Læsetid: 5 min.

Business as usual

Både garagerock og metal fik lidt af et kommercielt comeback i året, der gik, hvor genrer som R&B, hiphop, electronica, dance og pop stod i stampe, mens en 70-årig countrystjerne stod for Årets Plade
28. december 2002

Året i rock
Det ser ud til at garagerocken efter en små 35 år i skyggen er ved at få et internationalt comeback. Det skyldes bl.a. et par svenske bands, der gør sig i en rock så bagstræberisk, at man nærmest skal være psykoinfantil for at få den op at stå over det. Men det er der så altså også en del, der gør. Det er svært i fulde alvor at bevidne rockens tolvte genfødsel, når så formelprægede navne som The Hives, Hellacopters, The Flaming Sideburns og hvad de nu ellers hedder akkrediteres herfor. Lad gå at det til en begyndelse var lidt sjovt med Black Rebel Motorcycle Club, White Stripes og måske også The Strokes, der har en indædt tro på rockens forløsende potentiale til fælles, men det er som om smilet er ved at stivne i en grimasse, for ærlig talt: Vi er ude i fjerde-femte generationskopier af noget, der dog havde en vis betydning engang. Men okay – fælles for de svenske garagebands og deres engelsktalende kollegaer er, at de rykker live og et vist stykke hen af vejen putter ’fun’ tilbage i rock’n’roll. Og det er dog også noget.
Så er der den såkaldte ’new metal’, som insidere kalder for ’nü metal’. Hvad man end vælger at kalde svinet, er det mestendels sørgelig wankerrock for tatoverede tabere med tendens til spiseforstyrrelser og dertil hørende overvægt. Det er alt i alt en ucharmerende omgang råberock, hvilket gør System Of A Down så meget mere chokerende, for det er virkelig et effektivt lille band, der både kan spille, skrive sange og skrue tekster sammen, så man ikke kan andet end imponeres. Det kan godt være at Steal This Album! mestendels består af levninger fra det svimlende flotte Toxicity-album, men de er så mere næringsholdige end de fleste andre bands Greatest Hits. Værd at holde af, trods en noget skråsikker politisk attitude – seriøse holdninger i disse Bush- og Fogh-tider skal man ikke kimse ad. Men hej drenge – Charles Manson var psykopatisk massemorder, ikke et beundringsværdigt rock-ikon.

Veteraner og nordboere
De bedste rockplader uden for nummer, tid og sted var det genialt producerede Yoshimi Battles The Pink Robots med den guddommelige trio The Flaming Lips, den spændende og spraglede debut fra The Coral samt to smukke udspil fra et par såkaldte no depression-kunstnere: Lambchop og Wilco med henholdsvist Is A Woman og Yankee Hotel Foxtrot, plader af den slags der minder én om, hvorfor man overhovedet havnede i denne branche til at begynde med.
Men der er nu mere sjæl i den efterhånden 70-årige Johnny Cashs lillefinger end i de fleste af de nævnte bands samlede vægtfylde, og vi tøver derfor ikke med at udnævne hans seneste udspil The Man Comes Around som værende et af årets allerbedste overhovedet. Som en profet fra Det gamle Testamente intonerer han disse sange om dyrekøbt erfaring, død, undergang, fortabelse og forløsning med en stemme så viis og dyb, at man må sig forbarme. Også Beck leverede et af den slags albums, vi vil lytte til om 20 år med det nedtonede og depride Sea Change, der så vores alle sammens ’soul funk brother nr. 1’ i det introspektive og folkprægede hjørne med en stribe stærke sange om et desintegreret parforhold. I den let bitre ende af singer-songwriter genren ligger kultfiguren Michael J. Sheehy, hvis No Longer My Concern er et nøgent og indtrængende dokument fra en sjæl på is. Årets mest foruroligende plade, no contest. Og så var Elvis Costello tilbage i topform med When I Was Cruel, hans bedste plade siden Spike og Mighty Like A Rose, mens den gode Linda Thompson efter 17 års pause leverede det betagende folk-opus Fashionably Late.
Snakker vi skandinavisk rock er islandske Sigur Ros værd at nævne, for selvom de konsekvent balancerer et sted mellem det uhyrligt smukke og det uhørt prætentiøse på deres album med den krukkede titel ( ) – det hedder det altså – er der ikke desto mindre noget dragende over et band, der stræber så højt. Også selvom det ikke lykkes hver gang. Beundringsværdigt, alt andet lige. Norske Kaizers Orkester spillede sig lige ind i vore hjerter med såvel albummet Ompa Til Du Dør som en stribe fremragende og vitale koncerter landet over. Og svenske Kent leverede endnu engang varen med nok et originalt og melankolsk udspil i form af Vapen & Ammunition, der endelig gav gruppen et dansk gennembrud. Joakim Berg er en smågenial sangskriver og sanger, og i det hele taget kan der ikke sættes fingre på dette fine band. Og den gode Håkan Hellström levede op til de løfter hans debut gav med efterfølgeren Det Är Så Jeg Säger Det, som snildt overgår den vildt hypede svenske garagerockbølge.

Vrede, sårbarhed og bitterhed
Ikke et specielt stort år for hverken hiphop eller R&B, efter en række sæsoner som det mest opmuntrende ved hele det populærmusikalske felt. R&B’en mistede oven i det både den purunge Aaliyah og Lisa ’Left Eye’ Lopez, der udgjorde en tredjedel af trioen TLC, hvis seneste album nu var en skuffelse. De nye spændende navne talte den spirrevippede Alicia
Keyes, hvis koncert i København dog slet ikke matchede debutalbummet In A Minor, og hun overhaledes hurtigt indenom af den spændende britiske Ms Dynamite, hvis debut A Little Deeper levede fuldstændig op til sin titel, samtidig med at den besad en stribe bitre kommentarer til England anno 2002. Og Jaguar Wright hårrejsende og intense Denials, Delusions And Decisions var lyden af en vred, voksen, sort kvinde, der virkelig formåede at artikulere denne følelse – og en lang række andre på et af årets bedste albums, uanset genre.
Eminem scorede to gange – først med det blærede The Eminem Show, hvor han benyttede hiphoppen som afsæt til en næsten litterær form for rap, der satte erkendelse, erfaring og indsigt i centrum, selvom der heldigvis også blev plads til hans spasmagede alter ego, Slim Shady, her og der. Også soundtracket til hans film 8 Mile var vellykket og filmen er faktisk ganske seværdig, selvom årets rock-flick er og bliver den kaleidoskopiske 24 Hour Party People. Årets hiphop-debut var britisk og den stod Mike Skinner for under navnet The Streets.
Albummet kaldte han Original Pirate Material, en grovkornet audio fra livet i periferien blandt de udstødte og overflødige. Essentiel. Missy Elliott var tilbage i storform med Under Construction, der fusionerede firsersamplinger med Timbalands knivskarpe produktion, mens hun på tekstsiden manede til besindelse i den splittede hiphop-nation. DJ Shadow var ude i alle – næsten for mange, faktisk! – hjørner med The Private Press, men årets mest udfordrende og kompromisløse hiphop-udspil stod Company Flow’s El-P for med den brutale og sine steder næsten psykedeliske Fantastic Damage, det tætteste hiphoppen kom på et mesterværk i denne sæson. Roger, over and out – see you soon!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her