Læsetid: 2 min.

FILM I TV

7. december 2002

Sensationen
*Cary Grant har aldrig været så grænseløst fræk og så gennemført kynisk som i denne pragtfulde screw ball-komedie, hvor han leder redaktionen på Morning Post med en tungeraphed, der må kunne gøre enhver chefredaktør grøn af misundelse.
Filmen er fra 1939, men som instrueret af Howard Hawks er det én af de livsduelige klassikere – på én gang satire over sensationsjournalistik og en fascineret hyldest til en rapporter-tilværelse, der alt andet lige er sprællevende og uforudsigelig.
Cary Grants charme forsøder ikke, men forstærker portrættet af den skruppelløse Walter Burns, der af to vægtige grunde vil have sin stjernereporter Hildy Johnson (Rosalind Russell) tilbage i folden: Hun er en god journalist, og han vil forhindre, at hun bliver gift med en anden. Hun har ellers lovet sig selv og sin provinsielle trolovede, at hun vil leve det stille liv på landet, men Burns formår at få hende sat på dækningen af en mordsag med baggrund i politikerkorruption. Hildy kaster sig begærligt over sagen – og den naive forlovede står tilbage med smerten. Han er dog mest til grin, for den hårdhudede film anlægger hovedsageligt Cary Grant-vinklen og identificerer sig med journalistikkens adrenalin og engagement.
Rosalind Russells samspil med Cary Grant og de ældre gentlemen of the press viser hende som Grants jævnbyrdige i slagfærdighed. Og
Ralph Bellamy er herligt blåøjet som hendes forlovede fra bøh-landet – en rolle, filmen føjede til det oprindelige skuespil af Ben Hecht og Charles MacArthur. Ligesom det var nyt, at Hildys figur var en kvinde. Stykket er først filmatiseret i 1931 af Lewis
Milestone, siden i 1974 af Billy Wilder med Jack Lemmon og Walter Matthau.
His Girl Friday.
Sverige 1, lørdag kl. 00.20-01.55

En stjerne fødes
*Her er en Hollywoodfilm i den store, glitrende stil – og så handler den tilmed om Hollywood!
Judy Garland ses i fuld pragtudfoldelse i George Cukors højt elskede musical-melodrama fra 1954, hvor hun er den opstigende sangstjerne Vicky Lester, som opdages af James Masons alkoholiske matiné-idol Norman Maine på vej ned.
Filmen byder på et overflødighedshorn af sang- og dansenumre, parret med en historie, der nok er kulørt, men djævelsk effektiv som tåreperser, kulminerende i Judy's berømte replik ud til publikum: »This is Mrs. Norman Maine!«.
Vi er med til datidens Oscar-uddeling, til Hollywood-selskaber og stort opsatte shows, og takket være Judy Garlands og James Masons varme, indlevede samspil får vi samtidig et rørende portræt af en problemfyldt show business-kærlighed, hvor forgængelighed og uselvisk idealisering kæmper om at få overtaget.
Filmen viser gode, gamle Hollywood i grandios form, og bemærk instruktør Cukors suveræne styring af folkemasser, farver og former, især i filmens første kvarters tid - et svimlende virtuost iscenesættermesterskab, der utvivlsomt har påvirket Federico Fellinis Det søde liv.
DR 2, søndag, kl. 16.10-19.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu