Læsetid: 4 min.

De gamle dage igen i år

Folk er forundrede: midt i det ny millennium dukker Middelalderen op igen. Hvorfor nu fremmedfrygt og genkristning?
31. december 2002

Kommentar
I dag er det årets sidste dag og i morgen skulle det så være det næste års første dag. Vi skulle være nået til 2003, og det skulle betyde, at vi alle har det lidt bedre, end vi havde sidste år på denne her tid. Hvis det altså stadig går fremad. Og det er det, som skeptikerne mener, det bliver sværere og sværere at tro på.
Alt det, vi troede, var afsluttet, vender tilbage. Det vi havde begravet og gemt, dukker nu op igen. Og det gælder desværre ikke bare håndboldpigerne på tv. Vi har set det i Politikens lørdagstillæg DEBAT, og vi har set det på DR2 efter sengetid. Mainstreambrok viser sig som modernitetskritik.
Jan Lindhardt siger mærkelige ting på tv: Hvis først vi adskiller stat og kirke fuldstændigt, bliver Danmark et totalt sekulariseret land og så ryger den grundlæggende barmhjertighed og nåden over for næsten. Så kan alt ske! Så ryger velfærdsstaten, og det hele bliver privatiseret!
Og sådan en gæv sportsjournalist som Sørine Gotfredsen: Hun står frisk frem i Politiken og siger, at hun også er bange for de fremmede. Og hun står frem og skammer sig på vores kulturs vegne over vores stå-op komikeres depraverede humor. Og i endnu en kommentar i Politiken lørdag var den gal med den overfladiske og sygt ironiske kultur igen. Det går ud over Alvor og Højtidelighed som ifølge Gotfredsen er blevet til forbrugsgoder:
»Tænker man tanken om højtidelighed og alvor til ende, møder man nemlig spørgsmålet, om hvorvidt man mon selv er en kujon, der dyrker det letkøbte øjeblik vel vidende, at sand højtidelighed kræver refleksion og selverkendelse.«
Man bemærker et ureflekteret og kluntet ekko af Søren Krarups modstand mod det frigjorte menneske som en løsagtig og fordærvet selvforguder uden sans for tilværelsens oprigtige dybde. Krarups esoteriske modernitetskritik lægger sprog til artikulering af almindelig utilfredshed.
Man husker hvordan Erik Meier Carlsen under efterårets debat om friskoler og biologiundervisning løsnede et for ham nyt fjendebillede: de ’rationalistiske modernister’. De ugudelige sekulariserede.
Da Bendt Bendtsen på efterårets partikongres skulle forklare historien om sin søn og stofferne, måtte denne ellers brillante taler melde pas. Bendtsen kunne ikke forklare sin families skæbne. På landsmødet kunne han kun henvise til Lukasevangeliets kapitel 15 om den fortabte søn. Bendtsen gik til Biblen.

Oplysning?
Efter den kristelige alvor er blevet relanceret i offentligheden til kamp mod den depraverede humanisme, kan det ikke undre at Ralf Pittelkow i 2002 var bekymret på oplysningsprojektets vegne:
»Arven fra Oplysningstiden kan ikke længere tages som noget selvfølgeligt grundlag for de europæiske samfund.«
Men det var ikke det kristne ord som havde sneget sig ud af privatsfæren, som bekymrede Pittelkow. Det var muslimer. Og der var i 2002 megen snak om oplysningsprojektet, som muslimerne jo ikke havde, og som vi blev nødt til at beskytte ved at lukke grænserne og bygge landsbyer i Afghanistan.
Det er en mekanisme, børnepsykologerne ser dagligt: man skubber det man ikke kan lide ud fra sig selv og over i de andre, og så lukker man dem ude.
Og begår derved en fejl: man overser den umiddelbare lighed mellem Lindhardts modstand mod adskillelse af stat og kirke og muslimernes reservation over for sekularisering.
Den muslimske forfatter Tahar Ben Jelloun fremhæver selvkontrollen som det muslimske alternativ til vestlig frigjorthed. Den kritisk kristne mainstream er her allieret med en islamisk tendens. Hvem husker ikke Krarups foragt for Jens Otto Krags dekadente og kulturradikale liv, da Bo Lidegaards biografi udkom sidste år?
Det er skygger og afledninger af allerede artikulerede idehistoriske konflikter. Jean Paul Sartre hævdede efter Anden Verdenskrig, at nu var mennesket det værendes højeste instans. Martin Heidegger svarede, at mennesket ikke var det værendes herre, men tværtimod værens hyrde. I et interview publiceret efter Heideggers død figurerede følgende udsagn som overskrift: Kun en Gud kan stadig redde os.
Herhjemme udtrykte K.E. Løgstrup, som i øvrigt også har sin baggrund i Tidehvervsbevægelsen, betænkeligheden ved forestillingen om det suveræne og selvbestemmende menneske.

Og så globalt
Det drejer sig i virkeligheden ikke om fremskridt eller stilstand, men om konflikter som konsekvenser. Det er ikke det samme, men det ligner, når slyngelstater bebrejdes deres middelalderlige regimer. Men Iran, Irak og Nordkoreas problemer er ikke, at de ikke er tilstrækkelige globaliserede. De er ankommet til det 21. århundrede som globaliseringens bagside. Som historiske felter for globale magtudvekslinger. Man erindrer, hvordan den første verdslige demokratiske iranske leder Mossadeq i 1953 blev henrettet af CIA. Hvorledes den despotiske shah blev støttet fra Washington, og hvorledes den amerikanske regering opfordrede Irak til at føre krig mod Iran, da shahen blev væltet. Denne krig hvor USA i al hemmelighed støttede begge sider, gav ayatollah Khomenei mulighed for at indlede sit islamiske styre i en otteårig undtagelsestilstand. Muligheden for at etablere et diktatur.
Dermed ikke sagt at det hele er USA’s skyld men blot at Irans styre ikke hører hjemme i Middelalderen, men præcis lige nu. De tre lande som skulle udgøre Ondskabens akse, er faktisk globalisering set fra bunden. Det der tåbeligt udlægges som en konflikt mellem civilisationer, er en konflikt i civilisationen. Det gælder Iran og Irak og det gælder muslimerne og Sørine Gotfredsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her