Læsetid: 2 min.

FILM I TV

9. december 2002

Diskret ophold
*Ib Schønberg yder en stor præstation i Ole Palsbos velfortalte folkekomedie fra 1946 – en af tiårets bedste danske film.
Varm, rund og afdæmpet spiller han den rare, men målbevidste ’jordemodermand’, Marius Bastrup. Og gør ham til meget mere end en hyggeonkel. Schønbergs Marius er en brav og jævn hverdagsdansker i fuld figur, en uanselig fynbo, men betydeligt klogere og skarpere end man tror. Sammen med sin kone Johanne har han indrettet pension for vordende mødre. Her kan datidens forførte unge, gravide piger gøre et ’diskret ophold’ og komme til klarhed om deres situation.
En af pigerne, Thyra spilles meget fint af 23-årige Lily Broberg, er ansat i huset hos Bastrup, og hun er blevet forført af en tjener på den lokale sommerrestaurant. Derudover er der den hårdkogte Aase og studinen Jytte, der forventede at kunne få en abort (som jo var strengt forbudt dengang). Alle kan de regne med Bastrups taktfulde, uanmassende, faderlige støtte.
Ib Schønberg havde selv idéen til filmen og skrev i programmet varmt anerkendende ord om den unge debuterende instruktør, den tidligere journalist Ole Palsbo, der i flere år havde været en af datidens skarpeste filmanmeldere. Schønberg håbede, at Ole Palsbos instruktørfremtid ikke ville blive et »diskret ophold, men en varig forbindelse«. Og roste samtidig Palsbo for »at kunne arbejdet fra grunden« og for »at gå til det med lune, humor, charme og kendskab og først og sidst kærlighed til opgaven«.
Den indlysende filmbegavede Palsbo fik desværre kun lavet tre spillefilm til, inden han døde for egen hånd, kun 42 år gammel. Men det var tilstrækkeligt til at placere ham som efterkrigstidens betydeligste dansk instruktør. Også i Palsbos efterfølgende Ta’ hvad du vil ha’ med virker Schønberg – som en nedbrudt readktør, der i en berømt scene begår selvmord med sin kone Ellen Gottschalch.
Diskret ophold er skrevet af Leck Fischer og Fleming Lynge – og det formodes, at Berlingske Tidendes journalist Susanne Palsbo (der var gift med instruktøren) også har haft en kvik og følsom finger med i spillet.
Foruden Schønberg og Broberg ses Bjørn Watt Boolsen, Grethe Holmer, Vera Gebuhr, Preben Lerdorff Rye og Betty Helsengreen – og Ove Sprogøe i en meget lille, tidlig rolle.
DK4, kl. 20.30-22.10

Flip ud
*Titlens opfordring følges til fulde af Mick Jagger og konsorter i denne fortumlede ekstravaganza fra 1970, hvor Jagger spiller en dæmonisk dekadent rockstjerne på et sex- og syretrip for nedrullede gardiner.
Nicolas Roeg debuterede som instruktør i samarbejde med den legendariske Donald Cammell, der skød sig en kugle for panden i 1996. I en stærkt opsplittet stil med masser af tidsspring fortæller Roeg og Cammell om en East End-gangster (James Fox), der søger ly på rockstjernens hemmelige adresse og tilsyneladende overtager hans identitet. – Blonde Anita Pallenberg er den sensuelle dame i den ret fortænkte historie.
Performance.
Sverige 2, kl. 22.40-00.25

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu