Læsetid: 6 min.

Fra fire drenge til fire esser

Der er så mange spil, hvor det kun handler om at vinde – det har fået et par jyske spilmagere til at udvikle pædagogiske spil, hvor samarbejde og sociale færdigheder er i højsædet
20. december 2002

(2. sektion)

Spil
Det startede med fire drenge i en fritidsordning på Djursland i midten af 1990’erne. Det var dem, der fik Kristian Dreinø til at begynde at udvikle spil. Og det er nu blevet til firmaet Four Esses, der har sat sig for at lave spil, hvor det vigtigste ikke er at besejre hinanden eller slå hinanden hjem, men at arbejde sammen og lære at bruge hinandens stærke og svage sider.
Navnet spiller på det dobbelte i de fire esser i kortspil og så de fire s’er i samarbejde, sjovt, samvær og socialforståelse, og Four Esses har sit første spil på gaden. Mere om det senere.
Tilbage til de fire drenge på Djursland. De kunne ikke finde ud af at lege sammen. De var ved at rive hovedet af hinanden, men kunne på den anden side ikke holde sig fra hinanden.
Det gav masser af daglige konflikter og hovedbrud hos pædagogerne, der på alle mulige måder forsøgte at vise dem, hvordan legen kunne komme til at fungere ved at bearbejde deres sociale færdigheder. Men det lykkedes aldrig rigtigt for pædagogerne.

Oprør mod dårlige spil
Kristian Dreinø var en af dem. Han var i praktik i fritidsordningen, og da han vendte tilbage til seminariet og skulle lave projekt, slog det ham, at man måtte kunne lave et spil, der i stedet for at spille på vinderinstinktet, spiller på samarbejdsinstinktet – for sådan et er han ikke i tvivl om, at børnene har.
»Jeg sad med en kammerat og spillede Matador, og vi opfandt nye regler og lavede selskabstømningbrikker – sådan noget havde vi gjort mange gange før. Og så ringede der en klokke: ’Hvorfor fanden laver du ikke en regelleg?’ Et spil, hvor man skal bruge nogle af de sociale færdigheder, der ikke er plads til i et almindeligt spil,« fortæller han.
Og det blev starten på udviklingen af foreløbig tre spil, som Kristian Dreinø har lavet sammen med både venner, kollegaer og kæreste. Og senest til etableringen af Four Esses sammen med vennen Freddy Andersen.
Så forskellige de tre spil end er (se faktaboks), er de alle et opgør med den syndflod af spil, der er i butikkerne, fortæller Kristian Dreinø. Der bliver lavet flere og flere spil, men købt stadig færre, og en af grundene er, mener han, at kvaliteten bliver stadigt dårligere, og at flere og flere bare er nye versioner af gamle spil eller kopier af quizprogrammer i tv.

Grundlove, der holder
Og her er det så, at tanken om det ’pædagogiske’ spil kommer ind:
Spil, hvor det handler om at appellere til børnenes samarbejdsevne og sociale forståelse – men også til sanserne og kroppen. F.eks. Britanniens Hersker, en regel- og rolleleg, der er beregnet til institutioner og skoler, og som de selv tager rundt og introducerer. Det er en succes, og ca. 70 institutioner står lige nu i kø for at få demonstreret spillet.
»Der er ellers mange – også pædagoger og lærere – der mener, at pædagoger ikke kan lave spil, at de bliver kedelige og farveløse. Og da Det Skjulte Slot skulle lanceres, måtte der ikke stå ’samarbejdsspil’ på, for så kunne det ikke sælges,« fortæller Kristian Dreinø.
Men i en tid, hvor regellege mest går ud på at stemme folk ud og hjem, og hvor børnene også leger Big Brother og Robinson, vil Kristian Dreinø gerne slå et slag for en pædagogiske, styret regelleg:
»De behøver selvfølgelig ikke være kedelige, og regellegene er utroligt vigtige for at lære at danne en gruppe og for at lære demokrati: Man skal bygge noget op, som alle kan være i, og så ytrer man sig inden for de rammer, så det ikke bliver rent anarki. Men de regellege, vi præsenterer for børnene, skal jo holde: Man skal ikke kunne snyde, for så er der hurtigt nogen, der tager magten. Spillets grundlov skal virkelig holde, for vi er oppe mod så meget, der trækker børnene i den anden retning, hvor det er smart at bryde reglerne,« siger Kristian Dreinø.

For børnenes skyld
Han har været med til at spille Britanniens Hersker med børn fra socialt belastede områder, og der skulle spillet stå sin prøve:
»Der stillede vi virkelig en mur op og gjorde det umuligt at gradbøje reglerne. Ikke for reglernes skyld men for få børnene til at samarbejde, til at bruge deres empati. Og det er vigtigt at lære dem, at det er sådan, de skal reagere, hvor de får en svær opgave. Og gør de det, vinder de, selvom det er svært at vinde spillet,« siger Kristian Dreinø.
For mange kunne det måske lyde som de rollespil, hvor børn og voksne pisker rundt ude i skoven klædt ud som orker og elverfolk – men de to ting kan ikke sammenlignes, mener Kristian Dreinø:
»Rollespil er en lidenskab, og det går man ind i, hvis man kan lide det – ellers bliver man langt væk. Der bliver ikke lavet om på reglerne, ligesom man heller ikke laver fodboldreglerne om for at få flere med. Og det er fint nok. Men i regellegen vender vi det rundt og går som forældre og pædagoger ind med nogle grundliggende regler, og bygger legen op efter børnenes behov, så alle kan være med og have en rolle,« siger han.

At måle sig er sundt
Det er ikke sådan, at der ikke er kamp-momenter i spillene – men konkurrence for konkurrencens skyld synes Four Esses-folkene ikke om.
»I stedet for konkurrence i spillene handler det i vores øjne om at måle sig i forhold til sig selv og andre – det gør vi alligevel, og det er utrolig vigtigt for vores jeg-forståelse: Hvad kan jeg? Børn har brug for at vide, om de er tykke eller tynde, hurtige eller langsomme – eller f.eks. i Gæt og form: Kan jeg forme en figur, og hvordan bliver jeg bedre til det?«
»Men er man ikke så god til at lave figurer, så er man måske god til at huske, hvor de forskellige brikker ligger eller god til at udføre de fysiske opgaver. Det er vigtig viden – det skal bare ikke bruges til at udelukke andre,« siger Kristian Dreinø.
Udelukkelse er der nemlig nok af: Dyrt legetøj, spillemaskiner og samlediller er mere og mere blevet et adgangstegn til en social sammenhæng.
Og som dermed sætter både forældre og børn under pres for at anskaffe både det ene og det andet og gør konkurrence og prestige til afgørende faktorer i legen.
»Men også her er regellegen en god ting: Det handler ikke kun om, hvad du har eller kan, men om hvem du er,« siger Kristian Dreinø.

FAKTA
Regellege
Sammen med venner, kollegaer og kæresten har Kristian Dreinø været med til at udvikle tre spil
*Britanniens Hersker er en regelleg, der kan spilles af f.eks. en skoleklasse eller i en fritidsordning.
*Det Skjulte Slot er et brætspil i fantasy-stil: En troldmand har forhekset kongeslottet, og deltagerne skal inden solnedgang finde fire fortryllede nøgler for at redde kongen og hans mænd. Spillet er udgivet af danspil, der er en del af legetøjsgiganten KE Mathiasen.
*Gæt og Form med Storm er det første spil udviklet fra Four Esses. Det er en blanding af et vendespil og Tegn og Gæt-spil – bare med modellervoks i stedet for papir og blyant – akkompagneret af små fysiske øvelser: Mens den ene på holdet former en figur i modellervoks, skal den anden forsøge at vinde tid ved at løse en opgave som f.eks. at stå på et ben eller synge. Jo længere tid, der stås på et ben, jo længere tid er der til at forme figuren, og jo lettere bliver det at gætte, hvad figuren forestiller. Gætter man rigtigt, får holdet et point.

Se www.four-esses.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu