Læsetid: 10 min.

Burma belagt med tung turistsminke

Genopførte historiske paladser og nyfunklende guldpagoder – et helt land er med hjælp fra tvangsarbejde shinet op til turistinvasion, men boomet udebliver
30. december 2002

Hoteller og restauranter står tæt langs den okkerbrune grusvej, der fører ud mod Bagans 40 kvadratkilometer store tempelområde – Burmas største turistattraktion. I horisonten funkler de guldbelagte templer om kap med smilene fra de alt for mange tjenere og turistguider. Der lokkes med italienske specialiteter akkompagneret af traditionelt burmesisk dukketeater. Og guesthouses på stribe faldbyder airconditionerede værelser med eget køleskab og fjernsyn.
Det hele er kun en håndfuld charterbusser fra at ligne en turistghetto, men der mangler noget: turisterne. Få ting føles mere øde end en restaurant uden gæster. Eller mere tomt end et hotel uden logerende. Og tomheden er larmende her på de tørre sletter omkring Bagan i hjertet af Burma.
I Bagan, som alle andre steder i de afgrænsede zoner, hvor turister er tilladt adgang, har burmesere i hobetal slået sig på den fremvoksende turistindustri i forventning om lettjente dollars. Alt sammen med ivrig støtte fra et militærregime, der satser hårdt på turisme som et alternativ – eller supplement – til landets to største indtægtskilder for nærværende: teaktræ og forarbejdet opium.
Og juntaen har pyntet fint op til charterfest. I Yangon funkler nationalsymbolet, den 98 meter høje Shwedagon Pagode, af nybeslået guld. I Mandalay er det legendariske kongepalads, der nedbrændte i ilden mellem britiske og japanske soldater under Anden Verdenskrig, for et par år siden blevet genopført. Og Bagans tempelområde med mere end 2.000 templer og pagoder har i flere år summet af intens byggeaktivitet, hvor selv den mindste stupa har fået nye mursten og friske guldbelægninger. I hver en afkrog, hvor turister kunne finde på at lægge vejen forbi, er de historiske monumenter gjort seværdige for de sultne turistblikke. En formidabel indsats i et land, der socialt og økonomisk er på vej i opløsning.
Som en overivrig værtinde, har regeringen stillet pyntemøblerne frem og beordret familiemedlemmerne til at skure, skrubbe og polere, men glemt at kere sig om den gode stemning i huset. For de senere års enorme bygningsarbejder har i vid udstrækning fundet sted ved brug af tvangsarbejde, hvilket blandt andre Amnesty International og FN’s arbejdsorganisation ILO har dokumenteret i rapport efter rapport.
Antallet af burmesere, der har været udkommanderet til ulønnet tvangsarbejde skal tælles i hundredtusinder. Og her udgør restaureringen af kulturskattene kun ét hjørne. Kilometervis af veje, jernbaner, broer og dæmninger er blevet bygget ved brug af tvungen, ulønnet arbejdskraft, ligesom tvangsarbejde er blevet benyttet i opførslen militærkaserner, dyrkning af jord og til at transportere tungt gods for militæret gennem svært tilgængeligt terræn.
Alligevel er turistsatsningen foreløbig langt fra den guldrandede investering, den var tænkt som hos den dollarbeklemte regering. Turisterne holder sig nemlig væk. Således også i Bagan, hvor Aung San Suu Kyis demokratibevægelse, National League for Democracy, fra det lokale partikontor beliggende på hovedvejen midt mellem restauranter og hoteller ved selvsyn kan bevidne, at de har en vis succes med deres opfordring til at boykotte Burma som turistmål.
Og billedet er det samme overalt. I det populære bjergresort Inle Lake var der for fem år siden blot otte guesthouses, i dag er der 33 ved den solbeskinnede bjergsø. Hertil kommer en boomende industri af turistguider, bureauer, restauranter, bådudlejningssteder, handicraftbutikker og regulære hustlere. Der er bare ikke kommet flere turister. Faktisk er antallet præcis det samme i dag, som dengang turistsatsningen blev indledt i midten af 1990’erne. Så kampen er skærpet om både hård og blød valuta blandt guider og guesthouses. De fleste hoteller må kæmpe en overlevelseskamp med belægningsprocenter på mellem 10 og 20 procent.
Af regeringens officielle statistik fremgår det, at antallet af hoteller totalt set er mere end tidoblet de seneste 10 år, mens turisttallet siden det stort anlagte Visit Myanmar year i 1996 har været stagneret omkring 120.000 gæster årligt – eller nøjagtig en fjerdedel så mange, som årligt besøger Bornholm.
Turisterne tæller hovedsageligt japanere, taiwanere, amerikanere og franskmænd. Et forsvindende lille antal danske turister kan blandt andet tilskrives den hidtidige officielle danske politik på området. Udenrigsministeriet henstiller til de danske rejsebureauer om ikke at arrangere rejser til Burma, hvilket i det store hele er blevet efterlevet. Vinden synes imidlertid at være vendt i den danske rejsebranche og flere rejsearrangører – blandt andre Marco Polo Tours, Travel-light, Hannibal Tours og senest Dagbladet Politiken – tilbyder i dag rundrejser i Burma, ligesom de fleste bureauer på forespørgsel er parat til at sælge flybilletter til Burma.

Dybe grønne lommer
På et punkt er den burmesiske juntas strategi alligevel lykkedes: De nærige backpackere er i de senere år blevet afløst af pengestærke charterturister på dyrtbetalte færdigpakkede rundrejser. Der falder anderledes solide dollar-indtægter af, når rejsegrupperne bevæger sig med fly rundt mellem Burmas mangestjernede hoteller, end fra rygsækrejsende, der nærmest synes at sætte en ære i at rejse på smalbudget.
’Vi vil lægge pengene hos de lokale – ikke regeringen’, lyder mantraet, eller måske snarere alibiet, blandt de samvittighedsplagede rygsækturister med bagagen fuld af gode hensigter. Det er imidlertid en øvelse, der stort set er dømt til at mislykkes. For hvad styret i øvrigt måtte lade tilbage i økonomisk formåen, gælder ikke, når øvelsen er at få penge op af turisternes lommer.
Et indrejsevisum koster 250 kroner. I Yangon lufthavn mødes man af et krav om at veksle 200 US-dollar til 200 såkaldte FEC (Foreign Exchange Certificates) – en slags matador-penge, som den burmesiske centralbank får trykt i Kina. Én FEC er fastsat til altid at svare til én US-dollar. Tog- og flytransport betales i dollar til stærkt forhøjede turistpriser. Og skulle man få lyst til at besøge landets mange templer og buddhistiske helligdomme, kan det også lade sig gøre mod betaling af entré på op til 10 dollar. Selv udrejsen af Burma er belagt med dollar-afgift. Alt sammen med retning mod militærregimets dybe lommer.
Den politisk bevidste rejsende vil måske forsøge at navigere fri af de dyre og nedslidte statsejede hoteller. Men en for Burma uhørt stor skat på 25 procent af indtægterne fra de privatejede hoteller sikrer imidlertid, at styret alligevel får fingre i den attraktive udenlandske valuta. Og mange mindre guesthouses kan fortælle om, hvordan lokale embedsmænd flere gange om ugen lægger vejen forbi for at kræve betaling, ’afgift’, under dette eller hint påskud.

Førte øjne
Og der er ikke kun økonomiske grunde til at satse på de velafrettede charterturister frem for de mere udfarende backpackere for et styre, der synes besat af kontrol og overvågning. Charterturistens rejserute er forudsigelig og velafgrænset, hvilket gør det langt nemmere for regimet at manipulere det billede af Burma, den rejsende bringer med sig hjem.
»Dette er Burma, og det er ganske ulig noget andet land, du kender,« skrev Richard Kipling i 1898.
Udsagnet står stadig til troende, og man kunne tilføje: ulig det Burma, burmeserne selv kender. For juntaen gør, hvad den kan for at fremstille landet som et ganske vist fattigt, men velplejet og velordnet land. Sådan er det iscenesat, og sådan tager det sig ud gennem tourbussens tonede ruder. Tydeligst omkring de fire-fem topseværdigheder, der samler næsten al charterturisme.
De normalt smalle og bumpede grusveje forvandler sig til brede letflydende asfaltfloder på de strækninger, der løber mellem de lokale lufthavne og hotelområderne. Ja, nogle steder ligefrem flersporede boulevarder med midterrabat, vejbelysning og blomsterbuske langs vejkanten. Og det selv om landets centralnerve – den nok så berømte road to Mandalay strækkende sig mellem den kystbeliggende hovedstad og Mandalay i hjertet af Burma – på de længste stræk ikke er mere end en gennemhullet stribe grus.
Af samme grund holdes størstedelen af landet fortsat off limits for udlændinge. Den officielle begrundelse er hensynet til de rejsendes sikkerhed, hvilket dog næppe er hele sandheden. Landets tidligere snesevis af oprørsgrupper er gennem de senere år enten blevet systematisk nedkæmpet eller har sluttet fred med regeringen og er i dag få og små og hovedsageligt opererende i landets yderste udegne.
Det er de områder, hvor hovedparten af Burmas etniske mindretal bor, og det er her de hyppigste og groveste krænkelser af menneskerettighederne finder sted. Med rejserestriktionerne slipper regimet også for at have turister til at tosse rundt i de landegne, hvor de vil kunne bevidne et Burma, der mange steder balancerer på randen af egentlig hungersnød. Derude i landsbyerne, hvor børn med oppustede maver og myretynde arme er et almindeligt syn.

