Læsetid: 2 min.

’Mine dage i fængsel var luksus’

Krydret med smil og ironi fortalte løsladte Sakajev om fremtidsplaner og ’servicepersonale’ i fængslet
5. december 2002

Ligesom den grå hårdusk, der strittede lige op i vejret, var det en veloplagt Akhmed Sakajev, der i går tonede frem for mylderet af pressefolk samlet på Hotel SAS-Radisson i København.
Den 43-årige viceministerpræsident, som var den alle havde ventet på, åbnede seancen med bemærkningen: »Jeg vil ikke tage jeres tid...«
Iført gråt jakkesæt og et gråt slips fortalte den alt andet end grå herre, at han havde talt med den folkevalgte tjetjenske præsident Aslan Maskhadov, og »vi har aftalt, at jeg skal fortsætte mit politiske arbejde her i Europa for at fremme en fredelig løsning på Tjetjenien-konflikten,« sagde Sakajev.
Præcis hvordan han vil bære sig ad med det, ville han ikke nærmere ind på.
Russerne har efterlyst ham i Interpols 182 medlemslande, og Sakajev risikerer derfor at blive arresteret igen, når han forlader Danmark.
»Ingen tjetjener er i sikkerhed, før krigen i Tjetjenien er forbi. Men jeg tror ikke, at andre myndigheder i Europa vil arrestere mig, fordi de ligesom de danske vil mene, at der ikke er belæg for det,« sagde Sakajev.
Han kaldte de russiske anklager for »fabrikerede« og afviste, at han skulle have været involveret i tilbageholdelsen og torturen af to russiske præster, hvoraf den ene døde i tjetjensk fangenskab.

Næste stop for Sakajev er uvist.
»Mine mere end 30 dage i fængsel har været en luksus, som jeg egentlig ikke kunne tillade mig, fordi det har betydet, at en lang række møder er blevet aflyst,« sagde Sakajev med et skævt smil.
Repræsentanten for den tjetjenske eksilregering i Danmark, Ousman Ferzaouli, tilføjede: »Af sikkerhedshensyn kan vi ikke oplyse om Sakajevs videre færd.«
Politisk asyl i Danmark vil Sakajev ikke søge, da han håber på, at det er unødvendigt, når der nu »snart kommer fred i Tjetjenien.«

Respekt for Danmark
Oppositionen i Danmark har kritiseret politiets og regeringens håndtering af Sakajev-sagen. Hovedpersonen selv uddelte roser:
»Den danske regering kunne ikke handle anderledes, end den gjorde, efter at Rusland oprindelig anklagede mig for at være involveret i gidseldramaet i Moskva i oktober.«
»Jeg har stor respekt for Danmark og dansk lovgivning. Og jeg er sikker på, at de danske myndigheder har håndteret sagen ifølge danske love og interesser.«
Under varetægtsfængslingen kærede Sakajev en afgørelse om, at det hele skulle foregå bag lukkede døre. Men i går ville han ikke gentage den kritik.
Om opholdet i cellen på Københavns Politigård sagde Sakajev:
»Det vil sikkert blive taget ilde op i Rusland, men jeg var ikke sikker på, at jeg egentlig var i fængsel. Der var nogle meget flinke folk, og jeg vil gerne sige tak til servicepersonalet – øh, jeg mener vagterne for god behandling.«
Formanden for SF, Holger K. Nielsen, sagde, at »Sakajev med sine udtalelser har vist sig som en person med et stort menneskeligt og politisk format.
Det samme format burde den danske regering udvise ved at give ham en undskyldning for uberettiget varetægtsfængsling.«
Det afviser justitsminister Lone Espersen (K).
I et af hjørne af Danmark-rummet på Hotel SAS-Radisson i går stod et cirka fire meter højt juletræ pyntet med flettede hjerter og lysende glaskugler. På trods af de alvorlige emner var stemningen næsten derefter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu