Læsetid: 2 min.

Film i tv

2. december 2002

Farlige kys
*Det er relativt sjældent, at seriøse romanforfattere kaster over film. Faktisk var det aldrig sket herhjemme, før den tidligere filmkritiker Henrik Stangerup udfordrede skæbnen og i 1970’erne lavede tre spillefilm, som han selvfølgelig også selv skrev manuskript til.
Først blev det til den ’nyrealistiske’ Giv Gud en chance om søndagen (1970), der har Ul Pilgaard i sin første alvorlige filmrolle som en præst, som på alle felter mangler tro og overbevisningskraft. Dernæst kom den stilistisk mere ambitiøse Farlige kys (1972) og endelig Jorden er flad (1977), der floppede helt i forsøget på at tranplantere Erasmus Montanus til brasiliansk miljø. Filmen skaffede Stangerup en kæmpegæld på halsen, men inspirerede ham til den feber-intense bekendelsesroman Fjenden i forkøbet. Så alene af den grund var konklusionen nærliggende: det var romanforfatter, han skulle være!
Stangerups daværende kone, Lotte Tarp, fik en Bodil for sin præstation i Farlige kys som den unge Birthe Kold, der efter et uagtsomt manddrab er indlagt på statshospitalet. Her forelsker hun sig i Erik Wedersøes læge Torben, der har dyb mistillid til psykiatriens helbredende virkninger. SomTorben præsten i Giv Gud en chance om søndagen er Torben en af statsansatte ’hjælpeløse hjælpere’, som Stangerup havde et godt øje til.
Det bliver til en hed affære mellem læge og patient, og slutningen skal ikke røbes. Men inden da har den næsten science fiction-stiliserede film fået skildret et samfund, som er umenneskeligtgjort af forurening, støjplager og betonbyggeri – i ét og alt er på et mindst lige så galt spor som de mennesker, der indlægges på sindssyge-hospitaler (Stangerup var inspireret af Leif Panduro og specielt hans roman Daniels anden verden).
Farlige kys virkede i sin tid som et mere behjertet end forløst forsøg i en svær genre - det lettere futuristiske, samfundskritiske kærlighedsdrama. Men med passionerede og hudløse præstationer af Lotte Tarp og Erik Wedersøe i de to altdominerende hovedroller vil filmen stadig kunne interessere.
DK4, kl. 20.30-22.00

Vampyrernes nat
*Roman Polanskis genreparodiske vampyrfilm fra 1967 er hverken vildt morsom eller uhyggelig, men man kommer ikke udenom, at den er meget smukt filmet – som når den indledes i bedste eventyrstil med et betagende snelandskab i måneskin.
Polanski medvirker selv som den gnomagtige Alfred, discipel af den halvskøre professor Abronius. De to forvilder ud i en række bloddryppende eventyr på en borg i Transsylvanien, hvor vampyrer holder til og henter frisk blod i en nærliggende kro.
Jack MacGowran er ganske sjov som den kluntede professor, og Polanski har tydeligvis moret sig med at spille hans lige så uheldige hjælper. Den kvindelige hovedrolle som et af vampyrernes ofre spilles af Sharon Tate, som Polanski blev gift med. Hun blev myrdet af Charles Manson-disciple i 1969.

The Fearless Vampire Killers. TCM, kl. 23.50-01.35
mopi@Information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her