Læsetid: 5 min.

Født af folkedybet

P3 kom til verden for 40 år siden via en særlov. Kanalen er stadig fuld af kvaliteter, men af og til burde der være en lov mod P3’s overfladiskhed
31. december 2002

Radio
I morgen er det 40 år siden Danmarks Radio lod sig ufrivilligt forynge. P3 blev ikke født som et ønskebarn, men taget med tang som en bastard mellem oplysning og underholdning. Og den lille ny blev ikke dikkedikket af kollegaerne. Således lød det fra lederen af radioens musikafdeling: »Pop er for mig en af de mest modbydelige, fordummende og sjofle forteelser ... og det ville ikke skade, men gavne utroligt at holde denne ækle industri borte fra Danmarks Radios dør«.
Nødvendighedens lov skabte P3, eller Musikradioen, som den hed. Og jordemoderen lå og vuggede uden for tremilegrænsen i Øresund i form af det honduransk indregistrerede skib Cheeta, som af entreprenante erhvervsfolk som bl.a. Brask Thomsen blev brugt til at vædre radiospredningsloven. Eller rettere: Finde et hul i samme og fylde det med reklamer og pop på 93,120 på fm-båndet under navnet Radio Mercur. Efter en lidt famlende start fandt efterhånden over 62 procent af lytterne vej til piratsenderen som et udannet alternativ til den statsradiofoniske menu, som serveredes helt uanfægtet af at
teenagekulturen var ved at erobre verden og ændre (kultur)forbrugsmønstrene.
På en tilfældig dag i sommeren 1959 bød DR’s eneste radioprogram om formiddagen på Legestue for de mindste (husmødrene gik stadig hjemme og Inge Åsted var gud), over middag underholdt Teddy Petersen og Underholdningsorkestret fra Wivex efterfulgt af Kvindernes Eftermiddagsprogram, og kl. 17.10 spillede pianisten Henrik Blichmann »moderne danske schlagere.« Det store slagnummer i prime time var Radioteatrets opførelse af Carl Dumreichers »danske folkevisebilleder Der dagen han dages ...« – længe før Peter Linck begyndte at få lommepenge. Og de 251.000 danskere med fjernsyn kunne samme aften flade ud til en helaftenstransmission fra Vikingespillet i Frederikssund.
I Rosenørns Alle sov man tornerosesøvn. Prinsen på den hvide hest kom i form af Folketinget, der den 14. juni 1962 sænkede Radio Mercur med en særlov, som forbød piratsendere. Fordi nogen var begyndt at tænke sit. F.eks. at der måske lå en eller anden slags signal i den kendsgerning, at Radio Mercur havde haft stor succes på at lade lytter ringe ind og bede om at få smadret deres yndlingshadeplade. Det gik bl.a. ud over »Hvide Måge« og »Den Gamle Gartner«. Og samtidig så det ud til at tv var kommet for at blive som den elektroniske forvalter af Familien Danmarks fritid.
I løbet af efteråret 1962 blev der derfor stillet ind på ideen om et nyt statsligt radioprogram. Og da P3 startede, kunne man høre, at Radio Mercur ikke var gået ned forgæves. De toneangivende medarbejdere kom fra piratsenderen, og i det hele taget virkede det, som Paul Hammerich formulerede det, som om DR havde stjålet logbogen fra Cheeta, da kursen for P3 skulle udstikkes.
Alt dette for at minde om, at alt har en historie. Også P3, som ellers de senere år har skruet voldsomt ned for historikken og tilsvarende op for her & nu-fornemmelsen. Altså lige så meget i tidens ånd som man var ved kanalens undfangelse. Tiden er bare en anden, og skriger i al sin fragmentering på sammenhæng, og den mest irriterende mislyd ved dagens P3 er det larmende ekko af historieløshed. P3 betjener og afspejler øjeblikket. Perspektivet og fastholdelsen forekommer at have fået trangere kår.
Selv definerer P3 sig som »den eksperimenterende og grænsesøgende musikkanal, hvor den nyeste musik ... præsenteres ... Ud over musikken byder P3 på et alsidigt programudbud med nyheder, debat, underholdning, satire og service ... i et levende og moderne radiosprog«.
Det er der omkring 32 procent af de danske lyttere, der er helt i sync med. Og selv om kanalen stadig er ukendt område i store dele af Midt- og Nordjylland, hvor lokalradioerne råder, har P3 genfundet fodfæstet blandt de eftertragtede unge og har i dag en markedsandel på mere end 60 procent. Ironien i denne position er, at P3 har fået den ved fjendtlig overtagelse af en række af de reklamebårne radiostationers kendetegn samt ikke mindst ved at rekruttere værter og uvaner fra konkurrenterne, så det på hverdage ofte ikke er til at høre forskel på P3 og f.eks. Voice.
Omvendt kan radioledelsen indvende, at undertegnede slet ikke tilhører målgruppen, men P3’s problem – og radioens udfordring – er netop, at vi stadig er ikke helt få gamle røvhuller, der føler os mere hjemme på P3 end på P4. Vi kan godt lide pulsen, store dele af musikken og vi føler os for unge til strapudemej, staudebeskæring og danmarksquizzer og hvad P4 ellers har at tilbyde, men det, vi ikke kan holde ud ved P3 er den til tider nærmest demonstrative amatørisme som udstilles i programmer som Katapult.
Her er det godt at være så gammel, at man kan huske dengang P3 faktisk var – eller havde råd til at være – grænsesøgende. Også radiofonisk. Og kulturbærende.

Noget at være stolt af
Der er nemlig en del at være stolt af, når lysene på lagkagen skal pustes ud. Det var på P3, ungdommen fik sin egen stemme. Først med Jørgen de Mylius, siden med radionaturtalenter som Hans Otto Bisgaard og Monica Krogh-Meyer. Og det var på P3, at Kim Schumacher satte den verbaldeliriske improvisation i stereofonisk system, så det stadig var noget af det mest moderne radio, der findes. Det var også på P3, at satiren gav hverdagen kant og sommerrevyerne baghjul – først med Holdningsløse Tidende og langt senere med Det Brune Punktum og Tæskeholdets vellykkede forsøg på at oversætte Howard Stern til dansk.
Og P3 viste nye veje i hele programflader tilegnet dagsordensættende kulturjournalistik lige som man i et stadig eksisterede interviewprogram som Kronsj pillede Kloge Åge-kedsommeligheden af P1 til fordel for ægte menneskeligt nærvær – samtale med et andet gammeldags udtryk. Den slags er der meget lidt øre for og plads – og meget få midler – til på dagens P3, som er funktionsradio af den slags, som genrens gudfader, Jørgen Schleimann, vist aldrig havde forestillet sig.
Bærebølgen er stadig musik. Og i dagens anledning er der grund til igen at minde om fødselarens seje, vedvarende kamp for indspilningen af levende musik – senest tydeliggjort i forgårs ved transmissionen af Robbie Williams’ koncert i Horsens, men det kniber med at integrere denne musikkulturelt vigtige funktion i prime time-fladen, hvor det såkaldte playlist-system levner meget lidt frirum.
Den, der skriver dette, var en af dem, der i sin tid var med til at indføre playlists på P3. Det gjorde vi, fordi vi fandt det ulogisk, at al journalistikken var redigeret, mens resten af indholdet på sendefladen, det meste, var overladt til programværtens forgodtbefindende. Samtidig gik vi helhjertet ind for den personlige radiovært, stemmen. Hvilket gav anledning til en del tumult med ældre, erfarne medarbejdere. So be it.
Problemet i dag er bare, at mange P3-værter tit tvinges eller fristes til at fylde så meget som de gør, fordi de faktisk ikke aner, hvad det er de spiller. Og hvorfor.
I sådanne stunder ønsker man sig tidstypiskheden forbudt ved en ny særlov, der tvinger P3 til at minde sig selv om at ordet ’underholdning’ er i familie med holdning.

*Torben Bille var 1991-94 P3’s musikansvarlige redaktør og chef for kanalens aftenflade.

*P3 fejrer sig selv i morgen:
Kl. 11.03: »Teenager på 40 år«
Kl. 12.20: »40 år i luften«
Kl. 16.03: »P3 40 år«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu