Læsetid: 10 min.

At give igen

Den gode gave er måske den, der i sig selv er åbnende og danner baggrund for, at andre gaver kan blive givet. Den gode gave er en, der gør, at gavernes sprog kan fortsætte med nye sætninger, nye begyndelser
24. december 2002

Essay
I aften og i morgen vil der overalt i den vestlige verden blive givet og åbnet millionvis af gaver. De vil ligger i strømper, under træer og på borde, nydeligt indpakkede, og der vil være lige så mange millioner af givere og modtagere, og alle vil være lige forventningsfulde. Det er ikke nok at trække på skuldrene og sige, ja, julen og dens gaver er blevet en tom kommerciel rus, som vi stressede deltager i for at bidrage til et ritual, som vi har glemt, hvad gik ud på, og som vi måske egentligt helst ville være foruden. Det er denne gigantiske ceremoni alt for overbevisende og magtfuld til. Hvorfor deltager vi i den, hvis den ikke giver os noget fundamentalt?
McKinney-Møller er ved at give det danske folk en gave. Det er et operahus som i øjeblikket ligger under det rigtigt store juletræ som hedder København. Det er i grunden en fantastisk ting, at give hele bygninger væk som gaver. En så stor gave kan ingen afvise, og alle bør være glade. Det har rigmænd, fyrster og konger gjort gennem historien, specielt i form af kirker. Og det ikke helt tilfældigt at operahuset skal ligge over for Marmorkirken, for Marmorkirken var også en gave, givet af C.F. Tietgen. Men i dag giver millionærerne ikke kirker. De giver operahuse.
Ifølge antropologerne hører det at give gaver til helt nede i maskinrummet af det, som danner et samfund. Det er gennem gaverne, at der gensidigt knyttes kontrakter og oprettes og opretholdes relationer, som siden forpligter og måske ligefrem sætter modtageren i taknemmelighedsgæld. I Italien er det almindeligt at man op til jul giver sine nærmeste venner en julekurv med madvarer og vin. Det er en social kontrakt der dermed underskrives: ’Jeg har mad nok nu, og jeg vil, hvis det skulle blive nødvendigt, dele den med dig – og jeg går med min gave ud fra, at du vil gøre det samme’.
Antropologen Marcel Mauss beskriver tilmed, at gavegivning kan ritualiseres i form af krigsførelse: To stammer kan føre krig på gaver i en såkaldt potlach, hvor hver stamme skiftevis lægger bunker af mad og spyd foran hinanden; den som har givet mest, har vundet krigen! Måske skulle man foreslå Bush og Saddam en lignende krigsstrategi? Problemet ville muligvis være, at de ikke deler værdibegreber og ikke er enige om, hvad en gave er. For en gave er et ord på gavens sprog, og den kræver at modtagere og giver taler samme gavesprog og dermed opfatter gaven som en gave.

Gavekontrakten
I gavens logik indgår også, at vi ikke siger nej til det, vi får. Man skal sige tak og være taknemmelig, fordi giveren en anden gang skal have lyst til at forære os noget. Man kan ikke give en gave tilbage, det er uhøfligt, og ville være udtryk for, at man aflyste gavens indbyggede kontrakt: ’Jeg vil ikke have flere gaver af dig, jeg aflyser dig’. Som modtagere vil vi gerne føle at gaven kun er til os; vi vil gerne føle os sete, gaven skal ikke kunne være givet til hvem som helst, og gaven fortæller os, hvordan vi fremtræder i den andens blik. For ikke nok med at vi gerne vil føle os sete, vi vil også gerne føle os set på en bestemt måde! Den som giver, afspejles også i sin gave, man ’er’ sin egen given.
Gaver ligger i en sovs af medbetydninger. Der gives en hel masse andet, end den gave der faktisk gives. Denne medbetydning er den, der er positiv eller pinagtig, når gaven er åbnet, og vi ser; om vi er set, eller om det er en anden, giveren har set, eller om gaven er givet i blindhed. Plader vi aldrig vil høre, undertøj der er for småt, bluser som kun giveren og ikke en selv kunne finde på at gå i. Så kommer de pinagtige smil, forsøget på at skjule, at man ikke tager byttemærket af, følelsen af at man juleaften er landet i den forkerte rituelle gruppe. Man er på samme tid usynlig og konstituerende for den gruppe, der gør en usynlig. Man kan vælge at give igen; næste år får giveren en billig gave, eller en hadegave, men kontrakten er stadig i funktion. Man hører til gruppen, fordi man er med på gavekontrakten. Man kan vrænge ad den ved at vælge håbløse eller små gaver, men det er skræmmende at bryde den.
De voksne i en familie kan aftale at nøjes med kun at give børnene gaver; det er ikke en måde at bryde kontrakten, tværtimod; den skydes et led frem, og man forpligter sig på en ny generation, der på samme tid indskrives i gavegivningens kontrakt ved at være modtagere. Og forbløffende hurtigt føler de små gavemodtagere en trang til at give igen; det er forkert blot at modtage, det er ikke det, gaven handler om. Man skal give for at kunne modtage til fulde; som om man skal rense noget af sig selv væk, så der er en ren plads til at modtage det nye, og en anden trænger ind i en med deres gave. Så lynhurtigt bliver familiekontrakten genopfyldt, og skæve tegninger og uidentificerbare lergenstande pakkes ind i strålende papir, omhyggeligt omvundet med metervis af tape. Det er samtidig de gaver, det ofte er smukkest at modtage; fordi de står uden for det marked, der lægger sig oven på gavegivningen, og fremstår som ren given, og bliver nøje fulgt med glinsende, forventningsfulde øjne, der ser ufravendt på en, mens man bakser med tapen. Den lykke, der gives med, skaber i sig selv glæde hos modtageren; for det er virkelig ikke genstanden det handler om, det er den omhyggelighed, der lægges i den – den vilje og kærlighed, som også ligger i kontrakten – der viser sig i gaven, og forvrænges, når kærligheden er forvrænget, men ikke kan aflyses. Også gavemodtageren skal kunne rumme den kærlighed, gaven gives med, som måske er nemmest at rumme, når den kommer fra børnene.

Den røde mand
Man ønsker den rene, givende kærlighed; den ufordømmende skelsløse given, som selve livet er; vi efterligner vores egen uforståelige given liv ved at give. Livet er os givet; det kommer uforvarende dumpende, og vi forstår ikke hvorfor, men forsøger os med forskellige forklaringer, hvor der ofte indgår en instans, som er Giveren. Denne giver afspejler naturligvis den kultur, og forklaringsmønsteret afspejler tankemønsteret i den givne kultur. Den kristne Gud for eksempel, giver liv; men det er en potlach gave, for der kræves noget af det liv tilbage. Der er regler, der skal følges, tid, tanker, normsæt og bønner, der skal gives tilbage, og til sidst går man selv tilbage til giveren og bliver der. Det er klart at paradis ikke ses som fængsel, men der er faktisk ikke nogen vej ud.
Trods ønsket om at forstærke denne religion i vores moderne samfund, er der noget i samfundstænkningen eller livsmønsteret, der ikke passer til den. Men vi er stadig mennesker med brug for en forklaring på, hvorfor vi har fået dette liv, hvad denne gave går ud på. Vi kan være fornuftige og tale om værdinormer, men vi kan også åbne øjnene og tænke over, hvad der faktisk foregår omkring os, som om vi ville analysere resterne af et uddødt samfund.
Overalt i gadebilledet, husbilledet, over døre, vinduer og senge, hænger en stor – og han kan næppe blive stor nok – tyk mand klædt i rødt og hvidt. Han er gammel, hvad der ses af hans hvide skæg; men det er samtidig et velholdt, langt skæg. Han har som Thor magiske kræfter; han flyver over himmelen ved hjælp af sine rensdyr, der som Thors geder aldrig dør. Han har ikke tordenen som lyd, for vi er ikke skræmte af naturfænomener længere, han har derimod en let klokkeringlen og en dyb venlig latter. Han viser os sammenstødet i vores væren; den tunge, jordbundne krop og den lette bevidsthed, der kan flyve afsted uden besvær. Hans farver er rene og klare; den røde varme, som der er brug for i denne kolde kolde årstid, og den rene hvide som er ubesmittet, som de tapeomviklende børn. Julemanden har ingen familie; der kan være rygter om kone og søn, men det er kun rygter, og de afbildes aldrig. Han tænker ikke på andre end os, han er den uforbeholdne giver. På et tidspunkt skulle børn opføre sig pænt før han kom, men det behøver de ikke længere. Han kommer, ventet og skånselsløst, som livet selv. Han lover ikke noget efterliv, men liv. Han kræver ikke noget igen, andet end at man går over de grænser, man har til daglig; sætter alt i stå og ofrer af det overskud, man nu har – eller næsten har. Han kommer på præcis samme tid af året, som ethvert ordentligt, primitivt
ritual, der konstituerer vores livscyklus, og viser os, hvor vi befinder os i det; som barnet, der lige er kommet ind i cyklussen, den voksne, der er midt i, eller den gamle, der er på vej ud. Livet fortsætter, selvom konstellationen af personer, der deltager i ritualet, ændres år for år. I vores moderne samfund gør vi os store anstrengelser for, at børnene skal tro på denne gudeskikkelse så længe som muligt. Vi klæder os ud i hans attributter, som vores forfædre klædte sig i dyreskind og gestaltede rituelle optrin. Når han er gået igen, går vi ind i en lukket cirkel omkring frugtbarhedens træ: En stærk fallos/vagina symbolik, med frugtbarhedsgaverne under fallosen, som sæd i fallosens testikler.

En gave skal pakkes ind
På dansk har vi stadigvæk ordet ’present’ som også betyder gave, udtalt ’præ’sang’. Det kommer fra fransk og er også gået ind i engelsk. Present. I det ord kan vi høre at gaven også handler om tid. At give en gave er også at give et lille stykke tid. Den skal gøre giveren præsent i modtagerens bevidsthed. Man præsenterer sig. Det er derfor at gaver er pakket ind. Indpakningspapiret skal minde om at gaven har en lille historie som gøres præsent i det øjeblik den åbnes. ’Husk mig, husk mig’ ligger bunkerne af gavepapir og hvisker. Mærsk McKenney Møller kunne passende bestille kunstneren Christo til at pakke operahuset ind. Gaveåbningen er et glimt ned ad tidens lange gang, helt hen til dødens sorte hul, det er derfor vi bliver forlegne og derfor at vi bliver så glade: Vi er levende og kan modtage gaver, det er er endnu ikke tid til gravgaver.
Der er mange mennesker der i historiens løb har givet deres liv for deres land og deres Gud. Man har fået livet, og er parat til at give det igen. Men er Danmark f. eks., en giver af liv? Måske ville det være mere rigtigt at sige, at det danske sprog, eller hvilket sprog vi nu får at pakke op, er en gave. En sidegave til modermælksgaven, der er så nydeligt pakket ind i brystet, hvilket vi værdsætter ved at give fine indpakningsgaver til denne livsgiver; sjældent har det været så populært at give lingeriattributter til frugtbarhedsorganerne, men det hænger også sammen med, at vi i vores tid lægge stor vægt på frugtbarhed og mangfoldighed af børn. Inde i den store operagave skal et sprog finde sted. Operaens sprog. Gaven vil blive værdsat af de, der behersker det sprog, som gaven er fremsat på. I grunden er operahuset en meget smuk gave, for den er en platform for sprog. Der findes næppe nogen mere generøs gestus end den, som skaber steder, hvor sprog af enhver art kan udtrykke sig. Ifølge gavens logik burde det danske folk samle ind til en gave til Hr. Møller – om det så er til et operahus i hans have eller et par Versaceunderbukser eller blot at gøre ham til en bestanddel af det danske sprog, når han selv træder ud af cirklen.
Så den gode gave er måske den, der i sig selv er åbnende og danner baggrund for, at andre gaver kan blive givet. Den gode gave er en, der gør, at gavernes sprog kan fortsætte med nye sætninger, nye begyndelser.

FAKTA
Merete Pryds Helle
Merete Pryds Helle, f. 1965. Debuterede i bogform i 1990 med novellesamlingen ’Imod en anden ro’. Hun fik sit egentlige gennembrud i 1993 med ’Vandpest’. Fortsættelsen ’Men jorden står til evig tid’ fulgte i 1996. Børnebogen ’Prinsessen der blev glemt’ udkom i 1994. Novellesamlingen ’Ti fingre fra eller til’ kom i 2002.

FAKTA
Morten Søndergaard
Morten Søndergaard, f. 1964. Debuterede i 1992 med digtsamlingen ’Sahara i mine hænder’. Har siden blandt andet udgivet: i 1997 ’Hypoteser for to stemmer’ med Thomas Thøfner og romanen ’Tingenes orden’ i 2000. Han er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2003 for digtsamlingen ’Vinci’.
Begge har i 2002 modtaget et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her