»I en flok af lystige ungersvende spillede jeg først en godmodig gammel fyr, der var ung med de unge; men da jeg nu så stemningen gennemløbe alle grader fra den fidele tone til den selvbehagelige oprigtighed og de kærlige omfavnelser indtil disharmoni - da fortrak mit ansigt sig til et udtryk af uendelig lede ved den hele tilværelse, og jeg udråbte med et usigeligt minespil: Bæh! Alle tabte glassene, og der blev stille som i en grav. - Ahasverus vil intet. Han anser sig for uendelig ophøjet over dem, der vil noget.«
Poul Martin Møller (Fragmenter, 1836-37)
BLANDT ALLE onder skiller et sig ud ved ikke engang at gøre ondt.
Hverken på en selv eller mod andre.
Det giver sig i sin mildeste form til kende ved indifferent nysgerrighed, neutral objektivitet, konsumerende, aldrig mættet nydelse og distanceret lidelse, selvtilfreds ladhed og ellers lede ved det hele. Ondskab mod andre og selv truende onder mod en selv vækker højest lidt godgørende sentimentalitet og ellers opgivende selvmedlidenhed. Her lades alt håb ude; døden er indtruffet før døden selv.
Akedeia eller accidia hedder dødssynden på græsk (af a- + kedos, sorg, altså uden sorg og uden omsorg). Først registreret som middagsdæmonen i den østlige kirkes munke- og eremitvæsen, hvor enhver sanselighed blev gennemskuet som djævelsk sansebedrag til forstyrrelse af den sande, meditative og kontemplative skuen af Guds almægtighed, algodhed og alvidenhed selv. Satans anslag mod dyden bestod i overfald under middagsheden og efter måltidet og vinen af en ubeskrivelig livslede og uflyttelig ladhed. Bodemidlet var, på latin, ora et labora, bed og arbejd.
Ved hårdt men begrænset korporligt arbejde i klosterhaven, værkstedet eller blandt syge og fattige og under udøvelse af tidebønnernes ritualer dukkede livslysten ofte op igen til de sanselige grænser og forskelle, der trods alt gør en forskel.
ÆLDRE læsere (og måske også et par yngre?) vil vide, at ovenfor citerede Poul Martin Møller er den nu næsten glemte danske digter og filosof, som øvede stærk indflydelse på Søren Kierkegaard, hvis navn til gengæld er blevet så verdensberømt, at selv danskere kender det. I sine såkaldte Ahasverus-fragmenter (Ahasverus er navnet på den legendariske Jerusalems skomager og evige jøde) indkredser Poul Martin Møller dødssynden akedeia i al dens tvetydighed. Hvorfor den også går under et utal af navne, fra gemen dovenskab og ugidelighed til noget så fornemt og interessant som desidia, tristitia, tristesse, melencolia, spleen, ennui, weltschmerz og narcissisme. Der alt sammen har med sløvhed, lede og ladhed, tristhed og nedtrykthed, melankoli og ophidset ubeslutsomhed, æstetiseret selvoptagethed og eksalteret, ekstatisk fremmedhed, stresset forventningspres og pligt til evig (seksuel) lyst, lyksalighed og selvrealisering at gøre.
Men lad nu den så kendte Kierkegaard fremstille det i sin udgave af Ahasverus-fragmenterne, de såkaldte Diapsalmata fra begyndelsen af Enten - Eller (1842): »Når jeg står op om morgenen, går jeg straks i seng igen. Jeg befinder mig bedst om aftenen, i det øjeblik jeg slukker lyset, trækker dynen over hovedet. Endnu engang rejser jeg mig op, ser mig med en ubeskrivelig tilfredshed om i værelset, og så god nat, ned under dynen.« »Gift dig, du vil fortryde det: gift dig ikke, du vil også fortryde det; gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du gifter dig eller du ikke gifter dig, du fortryder begge dele. (...) Tro en pige, du vil fortryde det; tro hende ikke, du vil også fortryde det; tro en pige eller tro hende ikke, du vil fortryde begge dele; enten du tror en pige eller du ikke tror hende, du vil fortryde begge dele. Hæng dig, du vil fortryde det; hæng dig ikke, du vil også fortryde det; hæng dig eller hæng dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du hænger dig eller du ikke hænger dig, du vil fortryde begge dele. Dette, mine herrer, er indbegrebet af al leve-visdom.«
HEREFTER er ikke meget andet at tilføje end det, som også har være konklusionen på mange af de foregående seks ledere om de syv dødssynder: Hvad før var en dødssynd er nu en moderne for ikke at sige postmoderne kardinaldyd.
Som Jan Lindhardt skriver i sin bog De syv dødssynder (Rosinante, 2001) om accidia: »Udelt hedder på latin individ, og vi har været igennem en 200-årig perioder hvor det har været meget vigtigt at værne om individualiteten. (...) Sådan forholder det sig ikke længere. Det er i dag acceptabelt at være flere personer på én gang, at have et flex-jeg, et flydende jeg, eller som amerikanerne spørger: Hvem af mig er jeg nu?.«
Det menneske er som skabt til udviklingen af markedet. Hvor penge måler alt som forskelsløs, åndig værdi. Kapitalismens fremskridts-krav om evig fornyelse og grænseløs vækst forvandler den syvende dødssynd, akedeia, til den højeste kardinaldyd: Uforpligtethed. Bortset fra pligten til at udbrede pengemarkedets frihed til alle med alle til rådighed stående midler, om nødvendigt med atomvåben.
