Læsetid: 3 min.

Chefkontrol med blød stemme

Det Kgl. Teaters nye skuespilchef er 35 år, vild med ensemblekunst og crossover – og med kvalitet
20. december 2002

Portræt
»Jeg kommer her som teaterchef, fordi…« kom Mikkel Harder Munck-Hansen til at sige som en fortalelse ved pressemødet i går. Her skulle han begrunde sin lyst til at være skuespilchef ved Det Kgl. Teater, men altså ikke teaterchef… Hans nye kolleger skreg straks af grin, i hvert fald skuespillerne, og den faktiske teaterchef, Michael Christiansen, noterede sig hans undskyldende gestus.
Men måske afslører Mikkel Harder Munck-Hansens fortalelse, at han selv ikke dyrker det med titler så heftigt. Mere at han tager chefansvaret på sig som en naturlig ting.
Trods sine 35 år er han yderst bekendt med chefrollen. For otte år siden blev han leder af teatret Kaleidoskop på Nørrebrogade sammen med vennen og scenografen Martin Tulinius, og i 2000 forlod han dette chefjob for at blive dramachef for Radio Drama, det tidligere Radioteatret.
»Som chef må man være klar over, hvad man står for,« sagde han.
»Man må turde være i tvivl og alligevel være parat til at tage beslutninger. Jeg kender ikke Det Kgl. Teater indefra, så foreløbig er min opgave at lave analyser. Men det, der går godt på Det Kgl. Teater, er der jo ingen grund til at rokke ved.«
Selv var han tydeligvis lykkelig over at få ansvaret for det ellers så omdiskuterede skuespil på Kgs. Nytorv.
»Det er et privilegium at komme til et teater i vækst,« sagde denne mand, der om nogen kender vækstlagets drømme.
»Der er ikke mange andre steder i teatermiljøet i Danmark, hvor det bare går opad. Det gør det på Det Kgl. Teater. Personligt synes jeg desuden, at denne sæsons repertoire er noget af det mest interessante i lang tid,« sagde han glad.
Øretævernes holdeplads
Drømmen om at arbejde med et fast ensemble har tydeligvis lokket ham mod »øretævernes holdeplads«, som han selv kaldte stillingen.
»Jeg har ikke nogen opskrift på, hvordan Det Kgl. Teaters skuespil skal køres,« sagde han, »men jeg kommer med åbenhed, nysgerrighed og stor lyst. Jeg tror på samarbejde og teamwork og på at løfte i flok. Det Kgl. Teater bør være stedet, hvor teaterkunstnere allerhelst vil arbejde.«.
Som teaterinstruktør har Mikkel Harder Munck-Hansen oftest været med på produktioner i små teams – og han har bevidst skabt forestillinger, hvor han har fusioneret kunstarterne som »crossover« mellem tekst, billede og lyd. I forestillingen Satie fra 2000 sad pianisten Katrine Gislinge f.eks. ved flyglet, mens danseren Poul Helmer Laursen sprang omkring i gymnastikserier til komponist-performeren Pete Livingstones piberygende franske gloser og Mikal Bings videobidder af en pære… Total teaterfusion med andre ord.
På Det Kgl. Teater er forestillingerne dog fortsat temmeligt adskilt, pånær enkeltstående, højtberømmede tilfælde som Elverhøj.
»Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor der ikke har været flere samarbejdsforestillinger mellem opera, ballet og skuespil på Det Kgl. Teater,« sagde Mikkel Harder Munck-Hansen da også. Men han tror på fremtidsmulighederne – hvis bare idealet er kvalitet.
Som person er han respekteret i teatermiljøet, også for sin evne til at organisere. Flere af de kongelige skuespillere følte dog umiddelbart en tryghed ved, at han ikke skal begynde som chef med det samme, men får en oplæringsfase fra februar 2003 til juli 2004, hvor han skal være repertoirekonsulent. Han kan således langsomt overtage fra den nu 64-årige Klaus Hoffmeyer, der forlader posten til juli 2004.
Repertoireplaner ville han ikke ud med endnu. Han var godt nok lige ved at lade sig friste til at røbe, hvilken Holberg-forestilling, han allerhelst ville sætte på plakaten, for han er »vild med traditionen«. Men så kom der chefkontrol på den bløde stemme:
»Jeg skal selv tro på mit repertoire,« sagde han bare.

*Mikkel Harder Munck-Hansen
Født 1967. Studerede teater i Paris 1989-90 og London 1991-92. Herefter skuespiller. Tilbage til København i 1993. Leder for Kaleidoskop sammen med Martin Tulinius 1994-2000 og instruktør. Siden 2000 dramachef i DR Radio Drama.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu