Læsetid: 9 min.

Fra fede fester til forestående fallit?

Historien om den danske pladebranche er historien om fest og fede farver og et salgstal, der steg fra 5.000 til 500.000. Roadshows og marmor og læder. Og så begyndte det pludselig at gå den anden vej
6. december 2002

(2. sektion)

Storhed og fald
Vi har set afsløringen på tv: En popstjerne er noget, man fabrikerer. Det er en veltilrettelagt og nøje kalkuleret metervare.
Man bliver ikke længere popstjerne ved at gå med foldede hænder, store øjne og synge sin sande længsel ud over skovsøen i provinsbyen. Og man bliver heller ikke popstjerne ved at spille for freaks på piller og coke og for modeller på sprut og galar. Man bliver ikke længere stjerne ved at spille for de stoffer, man selv render rundt og indta’r.
En popstjerne skal være i god fysisk form og i træningslejr. Det har vi set på TV2 i serien Popstars. Og så skal en popstjerne kunne synge alle de kendte sange med en frisk og sund stemme, og man kan lære en popstjerne at danse og bevæge sig foran et kamera. Popstjernen m/k skal designes og styles og så helst have et medgørligt og fleksibelt talent.
Nu skulle man tro at denne afsløring for åben skærm annulerede stjernedyrkelse. At folk og forbrugere ville pege på popstjernen Jon og sige: Han har jo ikke noget tøj på. Han er jo bare et brancheprodukt.
Men folk og forbrugere skriger stadig, når popstjernen dukker op. Det er, som om han var Beatles.
Det samme gør sig gældende med Zindy. Hun synger på tv, at hun er så ophidset. Og hun er både med i reklamespots og tv-shows med klappende publikum. Zindy Laursen bevæger hofterne og kigger lige gennem kameraet og ud gennem skærmen på folk og forbrugere, når de sidder foran tv og holder pause. Inden de skal ud og shoppe igen. Men vi har hørt sangen før: I’m so excited. Vi har allerede hørt den mange gange i originalversion og som coversang. Der er ikke noget nyt der.
Som direktøren for pladeselskabet BMG, Henrik Daldorph, siger:
»Op gennem 90’erne og indtil sidste år kunne man sælge plader gennem tv. I dag former man sine plader efter tv-salg. En typisk tv-cd er lavet af en relativt kendt kunstner der fortolker meningsfulde kendte sange.«
Daldorph forklarer, at marketing bliver vigtigtere og vigtigere. Og dyrere og dyrere. For det er blevet meget billigere at indspille plader, men til gengæld dyrere at markedsføre ny musik. Det er dyrere at købe reklametid på tv, end det i 80’erne var at tage på turné og sætte plakater op. Finn Work, tidligere direktør for pladeselskabet Warner, ser en destruktiv tilbøjelighed:
»Nogle gange ligner det kollektivt selvmord, fordi der bruges flere og flere penge på marketing.«
Det ligner selvmord, fordi pladebranchen er i krise. Salget af cd’er er inden for de sidste to år halveret.

Kim Larsen og Gasolin tegnede en helt anden historie tilbage i 70’erne. Det var dengang, der var sprut i stride strømme, og lamperne på Rabalderstrædet aldrig gik ud:
Peder Bundgaard har skrevet om dansk rocks historie. Og han var med, da Gasolin i 1970 udsendte sin første single:
»Folk syntes, Kim Larsen sang rædselsfuldt, og bandet spillede forfærdeligt. De kunne ikke engang forære lortet væk. De første singler solgte maksimalt 300 eksemplarer. Men da den første lp kom i ’71, solgte den omkring 10.000 inden for det første år. Vi var ved at gå bagover.«
Bundgaard arbejdede på Gasolins pladeselskab. Og de havde aldrig set noget lignende:
»Vi var meget stolte af os selv. Den anden Gasolinplade solgte det første år omkring 15-20.000. Med de svimlende salgstal i ryggen syntes vi, Gasolin var blevet rigtig store i Danmark. Vi kan grine af det i dag og slå os på lårene. Men det viser, hvor småt det var, dengang det startede.«
Siden solgte Gasolins plader 50.000, 100.000 og 150.000. Der var fart og vækst i branchen.
Finn Work var direktør for pladeselskabet Warner i Danmark. Han beskriver 80’erne som en eufori:
»Det var en eufori forstået på den måde, at alt kunne lade sig gøre. For alle os, der kom i pladebranchen, fordi vi elskede musik, var det et slaraffenland. Der var en lydhørhed over for det, man lavede. Det var ikke så meget brug-og-smid-væk-produkter, som det er i dag. Der var ikke mange lag af reklame som der er i dag..«
»Tilbage i 80’erne gjorde vi meget ud af det, vi kaldte roadshows. Man lavede store og sjove fester for publikum på Montmartre i København eller på Vestergade 58 i Århus. Her viste vi vores produkter frem i nogle kæmpe Bråvallaslag, der kostede en formue.«
Anne Linnet turnerede med en fest. Hun udsendte midt i 80’erne albummet Hvid Magi og rejste efterfølgende rundt i Danmark:
»Vi klarede turnéen med en bus fuld af syge mennesker. Da vi nåede Nordjylland, havde de fleste influenza og heftig feber. Vi fik min bror, der er læge, til at sende febernedsættende medikamenter til de lokale apoteker, efterhånden som vi nåede frem. Dem stoppede vi så i folk, inden de gik på scenen, så de kunne holde sig på benene. Parolen var, at så længe jeg kunne stå på benene, blev der ikke aflyst.«
Den historie siger ifølge Linnet noget om ’musikkens væsen’:
»Hvis man har musikken i blodet, giver man ikke så nemt op. Folk trykkede den for vildt af, fordi det var så grotesk. Jeg ved ikke, om nogen af de der konceptbands i dag ville kunne finde på det – det tror jeg egentlig ikke.«

Det var igen Kim Larsen, der satte nye standarder og åbnede for udsigt til nye salgstal. Michael Ritto var i 80’erne direktør for pladeselskabet Medley. I dag er Ritto direktør for EMI-Medley i Danmark:
»Vi lavede Midt om Natten med Kim Larsen i 1984. Der blev lavet en plakat, som vi hængte op rundt omkring i København. Vi sendte 25 lp’er til P3 og 10 ud i TV-Byen. Det solgte vi 600.000 plader på. Der var ikke andet at gøre, fordi adgangen til forbrugerne var så gennemskuelig: Der var én radiostation, én tv-kanal og fem dagblade. Hvis Hans Otto Bisgaard på P3, Jørgen de Mylius på tv og Rud Kofoed på Ekstra Bladet vendte tommelfingeren opad, så havde du dækket hele landet.«
Skulle man i dag nå ud til det samme publikum, ville det koste flere penge og tage længere tid. Som Ritto forklarer:
»Skal man ramme den samme målgruppe i dag, skal man medvirke i 15 tv-shows, og så rammer man stadig en langt mindre målgruppe, fordi mediebilledet er blevet så fragmenteret. Det betyder, at markedsføring bliver langt mere ressourcekrævende.«
Nanna Lüders der på pladeomslag bare hedder Nanna, husker ikke 80’erne som fattige:
»Studierne dengang var jo ren marmor, læder og store forhold. Det var kæmpehaller med supertjekket design og kunst på væggene. Vores udgivelser kostede snildt 600-800.000 i studietid alene. Nogen tid efter min første plade oplevede jeg et af de besynderligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det var Kim Hyttel fra Sony, der en dag ringede til mit studie og aflyste dagens arbejde. Samme aften inviterede han mig på Kroghs Fiskerestaurant. Her svinede vi simpelthen med årgangsvine og den slags. Det var fuldstændig absurd teater, for jeg havde sådan set bare lyst til at arbejde i fred.«

Hen mod slutningen af 80’erne ændrede markedet struktur. Udenlandske selskaber indledte opkøb af de danske pladeselskaber. Og nu skulle pladerne give afkast til aktionærerne. Nye spillere på banen og nye interesser.
Michael Ritto var i 1992 med til at sælge selskabet Medley:
»Hverken min partner eller jeg var interesserede i den administrative forretningsmæssige del af musikbranchen. Vi lavede bare plader og det var det, der interesserede os. Under en kontraktforhandling med EMI opstod idéen om at sælge Medley, og så slap vi for det administrative og blev i stedet ansat som kreativ henholdsvis administrerende direktører.«
Jan Degner, der nu er ansat som direktør for forlaget People’s Press, var også med til at sælge det danske selskab Pladekompagniet og blev senere direktør for Sony Danmark:
»Vi troede, vi kunne få vores kunstnere udbredt til hele verden og få et større marked. Det, der er sket, er det modsatte. Der var i længden ikke en kæft, der interesserede sig for det danske marked, og talentudviklingen er derfor gået stærkt tilbage. Det er derfor nødvendigt med selskaber, der er interesserede i at udvikle den danske musikkultur, og det er nødvendigt, at de store pladeselskaber holder op med næsten kun at udvikle internationale kunstnere.«
Og i løbet af 90’erne skete der ikke så meget på det niveau, man henviser til som ’vækstlaget.’
Men det mener Jens Otto Paludan, direktør for Universal, ikke, man kan bebrejde de nye koncentrationer på markedet:
»Branchen som sådan har ikke været god til at udvikle nye stjerner, men det er især de mindre selskaber, der har sovet. Det står jo ikke i koranen, at de store selskaber skal stå for talentudviklingen.«

Der skete også noget nyt på mediefronten i 90’erne. Der kom en ny tv-kanal, som pudsigt nok hed det samme som et århusiansk poprockorkester: TV 2. Anne Linnet ser en sammenhæng mellem vækstlaget, der blev væk, og tv-reklamerne, der dukkede op:
»Tidligere var det kunstnerne der tegnede musikken. I dag er det de store pladeselskaber. Tv-mediet har gjort det lettere for selskaberne at bestemme. I et bredere perspektiv kan man sige, at hvor medierne før dækkede virkeligheden, bliver virkeligheden i dag skabt i medierne. Jeg synes, det er kulturelt fattigt og synd.«
Jens Otto Paludan ser heller ikke tv-reklamer som en samlet succes for branchen: »Der er ingen grund til at skjule, at tv-mediet i starten betød større indtjening. Men det er gået hen og blevet en ’selvhenter.’ I Danmark har vi en næsten u-landsagtig situation på mediemarkedet. Hvis jeg havde fundet den mest begavede songwriter for fem år siden, da alt skule være pop, hvor skulle jeg så gå hen? Jeg ville ikke kunne få det igennem på radioen, og dagspressen har ualmindeligt lidt spalteplads til musik. Der er ikke særligt mange kanaler og udstillingsvinduer for ny musik, og så bliver tv-reklamer den eneste vej ud til offentligheden.«

I 2001 udsendte Kim Larsen et nyt album. Det var ikke nye sange, men derimod velkendte danske travere.
Pladen har nu solgt 187.000 eksemplarer og pladeselskabet har betalt for 44 reklamespot på TV2. Larsen blev interviewet på tv, og fordi det nu var Larsen, fik han lov til at ryge cigaretter i studiet!
Men Larsens succes med gamle sange vender ikke skuden. Det er blevet dyrere at sætte en plade i verden hvis den skal ud til offentligheden.
Branchen er blevet hårdere. Der er gamle navne, som ikke længere får lov til at lave plader. Og der er nye navne, som ikke trænger igennem. Der er for at udtrykke det militært: Færre skud i bøssen.
Peder Bundgaard udlægger udviklingen:
»Da det startede i 70’erne, var musikkøbmænd og anmeldere i branchen, fordi de holdt af musik. De er der stadig, men nu er det nærmere dem, der sidder og ser på kontoudtog og laver markedsanalyser, som har magten.«
Samtidig er branchen ramt af et strukturelt problem: Det er ikke længere sådan, at hvis det går godt for musikken, går det også godt for pladebranchen. Folk går mere til koncerter, men køber færre cd’er. Folk hører hit på hit på tv, men de henter dem ned fra nettet eller laver piratkopier.
Jan Degner ser ikke krisen som livstruende for branchen:
»Krisen er lidt kunstig og skyldes forkælede aktionærer. Branchen har været vant til profitrater på 25-30 prcent. Men på bundlinjen går det stadig godt sammenlignet med andre erhvervsektorer. Tidligere havde de store i Danmark måske et overskud på 40 millioner om året, i dag er det nede på cirka 10 millioner.«
De sidste par år har små selskaber som Crunchy Frog og Superstar Records markeret sig med nye danske navne som Abdullah S., The Raveonettes, Superheroes, Luke og Junior Senior. Der er igen kommet trafik af musik fra bunden af branchen.
Og måske vender krisen alligevel. Midt i det danske efterår og lige op til julesalget.
Og det er ikke bare en popstar i topform eller smukke Zindy, som er ophidset. Salget af danske cd’er i september 2002 lå 30 procent højere end det tilsvarende tal fra 2001. Og nye danske band som Oulandish, Saybia og solisten James Sampson er begyndt at sælge.
Måske trækker de læsset mod nye højder?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu