog ikke: Knapper og lommer er fotogent overdimensionererede. På hovedet sætter Jacqueline sin hat, som hun vil: Den rykker i al sin pilleæskeenkelhed bagud og åbner op for viltre lokker og Jacquelines brede ansigtstræk.
Trods den bidende kulde smider John energisk frakken og holder tale. Sammen stjæler de (verdens)billedet, og træder ind i historien: Vi ved alle, hvad John gjorde, (eller ved vi?), men på fotografierne, kan man se, hvad Jackie gør: Hun sender Lady Bird Johnson, Mamie Eisenhower og Pat Nixon tilbage til førmodernitetens mørke, med deres tyngende pelse, perlekæder, permanentkrøller og slør.
Men samtidig beskyttede hun sig selv. Givenchys forbillede inden for haute couturen var Balenciaga. Han skabte sine kjoler ved at lave et kropsnært snit og så skære kjolerne en smule større, så kroppen kunne bevæge sig frit. Lige siden Givenchy i 1959 skabte en helt overdreven kjole i dette snit til Jacqueline, gemte hun sig på den måde. Kjolerne blev en slags brynjer skabt over en skrøbelig kvindekrop med jernvilje, og ligner allermest forladte rustninger, som de hænger i Paris.
På den fotogene flade, der befandt sig mellem hendes krop og verden, udfoldede Jacqueline så i de små tre år, hun var førstedame, sit særlige diplomati og medieshow:

Iscenesat begravelse
Fra hendes suveræne første skridt ind på verdensscenen i Cassinis lyse råsilkedragt, til en blodrød Cardin ulddragt til mødet med Canadas ridende politi. Fra den strenge, lange dybtgrå ’spansk-maleri-fra-det-18.-århundrede-kjole’ til audiens med paven, over de enkle stærktfarvede silke og rajah-inspirerede dragter fra hendes diplomatiske fremstød i Indien og Pakistan i ’62. Og ikke mindst de skulderbare broderi-dekolleterede aftendrømme, der hensatte både de Gaulle og Krouchtchev i sært salige tilstande.
En novemberdag i 1963 i Dallas blev eventyret skudt i sænk. Jacquelines sidste store iscenesættelse var begravelsen. Så trak hun sig tilbage, skønt indtil sin død forfulgt af den presse, hun havde sat alting i scene for.
I Paris sukker de franske og amerikanske damer nu over den inkarnation af en fremskridtsvenlig drøm, der i 1963 for altid gik tabt. Eller også sukker de bare over roberne.

*Museé de la mode et du textile i Paris. Indtil 16 marts.
*www.ucad.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her