Læsetid: 2 min.

Film i tv

27. december 2002

Alle siger I love you
*Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det lykkes faktisk
Woody Allen at genskabe en del af den gamle musical-magi i sin komedie fra 1996 om en forvirret overklassefamilie fra Manhattan.
Historien er ikke noget at skrive hjem om, men humøret højt, opfindsomheden stor, og musicalnumrene ofte sjove koreograferede og medrivende udført. Woody Allen spiller selv den pjokkede hovedperson, han især var i sine yngre dage, men når han til slut får Julia Roberts, så... Desuden tager navne som Goldie Hawn, Edward Norton, Tim Roth, Alan Alda, Natalie Portman og Drew Barrymore veloplagt del i løjerne.
Sverige 1, kl. 14.20-16.00

Tillsammans
*Hvordan skildre et typisk 70’er-kollektiv med alle de ’rigtige’ meninger uden at blive smittet af bagklogskabens letkøbthed? Hvordan få afrundede mennesker ud af al denne politiske frelsthed, langhårede modebevidsthed og nu parodiske hønsestrik?
Moodysson udfører kunststykket ved at være drilagtig uden at være usolidarisk. Ved at lave en film fuld af smerte og kådhed, kærlighed og kritik. Når dette dobbeltsyn lykkes så godt, er nok især fordi, han fastholder det erotiske tema fra debutfilmen Fucking Åmål og mere laver en film om kærlighedsforhold end om at bo i kollektiv og være 70’er-frelst. Tillsammans finder livslinien ind til personerne smertepunkter og ømhedstrang.
Centrumsfigur er Göran, blød mand par excellence, vattet og udglattende, men alligevel ikke irriterende i Gustafs Hammarstens venlige og velmenende fremstilling. Hans sidestilling af kollektiv-idéen med grødfremstilling fortjener iøvrigt at blive klassisk.
Det samme gør teenagepigen Evas beskrivelse af kollektivist-livet som en slags Bulderby, hvor man gør alting stik modsat af alle andre. Kollektivet opleves især gennem hendes og moderen Elisabeths forundrede øjne: moderen ’bevidstgøres’ af kollektivets nyslåede lesbiske fribytter (en charmerende Jessica Liedberg).
Både Fucking Åmål og Tillsammans fortæller ligefremt og forfriskende usmart om ensomhed, (u)lykkelig kærlighed og overvindelse af fordomme. Sverige har med Lukas Moodysson fået dette sjældne: en ægte folkelig filmkunstner af første rang.
Sverige 1, kl. 21.00-22.45

Forførende skønhed
*Efter en række film i udlandet vendte Bernardo Bertolucci tilbage til sit italienske fædreland med dette intime drama om en 19-årig amerikansk piges omvæltende rolle i et toscansk kunstnerkollektiv.
En historie om ung kærlighed grænser til det naivt romantiske (jeg husker endnu Cannes-publikummets kyniske piften), men på sin smagfuldt sensuelle måde får Bertolucci tegnet nogle ganske fine portrætter af midaldrende kunstnere i krise. Man får et slags kammerspil i det skønne toscanske landskab – og en skamløs dyrkelse af den meget naturlige, men her ikke særlig fængslende Liv Tylers skønhed. Jeremy Irons, Jean Marais, Sinead Cusack og Rachel Weisz medvirker også.
Stealing Beauty, TV2,
kl. 22.00-00.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her