Farvelade og hvide elefanter
I det hele taget er regimets indskydelser mange og pludselige, når det gælder forsøg på at tage sig godt ud i ikke mindst udlandets øjne. Som dengang juntaen over night beordrede indbyggerne i Yangon til at male deres husfacader. Resultatet, da de fleste ikke havde råd til at købe ny maling, blev, at folk måtte male med, hvad de kunne finde frem af malingrester fra lofter og kældre. Byen har siden haft tilnavnet ’farveladen’ blandt de lokale beboere.
I 1997 tog juntaen navneforandring fra det ildeklingende SLORC, en forkortelse af Det Statslige Råd for genoprettelse af Lov og Orden, til det mere imødekommende SPDC – Det Statslige Råd for Fred og Udvikling. I samme forbindelse fandt der en større omrokering sted blandt regeringens officerer, uden at det dog betød noget politisk kursskifte.
Centraltplaceret i byer og på indfaldsveje kan man på monstrøse røde billboards læse slagord som »uden disciplin kan der ikke ske fremskridt« og »Tatmadaw (militæret, red.) vil aldrig forråde nationens sag« skrevet på både engelsk og burmesisk. Ligesom man dagligt i aviser og på husmure bliver mindet om »folkets ønsker«, f.eks. »knus alle indre og ydre destruktive elementer som den fælles fjende.«
Jo, burmeserne bliver holdt til den nationale ild. Og den omfattende istandsættelse af kulturarven må da også – ud over at skulle tiltrække turister – ses som et led i en national-kulturel oprustning. En oprustning, eller præservering om man vil, af traditionelle burmesiske dyder, der f.eks. indbefatter et forbud mod at gå i bukser. Burmeserne skal bære den traditionelle longyi – et ankellangt kjolelignende stykke stof – med mindre man på grund af sit job er nødt til at gå klædt på mere moderne vis. Og i radio og tv har myndighederne forbudt afspilning af musik, der ikke er burmesisksproget.
I samme nationalistiske skuffe fandt regeringen ideen til i 1989 at ændre navnene på en lang række byer tilbage til de oprindelige burmesiske navne fra før kolonitiden. Også selve landet blev ved den lejlighed omdøbt fra Burma til Myanmar. Den burmesiske opposition og en række vestlige lande, herunder Danmark, accepterede ikke navneskiftet, men fastholder brugen af navnet Burma, som en politisk markering af, at man ikke anerkender det nuværende styres legitimitet.
Senest har juntaen fundet to hvide elefanter i junglen – eller købt eller stjålet dem i Bangladesh, hvis man skal tro rygterne blandt almindelige burmesere. Hvide elefanter tilbedes nemlig af de stærkt overtroiske burmesere, og besiddelsen af albino-elefanter regnes traditionelt blandt de vigtigste indikatorer på, at en regent er den retmæssige og bedst egnede hersker på et givent tidspunkt i historien. Overtro eller ej, det er nok tvivlsomt, om regeringen får held til med elefanternes hjælp at sikre sig moralsk legitimitet over for den burmesiske befolkning.
At der skal mere end et par blege elefanter til at holde sig ved magten, synes juntaen også på det rene med. Trods fraværet af ydre fjender har generalerne år for år øget militærets størrelse siden urolighederne i 1988, hvor tusindvis af demonstranter blev fængslet og nedslagtet. Fra 180.000 mand dengang til et stykke over 400.000 i dag. Målet er en stående hærstyrke på en halv million mand – samme størrelse som den samlede amerikanske hær. Samtidig er militæret via indkøb af kinesisk krigsmaskineri for flere milliarder dollar blevet væsentligt opgraderet med nye panserkøretøjer, kampvogne, luftværnskanoner, patruljebåde og radarudstyr.
Om det også fremover er nok til at holde generalerne ved magten, kan kun tiden vise. Den demokratiske opposition tror det ikke.
»Der vil ske forandringer, for alt hvad militæret har, er våben,« siger Aung San Suu Kyi.
Manden, eller munken, på gaden er noget mindre resolut. Som en munk, Information mødte i Yangons forstæder, konstaterede: »Ingen bryder sig om det egokrati, vi har i dag, men vi kan kun håbe på, det bliver bedre i morgen. Og hvis ikke i morgen, så dagen efter, eller dagen efter igen.«
Dermed lever han meget godt op til det gamle burmesiske ordsprog: »Vand flyder, fisk følger«.
Tingene må gå sin gang. Som et folk gennemsyret af buddhismen har burmeserne lært sig kunsten at vente. Og tåle. Den burmesiske tålmodighed er legendarisk, men ikke grænseløs. Så næste gang befolkningens tålmod er opbrugt, får vi at se, om militæret igen er parat til at vende geværløbene mod sine landsmænd. Eller om det vil give for grimme sprækker i sminken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her