Læsetid: 5 min.

Den digitale sekt

John Maeda er blevet kåret til en af de 21 vigtigste personer i det 21. århundrede. Forleden gæstede han København
7. december 2002

Kulturmøde
62 procent af danskerne betragter sig selv som religiøse, kunne Kristeligt Dagblad fortælle tidligere på ugen – en markant stigning fra begyndelsen af 80’erne, hvor tallet var 45. Alle synes at være enige: Danskerne er blevet mere spirituelle.
Ikke alle udlever dog deres religiøsitet om søndagen i folkekirken, for troen har mange ansigter. Tarotkort, reinkarnation, numerologi, meditation, sjælevandring, økologi: Den sjette sans på TV 2.
I ugen der gik, havde Danmark besøg af John Maeda, lektor ved MIT i Boston og guru for unge digitale designere eller slet og ret: Webdesignere. Med speciale i digital æstetik og humanistisk teknologi var han inviteret som hovedtaler ved en konference torsdag afholdt af den tværfaglige forskningsinstitution Learning Lab Denmark.
Betitlet Agora of Learning var emnet for konferencen »Nye koncepter for Læring«. Mest af alt handlede det om den kreative alliance – en alliance mellem kunst og et erhvervsliv, der skal lære at organisere sig og tænke kreativt ligesom kunstneren. Set på afstand var det en højmesse. Afguden var kreativitet, prædikanten John
Maeda.

Bevidsthedsudvidende
Det hele startede med et tryk på en knap, der tændte lyset på den lille scene foran menigheden i Festsalen på Danmarks Pædagogiske Universitet i Emdrup. 200 var mødt frem, og havde fået deres virksomhed til at betale de 1.200 kroner, det kostede at blive inspireret i dag. Projektleder, projektkoordinator, director og fascilitator, playmaker og designer var nogle af de titler, der stod på deltagerlisten. Ind på scenen træder to psykedelisk klædte performere, der straks begynder at steppe. Så kommer der to mere til, og The Rhythm Hotshots begynder at synge. »It don’t mean a thing if it
ain’t got that Swing,« lyder det til jungletrommerne, og forestillingen varer 10 minutter. De fremmødte pifter af begejstring. Og klapper. Og pifter. Menigheden er varmet op og stemningen lagt: Nu skal det være kreativt.
Marianne Stang Väland fra Learning Lab byder velkommen. Learning Lab får et par buzz words med på vejen – netværksbaseret, projektorienteret – før Maeda introduceres. Ganske vist er han en celebrity, verdenskendt og det, der er mere, men han er også et venligt menneske. Helt nede på jorden, får vi at vide. Det antydes, at vi skal på en bevidsthedsudvidende rejse, og i et kort øjeblik lyder det som om alle 200 deltagere har forvildet sig i Scientologys lokaler:
»Jeg håber denne dag vil bringe os nye tanker. Mine damer og herrer,« siger Marianne Stang Väland og holder en mindre kunstpause: »Let’s broaden our minds.«

Den digitale økologi
John Maeda er lille af statur og forsvinder næsten bag talerstolen. Ved siden af ham står en computer, og
Maeda trykker på tastaturet og starter sin PowerPoint-præsentation. JOHN MAEDA står der midt på storskærmen med store håndskrevne typer. Lige akkurat så skæve, at alle med det samme kan se, at her er tale om en
kreativ mand. Håndskrift!
Maeda trykker på tastaturet igen, og storskærmen prydes af to håndtegnede kuber med en skæv pil imellem. Bevægelsen symbolisere bevægelsen i Maedas eget liv: Fra Star Tofu i Seattles China Town til MIT’s kvadratiske bygning i Boston. På tværs af det amerikanske kontinent.
Maeda fortæller den rørende – og autentiske – historie om sin opvækst: Fattige forældre, der lavede tofu på den gamle måde. Lidt ligesom ost. Endnu et tryk på tastaturet bringer et kvadratisk stykke tofu op på skærmen.
»I kan altid genkende hjemmelavet tofu,« fortæller han. »Hvis kanterne er for lige, og det hele lidt for perfekt, er det fra en fabrik og sikkert giftigt.«
Og på den måde er der en direkte linje fra Maedas barndom til hans analyse af den digitale verden: Der er kommet en økologisk ubalance til. Ironien er, at frelsen er nær. Kreativitet, ordet messes igen og igen... vi har det jo alle sammen i os.
Maeda har japanske rødder og tog sin ph.d. i Tokyo. Billedet på den økologiske ubalance er da også hentet der.
En miyadaiku er en japansk tømrer, der mester den urgamle japanske tradition for tempelbyggeri, fortæller han. At templerne kan stå i årtusinder skyldes, at miyadaiku’en henter træet fra bjergene. Til templets nordside hentes det fra bjergets nordside, og sådan er det hele vejen rundt. Det er en metafor, betoner han, for harmoni.
»På en eller anden måde har vi glemt det i den digitale verden. Vi ser aldrig træerne.«
På storskærmen er der nu et billede af en hvid blomst og så et billede af en hjerteformet vandpyt. Maeda kiggede ned en dag, fortæller han, og så var den bare. »Specielt«. Et sidst tryk på tastaturet afrunder prædikenen. HAPPINESS står der. Med håndskrift.

Vi er alle kunstnere
Dagens anden gæsteprædikant er en slags nestor for Learning Lab. Pierre Guillet de Monthoux er professor i management ved Stockholms Universitet, men det betyder ikke, at han ikke er kreativ. »Hellleuw, everyone« råber han ud til publikum med excentrisk udslåede arme og karikeret frank accent. Og for at understrege, at man skal være kreativ for at forelæse om kreativitet, bryder professoren tre gange i løbet af sit foredrag ud i skønsang. Sagtmodige viser om kunst, som han vist nok er kendt for at synge.
Kreativitet. Det er det erhvervslivet skal lære fra kunsten, og det burde ikke være så svært. »Vi er alle kunstnere,« citerer han den tyske kunstner
Joseph Beuys for, og sætter trumf på med endnu et citat: »Kunst er kapital.« Så skulle den vist være i vinkel – den kreative alliance. Logikken synes at lyde: Hvis Beuys var en entreprenant kunstner, kan entreprenøren vel også være kunstnerisk.
Genvejen til kreativitet, kunst og læring er ifølge professoren legen. Han gjorde det ikke, men kunne lige så godt have citeret Matthæus 18: »Den der ydmyger sig, og bliver som dette barn, er den største i himmeriget.« I stedet betonede han bare apokalypsen og frelsen:
»Leg er det eneste, der kan redde vores civilisation. Leg er vejen ud mellem form og indhold,« sagde han.
Og selvom han tidligere havde fortyndet kunstbegrebet en anelse (»vi er alle kunstnere«), var kunst næste skridt i frelsen:
»Kunst er vores eneste chance for at filosofere om eksistensen. Kunstneren er vor tids filosof.«
Til sidst lyder det hele som en scene fra Starwars. Professoren viser en lille tegning af Hitler, og mindede om kunstens mørke side.
»Vi leger med en energi her,« sagde han inden han brød ud i sang for sidste gang. »Den kan være mørk og det kan være lys.«
Så gik de fremmødte i grupper, og kunne vælge mellem emner som ’læring gennem kroppen’ og ’projektledelse som en kunstform’. I pausen kiggede to venner på hinanden foran pissoiret. »Sikke en fis i en hornlygte,« sagde den ene. En kætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her