Læsetid: 4 min.

Drømme om nuet på café Tonic

Warszawas trendy unge er helt bevidste om, hvad der er fedt og ufedt. De kan se klare positive og negative sider ved såvel Polen som udlandet. Nok synes de at have sat fremtiden på stand-by, men på lang sigt ved de ganske godt, hvad de vil
4. december 2002

Ny generation
WARSZAWA – Det mørkerøde lys i loftet lægger sig nærmest som en dyne hen over stole, borde og sofaer i sidelokalet på cafeens første sal. Tonen i lyset er noget mørkere end pornorød. Og det er lige præcis dét, som – kombineret med rummets minimalistiske indretning – udgør hele forskellen på trend og ikke-trend.
For café Tonic er kitsch på den syrede og trendy måde, sådan som den ligger dér – lidt hengemt på hjørnet af en af den polske hovedstads mange seks-sporede hovedgader.
»Det er unge folk, som er rimelig cool, der kommer mest her,« siger den 23-årige bartender Maciek Vinicki.
For kort tid siden droppede han sit universitetsstudie for at arbejde fuldtids i Tonic og leve i gråzonen mellem at feste, hænge ud og arbejde i caféen.
»Der er godt med job som dette her i Warszawa, og jeg kan godt lide at tjene penge og bruge dem,« siger Maciek Vinicki som begrundelse for, at han ikke længere studerer.
Det gør de tre kammerater fra hjembyen Radom – sammen med hvilke han flyttede til Warszawa - ellers stadig.

Fart på
Sammen havde kammeraterne forladt den middelstore arbejderklasseby, 100 kilometer mod syd. Væk fra den høje kriminalitet og arbejdsløshed i byen, som blev ramt hårdt af Sovjetunionens kollaps og Murens fald i Østeuropa, fordi 70 procent af den lokale produktion gik til Sovjet og de andre østlande.
»I Warszawa er der muligheder, og her er helt anderledes end i resten af Polen,« understreger Maciek Vinicki.
I Warszawa har Maciek Vinicki fart på, sådan som han efter eget udsagn altid har haft det. Han har for eksempel været i Australien i halvandet år for at studere engelsk i Sydney. Og i sommer var han i Nordsverige i to måneder for at plukke bær, sælge dem og spendere de nytjente svenske kroner på at gå i byen. Nu har han en ansøgning liggende hos det amerikanske krydstogtselskab Princess Cruises. Han satser på at få en kontrakt på otte måneder, for det vil kunne tage ham til steder som eksempelvis Alaska, Bahamas og Mexico.
»Men hvis jeg ikke får det, så er det også fint at være her,« siger Maciek Vinicki, hvis øjne er på stilke for at spotte skodder i askebægrene.
Caféens koncept tilsiger, at askebægrene skal skiftes nærmest konstant. Og det bliver de.
18-årige Elwira Goctowska smiler, idet hun får et nyt, sort askebæger. Hun kender tjeneren, for hun begyndte selv at arbejde i café Tonic for tre uger siden. På morgenholdet, sådan som det er tilfældet for alle de nye. Men nu er klokken 22 om aftenen, længe efter hendes fyraften. Alligevel er hun blevet hængende.
»Jeg elsker at være her og at arbejde her. Alle der kommer her er meget positive mennesker,« siger Elwira Goctowska, som nyder den populære halve liter Zywiec-øl på fad, tilsat et stort skvæt rød juice-ekstrakt. En sød drik, som pr. definition skal nedsvælges med sugerør. Når folk i café Tonic er så positive, skyldes det ikke mindst, at de fleste af gæsterne har middelklasseforældre.
Forældrenes penge er baggrunden for Maciek Vinickis ophold i Sydney. Og det er også familien, som står bag det faktum, at Elwira Goctowska som 15-årig var et år i Florida, hvor hun gik på en offentlig skole nær Miami.
Der var nemlig en af hendes onkler, som for 25 år siden under kommunismen emigrerede til USA, og den rige onkel i Amerika kunne betale for rejsen og opholdet.
»Det var meget skægt at opleve USA, men jeg kunne ikke holde ud at bo der,« siger Elwira Goctowska, der ligesom mange andre polakker havde »store forestillinger om Amerika.«
»Men jeg følte mig overhovedet ikke hjemme der. Amerikanere ønsker at foregive, at de er mere, end de er. Polakker er bare, som de nu er,« siger Elwira Goctowska.
»Jeg vil bo i Polen, jeg er født i Warszawa, men måske kunne det være dejligt i Gdansk på grund af havet.«
Først og fremmest har hun én stor drøm: At blive en kunstner, billedkunstner. Det var derfor, hun i september begyndte på Kunstskolen ved universitetet i Warszawa. Men også hun droppede ud efter tre måneder.
»Det har noget at gøre med min situation her og nu. Jeg havde brug for penge nu til at feste og hænge ud,« siger Elwira Goctowska.
»Men jeg begynder til næste år igen, har jeg lovet mig selv. For jeg ved, at det er det, jeg vil.«

Nyder livet
Det er ikke atypisk for unge studerende i Warszawa at tage det helt stille og roligt med, hvornår de bliver færdige på universitetet.
»Mange ved, at det kan blive svært at få job, når de bliver færdige. Derfor har de ikke noget hastværk. De nyder livet, mens de kan,« siger Maciek Vinicki.
Trods sin eventyrlyst i forhold til udlandet er han sikker på, at han vil bo i Polen, når han bliver 30-35 år. Det samme gælder 20-årige Iza Brendel, hvis oplevelser med udlandet begrænser sig til to uger i henholdsvis Storbritannien og Malta: »Det er her, jeg har lært mit engelsk, udover i skolen,« siger Iza Brendel, som læser økonomi på en privat business-skole.
Også i hendes tilfælde er det muliggjort af, at forældrene betaler, og af, at hun ligesom Elwira Goctowska bor hjemme. Maciek Vinicki deler lejlighed med sine tre venner fra Radom. En af vennernes far betaler husleje, el og vand, hvilket er årsagen til, at han kan føre det liv, han lever.
Et liv, hvis omdrejningspunkt først og fremmest er Café Tonic, hvor en dobbelt espresso koster ti zloty (20 kroner) og en halv liter fadøl ni zloty (18 kroner). Det er næsten dobbelt så meget som de billigste af de steder i Warszawa, hvor de unge kommer.
»Men man kan godt bare sidde her og bruge lang tid på en enkelt øl,« siger Elwira Goctowska.

*Læs mere på www tema.information.dk/udvidelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her