Læsetid: 5 min.

Det forkromede overblik

Det vrimler med stofbugnende filmguides og opslagsbøger til en relativt billig penge. Hvilke af dem er de bedste? Information giver stjerner til et udvalg af de væsentligste
13. december 2002

(2. sektion)

Opslag
Målt på mængden af nøgne facts kan intet opslagsværk tilnærmelsesvis konkurrere med www.imdb.com, der kommer helt ud i krogene af verdens filmproduktion.
Det er her, man skal klikke sig ind, hvis man vil have et fuldt opdateret overblik over en skuespillers eller instruktørs samlede filmliste – eller f.eks. finde frem til hvilke titler en obskur fransk birolleskuespiller har medvirket i. Og stoffet om den enkelte film kan være overvældende: F.eks rummer siden om Lars von Triers Dancer in the Dark 125 links til anmeldelser af filmen.

Filmkritikkens dronning
Udsat for en sådan konkurrence skulle man tro, at boghandelens hylder med opslagsbøger var ved at blive tyndt besatte. Men intet tyder på, at mængden af internationale guides og leksika er ved at svinde ind. En af forklaringerne kunne være, at dvd’ernes magtovertagelse har gjort det ekstra tiltrækkende at se ældre film; det historiske perspektiv udvides for hver lokkende dvd-udgivelse, og behovet for information og vejledning vokser tilsvarende.
Og så er der jo én ting, en webside som www.imdb. com ikke kan levere: en personligt farvet vurdering som den, de mange filmguides og leksikaer lever højt på. Selvfølgelig skal bøgerne også købes for deres mange facts, men især for deres sætten facts i sammenhæng, så viden bliver til indsigt. Den slags får man ikke meget af på nettet.
Drejer det sig om kapacitet som Pauline Kael, så står man sig bedst ved at købe guiden 5001 Nights at the Movies (HHHH), hvor filmkritikkens ukronede dronning på næsten 1.000 sider skriver ca. 4.000 mini-anmeldelser af ældre og nyere film frem til 1991. Her får man de skarpeste, bedst argumenterede begrundelser for, hvorfor en film skal ses eller ikke, der findes i nogen opslagsbog. Samt en masse af den viden, der ikke findes på www. imdb.com, fordi Kael kan sammeligne filmene og drage interessante forbindelseslinjer. Og så er Kaels ligefremme, kernefulde skrivestil en læsenydelse i sig selv.

Englændere i top
Den gamle, veltjente traver i genren er Leonard Maltin’s Movie & Video Guide (HHH), der stadig kommer opdateret hvert år og nu med 1.646 sider mere og mere ligner en kvadratisk klods.
Men bogens styrke er netop dens volumen – næsten 19.000 omtalte film, også amerikanske tv-film. Og skribenterne har en beundringsværdig evne til at nøddeskals-beskrive handling og stil.
Derimod falder vurderingerne i det lidt vattede og især gamle Hollywoodfilm overvurderes ud fra et ret konservativt amerikansk grundsyn: Ikke for ingenting er Maltin selv Disney-ekspert og en af hans hovedredaktører baseball-freak. Men bogens enorme nytteværdi kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.
Alligevel ville jeg hellere undvære Maltin end den engelske Time Out (HHHH), der også kommer årligt og nu er på næsten 1.600 sider, vel at mærke betydeligt mere tætskrevne end Maltins. Her er omtalerne af de over 14.500 film fyldigere, og teksterne er frem for alt meget velskrevne og præcist vurderende. Det er forbløffende så homogén bogen virker, selv om den bruger 207 forskellige skribenter og dækker et stort område, fra amerikansk mainstream til marginale ikke-engelsksprogede film (også det et plus i forhold til Maltin).
Dertil kommer et fremragende 75 sider langt General Subjects Index, hvor man får fortegnelser over film om alt fra bjergklatring til revolutionære på film – og også filmatiseringer af en lang række forfattere er dækket ind. Så når bogen oven i købet har gode instruktør-lister og fortegnelser over festivalvindere (Cannes, Venedig og Berlin gennem tiderne), står man her med den i mine øjne bedste allround-filmguide på markedet.

Den evige Halliwell
Englænderne lader sig dog ikke nøje med Time Out – den næsten dobbelt så gamle Halliwell’s Film & Video Guide (HHH) har et rekordstort antal filmomtaler (23.000!), men skriften er meget lille på de store sider, og overskueligheden i den enkelte filmomtale ikke så stor som ønskelig. Desuden har guiden en væsentlig svaghed: Vurderingerne, især af de ældre film, har en lettere grotesk hældning til fordel for ældre engelske hyggefilm.
Bedre går det med de nyere film, som den nuværende redaktør, John Walker, overtog fra den bonerte Halliwell, og på plussiden bør nævnes de mange supplerende oplysninger om et udvalg af filmene: citater fra dialogen eller fra anmeldermodtagelsen, anførsel af slogans fra filmens reklamekampagne, udførlig oplysning om produktionsselskaberne bag hver film: højprofessionelt arbejde! Halliwell’s har således en del sjovt og godt stof, der ikke kan findes i andre guides, men vurderingernes generelle upålidelighed trækker slemt fra.
En bedre investering er i virkeligheden Halliwell’s Who’s Who in the Movies (HHH), der nok er den mest umiddelbart nyttige biografiske håndbog om filmens folk, og som også rummer en tematisk sektion af stor værdi om remakes, serier, temaer og genrer.

Spanking til Trier
Den biografiske genre har sine særlige mestre, deriblandt den nu afdøde David Shipman, hvis tre bind om filmstjerner (især Hollywoods) er et fabelagtigt velskrevet og informativt stykke research- og analysearbejde.
Shipman udsendte sit sidste bind i 1991, men den 59-årige, engelsk-amerikanske David Thomson er heldigvis stadig iblandt os og har netop udgivet The New Biographical Dictionary of Film (HHH) otte år efter forrige udgave. 300 nye navne er blevet føjet til den nu 962 sider lange bog, der rummer portrætter af instruktører, manuskriptforfattere (for få), skuespillere og minsandten også kritikere som Pauline Kael og franskmanden André Bazin.
Thomson er med rette berømt (og berygtet) for sin ultra-subjektivitet, der til tider kan udarte til det excentriske.
Men med sin smidige, suggestive stil parret med en enorm viden taler Thomson for det meste godt for sin sag og udfordrer bevidst læseren til at danne sig sin egen mening, ofte i protest.
For eksempel: Modsat de øvrige opslagsbøger, der har mange gode (og enkelte negative) ord at sige om vores eget lys Lars von Trier, kan Thomson ikke udstå ham. »Han kender ingen virkelighed – kun film.«
Thomson mener, at Trier med sine dogmeregler »føjede humbug til sin vulgaritet«, og uddyber: »enhver anbefaling af et system for, hvordan man laver film, er topmålet af bedrag (...) Men næste gang opfinder Trier nok splinternye fodboldregler.«
Idéen er hermed videregivet.

Stjernedrys
Filmguider
*De omtalte opslagsværker er bedømt efter en skala fra nul til maksimalt fire stjerner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu