Læsetid: 3 min.

Divaernes dream team

François Ozons liflige ’8 kvinder’ er et overflødighedshorn af kitsch, musical, melo- og kriminaldrama og, ikke mindst, en flok franske divaer, der løfter hinanden til sublime højder
20. december 2002

(2. sektion)

1. juledag
Catherine Deneuve, Isabelle Huppert, Fanny Ardant, Emmanuelle Béart og Danielle Darrieux... tre generationer af Frankrigs ypperste kvindelige skuespillere i samme film. Det må slå gnister! Og det gør det! Filmen er 8 kvinder, og instruktøren er det mest spændende navn i fransk film i øjeblikket: François Ozon, som tidligere har signeret bl.a. de psykologiske dramaer Dråber på hede sten og Under sandet. Her har han kastet sig over en helt ny genre: den musikalske kriminalkomedie.
Egentlig ville Ozon gerne have lavet en remake af George Cukors legendariske The Women (1939) – som Fassbinder gjorde det i 1977. Men de to pengestærke amerikanske divaer Meg Ryan og Julia Roberts sidder på rettighederne til det oprindelige stykke af Clare Boothe Luce, så i stedet har Ozon brugt et stykke af Robert Thomas, der vist selv har ladet sig mere end inspirere af Boothe.

Dådyr i sneen
Der er fra starten dømt kitsch og postmoderne pastiche. Ikke bare vælter vi os i orkidéer, strass, falske krystalkroner og kunstig sne, vi får sågar et Douglas Sirksk dådyr, som kaster et stort vådt blik ind ad vinduet til den sneklædte papmaché-patriciervilla, der de næste knap to timer skal fungere som teatralsk kulisse omkring handlingen.
Vi er i 1950’erne, kort før jul, og i huset bor den midaldrende, men udsøgt konserverede Gaby (Deneuve) med sin velhavende mand, Marcel, sin stramtandede lillesøster Augustine (Huppert), der har udviklet sig til en gammeljomfru af de allergiftigste, sin yngste datter, Catherine, der sublimerer sin sex-nysgerrighed ved indtagelse af store kvanta kriminallitteratur, sin plagsomme mor (Darrieux), en både lesbisk og sort kokkepige og en lidt for sexet stuepige (Béart). Dertil kommer husets ældste datter, Suzon (Virginie Ledoyen), der vender hjem til højtiden, samt Marcels erotikbombe af en søster, den tidligere nøgendanserinde Pierrette (Ardant), som pludselig gør sin entré.
Som titlen så klart kundgør, er det kvinderne, det handler om, og monsieurs indsats begrænser sig da også i alt væsentligt til at ligge på maven, med en kniv i ryggen! Hundene har ikke gøet – ergo må det være et ’insiderjob’. Men hvem førte kniven?

Krimipop
Kriminalgåden, der afvikles med mange kærlige hilsner til Agatha Christie, bringer en kæde af nøje hengemte hemmeligheder for dagen. Man kan roligt sige, at intet er, som det ser ud til at være, og de mange chokerende afsløringer fører til både smil og tårer, hadske beskyldninger og brødebetyngede tilståelser, drabsforsøg og overraskende kontante forsoninger.
Den får på alle tangenter, også i bogstaveligste forstand, for dramaet er krydret med en række showstoppers – højdepunkter fra fransk popmusikhistorie – som foredrages med fynd og klem af de otte komedienner. Og det hele serveres i en på én gang præcis og hysterisk scenografi, malet med Vincente Minnellis dryppende Technicolor-pensel. Tilsammen er det bare i den grad for meget, men for meget på den gode måde...
Det er åbenlyst, at skuespillerne nyder samspillet med hinanden. Hver især synes de at yde deres ypperste uden at stjæle projektørlyset fra de andre. Det er ensemblespil af højeste karat – og det var da også hele ensemblet, der for nylig kunne inkassere den europæiske filmpris for bedste kvindelige hovedrolle.
Alligevel skal Isabelle Huppert nu fremhæves. Hun, der ellers især har fejret triumfer som tragédienne, afslører et kosteligt komisk talent – og får os samtidig til at tro på, at der bag heksen Augustines ildsprudlende ydre gemmer sig en lille ensom og usikker pige. Det skal opleves!
Men spillerne er også i gode hænder hos Ozon, der synes at have et særligt talent for at tackle kvindelige stjerner. Og at der er noget på én gang Almodóvarsk og Fassbindersk over hans balanceakt mellem den kitschede tunge i kinden og den dybtfølte kærlighed til såvel filmens store klassiske mestre som til de otte divaer og deres kunst, gør den ikke til en ringere film.
En rigtig julegodte. Délicieux!

*8 kvinder – og et mord (8 femmes). Instr.: François Ozon. Manus.: François Ozon og Marina de Van efter skuespil af Robert Thomas. Frankrig 2002 (Grand, Dagmar, Kinopalæet, Øst for Paradis/Århus, Café Biografen/Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu