Frie Ord
Myten fortæller, kort fortalt, at det glubende uhyre, som aserne i deres guddommelighed selv havde opfostret og kaldt Fenrisulven, efterhånden var blevet så stor og glubende, at det nok var sikrest at lægge bånd på den. Men hvilket bånd? Selv de stærkeste lænker sprængte den legende let som en mis, skønt den efterhånden lignede alt andet end en sød, lille missekat, man bare kunne lege med, som om det onde egentlig ikke betyder noget for de almægtige.
Til sidst måtte de høje aser i deres Valhal sende bud ned til svartalferne i det underste om hjælp, og buddet kom op igen med en binding, kaldet Glejpner, fremstillet af kattens tramp, kvindens skæg, bjergets rødder, fiskens ånde og fuglens spyt.
»Det bånd kan vi rigtig lege med,« sagde de gode guder til den onde Fenris, »for det ser jo ud af ingenting, så det sprænger du let.«
Hvilket netop vakte dens mistanke, for hvad er ingen for en ting? Så selv om godheden, når den er erklæret guddommelig, vel må være hel og hellig og utvetydig god, tog ulven i sin ondskab (tyv tror jo, at hver mand stjæler) alligevel forbehold og et gidsel. Nemlig den højre hånd af retfærdighedens gud i sit gab.
Som sikkerhed for at båndet virkelig var til at sprænge. Guden hed Tyr, og siden da var retfærdigheden lemlæstet, for Fenrisulven bed Tyrs højre hånd af, da det viste sig at kattetrampen, kvindeskægget, bjergrødderne, fiskeånden og fuglespyttet holdt, og det onde uløseligt var blevet bundet.
Det kom til at koste dyrt under den endelige kamp mellem de gode og de onde, at Tyr havde måtte ofre sin højre hånd for at få det glubende uhyre bundet med tvetydige midler. Det førte til Ragnarok.
Det var myten. Nu kommer pressemeddelelsen: »Mareridt på Rådhuspladsen.«
Et ragnarok af ild indtager pladsen under EU-topmødet, den 13. og 14. december. Store svinehunde-skulpturer er placeret på stålkonstruktioner med brændende offerkar. Pludselig udspyr fenrisulve meterhøje ildsøjler, der slikker op ad skulpturerne. Skulpturerne er omkranset af dusinvis af kobbermasker, der oplyses af molotovcocktail-lignende olielamper, der bliver holdt af kobberhænder. Midt i scenariet rejser Skamstøtten sig, en otte meter høj kobberskulptur bestående af 50 menneskekroppe der er vredet op i en obeliskagtig form. For foden af skulpturen rejser der sig fire store fenrisulve. Fire personer træder frem og kravler op på soklen og begynder af hamre løs på de elektriske pauker der er monteret i ulvenes gab og en mand begynder at tale om sit mareridt. Forestillingen er i gang.
Det hele foregår fredag den 13. december (altså i dag når dette læses) kl. 18.30 på Rådhuspladsen i København under fakkeltoget imod racisme. Projektet er kommet i stand på initiativ af ATTAC, der har inviteret den fynske billedhugger Jens Galschiøt til at opføre sit spektakulære show. Installationen bliver stående indtil lørdag eftermiddag, så den indgår i lørdagens folkemøde på Rådhuspladsen, denne gang dog kun med ildsøjlerne fra fenrisulvene og uden talen.
Forestillingen har før været vist på Roskilde-festivalen, i Aalborg og på tv-kanalen MTV. Teksten til forestillingen er skrevet af Galschiøt og er en fremskrivning af tendenser i tiden. Forestillingen blev oprindeligt instrueret af Jonathan Paul Cook, men er blevet oversat til dansk og tilpasset arrangementet på Rådhuspladsen. Talen holdes af skuespilleren Ib Frendø. Udgangspunktet er Martin Luther Kings berømte tale »I have a Dream« fra 1963.
Men Kings udsagn bliver her vendt på hovedet. Drømmen bliver til et mareridt til en advarsel et opråb om at vor civilisation er dømt til undergang, hvis vi ikke holder vor grådighed og indre svinehund i ave. Vi står over for en dæmon, som tidligere har hjemsøgt Europa, med afstumpethed, intolerance og massemord til følge.
Svinehunden viser nu igen tænder. Store dele af Europas befolkning føler sig utrygge ved den stigende indvandring og reagerer fjendtligt imod de fremmede med en aggressivitet, som ingen for få år siden havde troet mulig. Men det er ikke de fremmede, som truer vores civilisation. Det er vores reaktion på de fremmede. Det er sådan Galschiøt og Cook ser situationen.
Jens Galschiøt får det sidste ord: »Katastrofen Ragnarok er ikke uafvendelig, hvis vi besinder os og indstiller os på at deles om jordens ressourcer. Jeg kan ikke se, at vi har noget andet valg. Ellers bringer vi os ind på en glidebane, som ender med at udslette alle de værdier som vores civilisation bygger på.« (Performancen i Roskilde og Ålborg er beskrevet på Galschiøts webside: www.aidoh.
dk/art_and_events/nightmare/
nightmare.htm ).
Jens Galschiøt præger København under EUs i sandhed historiske udvidelse med yderligere to kunstværker, hvoraf den ene er en »seks meter høje kopi af Frihedsgudinden, der oser igen.« Denne gang ved NGO-Forumet på Holmen, for at symbolisere den rige verdens, og i særdeleshed USAs, følelse af RET til at forurene, når bare det sker for at opretholde den økonomiske vækst og det stigende forbrug. EU opfordres til at leve op til de gyldne løfter fra før og efter Rio og Johannesburg og til at bruge sin indflydelse til, i international sammenhæng, at sikre at de andre rige lande, i særdeleshed USA, også begynder at leve op til deres ansvar.
Den rygende Frihedsgudinde håner den smittende amerikanske livsstil og de rige landes manifestation af, at deres behov for evig vækst er vigtigere end det globale miljø og de fattiges behov for at overleve. Den seks meter høje kopi af Frihedsgudinden begyndte for første gang at ose på Kgs. Nytorv i København, samtidig med at FNs verdenstopmøde om bæredygtig udvikling åbnede i Johannesburg i august 2002.
Skulpturen dukkede op rundt omkring i København i løbet af de 10 dage topmødet varede og har siden været opstillet i forbindelse med kampagner i Århus, Helsingør, Odense og flere byer i Tyskland. Galshiøt peger, med Freedom to Pollute, igen på en åbenlys uretfærdighed med en symbolsk skulptur og happening. Den osende Frihedsgudinde er støttet af miljø- og udviklingsorganisationerne i 92-gruppen, og vil blive brugt som symbol for den fortsatte kampagne for bæredygtig udvikling. Læs mere på www.FreedomToPollute.com.
Kunstneren insisterer på, at hans bidrag til EU-topmødet ikke er et indlæg i striden mellem EU-tilhængere og -modstandere, men bud på, hvad EU kan bruges til, og som kan gøre det udvidede EU til en nødvendighed. Det EU, som Erik Holm i gårsdagens kronik her i Information karakteriserede med ordene: »Siden 1950erne har vi gang på gang fået at vide, at eksistensberettigelsen for det europæiske projekt er bevarelse af fred og fremgang, peace and prosperity.« Fred, frihed, demokrati, retfærdighed og økonomisk fremgang, hedder det også.
Prosperity, økonomisk fremgang, til evig tid og ubegrænset? Det er spørgsmålet. Hvis Europas Frihedsgudinde skal adskille sig fra Fenrisulven, som den rige vestlige verdens frihed ellers er ved at udvikle sig til.
I sin fornægtelse af de skader og byrder kaldet »økologiske rygsække« som friheden påfører menneskehedens øvre fire femtedele, dyrene og planterne, efterslægten og den hele natur i sin egen ret. Integritet, intrinsiske ret, som det også hedder med et par fremmedord.
Her i bladet har der i den senere tid været givet voldsomme eksempler på, hvad blot en guldring på 15 gram indebærer af materiel naturforbrug: næsten seks ton! En moderne computer-chip på kun to gram kræver 1,6 kilo fossil energi, 72 gram kemiske stoffer, 32 liter vand og 700 gram kvælstof og andre gasarter! En åh så økologisk katalysator: tre ton! Mindst! Og endnu er det kun guderne i Asgård, der véd, hvilke rygsække de endnu meget mere økologiske vindmøller påfører naturen af skader!
Friheden er ikke entydig, den har som sand, bæredygtig frihed sin pris og grænser. Snyder man sig fra dem, snyder man sig til friheden. Og den frihed og retfærdighed holder ikke. Myten fortæller, hvordan det så går.
