Nye cder
Mariah Carey og Whitney Houston har en del ting til fælles: De besidder begge stemmebånd, hvis klang, spændvidde, nuancerigdom og fraseringsevne ligger hinsides, hvad de fleste såkaldte sangere nogensinde vil kunne formå at gøre med, hvad Skaberen nu engang har skænket dem på det område. Noget andet, de to damer har til fælles, er succeshistorier af en anden verden, superguf for såvel ny- som gammelradikale, der jo falder smilende i søvn ved tanken om alle de avisdrenge, der lige nu styrer lige mod præsidentembedet subsidiært statsministerposten. Ja, vi taler de rene Askepot/Snehvide-scenarier, om pigerne fra de jævne kår, der scorede Prinsen, det halve kongerige og endeløse baner cool cash forhåbentlig investeret fornuftigt! grundet de triller, disse sanglærker som få andre formår at slå og som i ét væk henrykker store dele af den pladekøbende.
Og sidst men ikke mindst er de vaskeægte divaer sågar af den gamle Greta-Garbo-I-Want-To-Be-Alone-agtige skole, hvor tabloidpressens grænseoverskridende nysgerrighed stort set matches point for point af damernes i omverdenens øjne til tider mystificerende adfærd.
Omvendt Michael Jackson
Således ligner og tér Mariah Carey sig i ét væk som en oplagt overeater-kandidat, hvis vægt fluktuerer i takt med hendes humørsvingninger, kærlighedsforhold og pladesalg.
Og sidstnævnte er der faktisk grund til bekymring over, thi efter i 90erne at have markeret sig som den tækkeligste Miss Clean Machine, der tænkes kan, hvilket medførte status som den bedst sælgende kvindelige kunstner eller artist, som det hedder på moderne pladeselskabs-speak nogensinde, fandt dette hvide pigebarn pludselig ud af, at hun vist nok var sort og foretog hvad man kunne kalde en omvendt Michael Jackson.
Det kom der et par af karrierens bedste plader ud af, voldsomt inspireret af tidens spændstige R&B, men så skiftede Mariah pladeselskab og lavede en af de der film, kun stjernen og hendes nærmeste familie har nerver til at se hvad man på engelsk rammende kalder et vanity project kaldet Glitter og det kan nok være, at
soundtracket derfra i den grad ikke solgte.
Mariah fik så i fin stil et nervesammenbrud, hendes vægt steg og faldt som et barometer i april og tabloidaviserne havde kronede dage. Gode nyheder er skam da meget fine, men dårlige er nu bare bedre og intet glæder et moderne menneske mere end at se en stjerne falme og slukkes, gerne i en sø af misbrug, ulykkelig kærlighed, smerte og fornedrelse; bare tænk på kulten omkring den stakkels Judy Garland, der var sin tids Mariah Carey, bare med bedre sange.
Så frisatte Careys nye pladeselskab hende mod passende millionkompensation, og nu er hun så tilbage med Charmbracelet, der lugter langt væk af nyt: Nyt pladeselskab, ny vægttræner, ny begyndelse... faktisk er det kun i lyden, man finder en tilbagevenden til den gamle formel, fra før hun blev sort: Renskuret for nu ikke at sige anæstetiseret popmusik med melodier og tekster så banale, at man slet ikke forstår en kunstner af det format overhovedet gider beskæftige sig med dem. Før man opdager, at hun selv har været med til at komponere skidtet.
Den rene Maria Callas
Sammenlignet med Carey fremstår den vaskeægte sorte superstjerne Whitney Houston til gengæld som den skinbarlige Maria Callas; hendes stemme har alle dage haft mere karakter og hendes problemer ligner mere anoreksi og hård narko, hvilket altid kan få den indre mytomankøter til at glamme af fryd og fornøjelse, for hun førte sig op gennem 80erne og langt ind i 90erne frem som Lille Frk. Artigpind med et kvalmt smilende image, der næsten ikke var til at bære i den kulsorte Reagan-Thatcher-æra. Men så giftede hun sig med den notorisk uartige swingbeat-kunstner Bobby Brown og fik lynhurtigt etableret kontakt med sit indre misbrugsmonster.
Det kom der bizart nok karrierens to bedste albums ud af: I 1999 det forrygende, råsvingende og up-to-date-producerede My Love Is Your Love og nu det forrygende Just Whitney, hvor hun på bedste hiphop-maner tager til genmæle over for de mange journalister og kritikere, der har været på nakken af hende grundet hendes ofte decideret bizarre adfærd, uomtvistelige diva-nykker og ikke mindst stadig tyndere fremtoning, der enten tyder på seriøse spiseproblemer eller et gedigent narkoproblem
Pladen er produceret af hende selv og ægtemanden Bobby Brown og er måske ikke helt så kontemporær hvad angår klang og beats som sin forgænger; til gengæld er den smækfuld af mindeværdige sange og Whitney lyder i modsætning til Mariah, der vokaliserer i et væk, virkelig som om hun mener det, når hun hvæser »Whatculookinat« på pladens medrivende åbningssang. Og så går det ellers slag i slag med 11 vindere fra den på coveret storsmilende, men indvendig åbenbart sydende Houston. Bedre pop fås ikke for penge. Til alle udfordrerne er der kun et at sige: Eat shit.
*Mariah Carey: Charmbracelet
(Monarc/Island/Universal)
*www.mariahcarey.com
*Whitney Houston: Just Whitney
(Arista/BMG)
*www.whitneyhouston.com
