Læsetid: 4 min.

Den evige danske historie

Dansk fodbold har det med at kvaje sig, når det går allerbedst. VM i 1986, VM i sommer og de danske deltagere i efterårets eurpæiske turneringer er eksempler
28. december 2002

Fodboldåret 2002
Da de danske divisionsspillere som fodboldårets sidste handling kårede Jon Dahl Tomasson til Året Spiller 2002, valgte de også den spiller, som frem for alle personificerer dansk fodbold i år to efter årtusindskiftet:
Jon Dahl Tomasson er den »fuldkommen ufuldkomne« spiller.
Han er ekstremt vigtig for det danske landshold, selvom han ikke har den spidskompetence, som moderne trænere taler så meget om.
Den 26-årige sjællænder, der er tynd som en blyant, men sej som et siv, er ikke nogen supertekniker, og han header ikke specielt godt – men hvem gør det i Danmark? Han sparker ikke specielt hårdt til bolden og leverer ikke giftigt skruede baller. Han er langt fra en driblekonge a la Jesper Grønkjær eller AB’s Michael Johansen, og han er faktisk så stiv i understellet, at han ikke kan udføre et halvtliggende vristspark rigtigt.
Men sæt alle de udfuldkomne dele sammen. Tilføj genet for at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og luk kæden med en god fodboldopdragelse og en knivspids særlig dansk anarkisme, så har vi en handlingshurtig spiller, der scorer mål og afgør kampe på de gode dage.
Det er egentlig også danske holds varedeklaration.

Falsk forward
Tomasson kan godt kaldes en falsk forward, selv han med 10 mål i 12 landskampe blev landsholdstopscorer 2002. Han er hverken en boksspiller som Ebbe Sand eller en målscorende midtbanespiller, som tyskeren Michael Ballack.
Han er operatør i ingenmandsland mellem forsvarskæder og forsvarsspillere, der tager de lange diagonale løb i dybden, dyrker bandespil med Sand og de andre angribere – og ’kommer op af jorden’ midt i et straffesparksfelt. Lige dér, hvor bolden kommer, så han med et kontrolleret og velplaceret indersidespark kan ’lægge’ bolden i mål.
Tomasson er den sjældne type fodboldspiller, der er svær at sætte på en formel. Det er helheden, der gør ham til en klassespiller. Det er også helheden, der gør Danmark til et af verdens bedre landshold – på de gode dage, når organisation, stenhårdt arbejde og den enkelte spillers anarkistiske sans for at gribe øjeblikket, sprænge grænser og gøre det, der bagefter viste sig at være det rigtige.
Det kommer der mest ud af, når modstanderne falder for fristelsen til at undervurdere spillerne fra det latterligt lille land. Det er der bare længere og længere imellem – efter sejrene i 90’erne over Frankrigs og Tysklands verdensmestre, Hollands Europamestre, Tjekkiets EM-sølvvindere – og et mini-nederlag til Brasilien i VM-kvartfinalen 1998.
På dårlige dage er den danske model overorganiseret, spillet stereotypt og handlingslamt – og belastet med individuelle fejl, fordi spillerne ikke er de individuelle verdensklasse-stjerner, som pressen i euforiske øjeblikke skriver.
Havde det været anderledes, havde landsholdet ikke tabt ottendedels-finalen i VM til et middelmådigt, forsvarsorienteret og uambitiøst engelsk landshold.
I betragtning af, at Uruguay, Senegal og Frankrigs verdensmestre var stærkere modstandere end England, er det paradoksalt, at det danske landshold faldt igennem på graverende fejl i første halvdel af 1. halvleg.
Uden at vi havde set Jon Dahl, som AC Milan efter VM har betalt fyrsteligt for at have siddende på bænken. Alle fodboldinteresserede ved, at fodboldkampe afgøres på fejl. Men det, der skiller klasse fra masse er, at man ikke kokser rundt som Martin Laursen, der ellers havde spillet et stort VM, og som målmand Thomas Sørensen netop gjorde i VM ottendedelsfinalen mod England.
Hvis ikke spillerne havde undervurderet England, så var oplevelsen i kedelige japanske Niigata, at holdets indstilling til englænderne havde ændret sig op til kampen. Fra det ydmyge: Dem kan vi godt besejre – til det farligt selvsikre: Dem kan vi ikke tabe til.
Eller som anfører Rene Henriksen sagde, da det var for sent:
»Vi var ikke lige så bange for England i ottendedelsfinalen, som vi var for Frankrig før sidste og afgørende puljekamp.«
Det lyder som en dansk historie, vi har hørt før – og igen, igen. Fra VM-successen i 1986 over EM-triumfen i 1992 til en stribe danske overraskelser i europæiske klubturneringer: Dont fuck it up – vi må bare ikke kvaje os!

Nedture
Det var bare, hvad der skete i Japan – og senere på året i Europa for de to bedste danske hold i UEFA Cup’en.
FC Københavns garvede og velbetalte trup blev i Stockholm kørt over af AIK Stockholms meget talentfulde, men også uerfarne hold. Michael Laudrups new wave Brøndby-hold blev knaldet ud med 4-1 af Levski i den bulgarske hovedstad Sofia. Værst af alt var dog, at Danmarks to bedste klubhold ikke havde så meget som en ært i bøssen på hjemmebane.
Den ubehagelige sandhed er imidlertid, at det er på hjemmemarkedet, at fodbolden i Danmark har problemer, når spillet, ledelsen og beslutningerne skal op på det virkeligt elitære niveau.
Årets spiller Jon Dahl Tomasson fik sin grunduddannelse i den danske fodboldskole, men det var hollandsk mesterlære i Heerenveen og Feyenoord, der bragte talentet op på landsholds-topscorer- og UEFA Cup-vinder-niveau.
I Holland har man de få klassehold, Ajax, PSV, Feyenoord, som danske fodboldledere med demokratisk foreningsbaggrund er så bange for.
Så bange, at et afgørende mindretal allerede har nedskudt en ny Superliga med grundspil for 12 hold om efteråret og slutspil for de otte bedste om foråret. Og det på trods af, at alle kan se, at Superligaen med 12 alt for jævnbyrdige hold, der mødes tre gange om året, er en anakronisme.
Middelmådigheden breder sig, mens fodboldens træskoledere med højskole-sangbogen i hånden synger den gamle sang: Ved jorden at blive det tjener os bedst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu