Læsetid: 3 min.

Fjernt fra verdens vrimmel

Selvom det sjældent afspilles på radioen eller nævnes i medierne, laves der til stadighed kunstnerisk afsøgende og udfordrende musik i den danske undergrund
3. december 2002

Nye cd’er
I en tid, hvor den etablerede branche diverterer med så udfordrende artister som Jon, James Simpson og Nik & Jay, kan man ikke fortænkes i at rette ørerne andetsteds hen. Ned i den forkætrede undergrund for eksempel, hvor idealistiske individer med gode ører og hjertet på rette sted udfører et stort arbejde for en musik, der ikke styres af laveste fællesnævner.
Tag nu de tre unge herrer, som med en gennemsnitsalder på 21 har dannet pladeselskabet Bird Hits Plane, hvis første udgivelse er en laber tre-cd-pakke, der præsenterer tre danske undergrundsartister med fire numre hver. I gennemtænkt design med en sans for detalje og æstetik, tilmed.
De tre grupper spiller alle en slags rock og synger på engelsk, men der holder fællestrækkene også op. Kvintetten Kvæg gør sig i et powerpoppet, energisk udtryk, der lover godt for bandet som livenavn. Fart over feltet og en velsignet melodisk tæft oppebæres af et vel- og sammenspillet ensemble, der nok skulle kunne sparke den danske scene ud af sin torneroseslummer med sin livsbekræftende og fandenivoldske rockmusik, der undgår de værste almindeligheder og faldgruber.
I den anden ende af skalaen ligger det indadvendte, eksperimenterende Apartment, der går langt for at undgå noget, der bare minder om klicheer; i stedet gør de sig i skrøbelig melodik, originale arrangementer og et tankevækkende mix, der myldrer med sært bippende lyde. Ikke ligefrem nemt tilgængeligt belønner kvintetten tålmodighed med et udtryk, der lyser af selvstændighed, opfindsomhed og bizarre indfald.

En lysende Björk
Puljens vinder er den strålende trio Lampshade, som med udgangspunkt i støjrock og sadcore skaber et eventyrligt og drømmende lydunivers, der bindes sammen af den begavede sangerinde Rebekkamaria.
Et usædvanligt lysende talent, der med lige dele sødme, særhed og stolthed – ikke ulig en ung Björk – vader ind i lytteren med snabeltyrkersko på.
Gruppen kan virkelig skrive sange og selvom den nok lige mangler den sidste instrumentale finish – en lydhør og meddigtende producer, måske? – tør man allerede nu spå dem en fremtid, selvom det som landet ligger nok vil komme til at foregå i periferien, medmindre udlandet får ørerne op for dem, selvfølgelig!
Kim G. Hansen har spøgt i den københavnske undergrund i mange år og konstellationer, men gør sig p.t. bemærket med det smukke, personlige og mærkelige foretagende Antenne, hvis seneste udgivelse hedder #2. En dragende udgivelse på internationalt niveau, hvor dyster minimalelectronica med et dash af ambient møder diskret håndspillede akustiske instrumenter – med stor skønhed til følge.
Nick Drakes »Black Eyed Dog«, der åbner pladen – og bæres igennem af Marie-
Louise Muncks åndeløse vokal – er den bedste coverversion af en Drake-sang ever, men Hansens egne kompositioner er ikke uefne.
Stofligt, mystisk, dystert, repetitivt og originalt er dette triphop i ordets egentlige betydning; d.v.s. feinschmeckermusik til ulvetimen eller sen nat, tidlig morgen.

Brian Eno-lyd
Selskabet Auditorium lancerer Milk In My Language, debuten fra duoen Test, bestående af to medlemmer fra det hedengange støjrockband 18th Dye. Det kan hurtigt konstateres, at Brian Eno ikke har levet forgæves, for der kommes ud i mange hjørner på dette strittende projekt, som bevæger sig i et relativt ubefærdet krydsfelt mellem pop, electronica og rock.
Nu er Sebastian Büttrich eller Piet Breinholm Bendtsen ikke – deres andre kvaliteter ufortalte – de store sangere, så diverse kvindelige gæstevokalister gør summen af de to herrers anstrengelser en del mere indbydende. Milk In My Language er et spøjst, afvekslende og underspillet album, der aldrig følger den snorlige vej frem mod målet – tværtimod er rytmer, melodier, arrangementer og produktion præget af en klædelig vilje til at gøre tingene på egne præmisser.
Som helhed en indbydende udgivelse fra en duo, der lige mangler et sidste nøk hen mod den helt personlige
sound.

*3P: Kvæg / Lampshade / Apartment (Bird Hits Plane/VME) www.birdhitsplane. com

*Antenne: #2 (The Other Music Distribution) www.
antenne.suite.dk

*Test: Milk In My Language (Auditorium/Playground) www.testpages.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu