Læsetid: 2 min.

Glædelig jul

16. december 2002

Spot
Julen er hjerternes tid, siger man. Vi skal føle os trygge, mens vi sidder der i familiens skød og nyder det store madbord. Måske er det derfor, at både DR og TV2 igen har valgt at sende julekalendere for børn og deres familier, som vi godt kender i forvejen. Så skal vi heldigvis ikke i år vænne os til noget nyt og farligt.
DR1 sender for gudvedhvilkengang Nissebanden på Grønland (første gang sendt i noget, der føles som 1936), mens TV2 har fundet den ikke nær så støvede Brødrene Mortensens jul frem af deres heller ikke lige så store gemmer.
Måske er det for meget at forlange, at de to tv-stationer skal producere en ny og omkostningstung julekalender hvert år. På den anden side skulle man mene, at det hører under deres public service-forpligtelser at sørge for, at ungerne får så god en jul som muligt.
Man kan selvfølgelig retfærdiggøre at sende en julekalender flere gange, hvis man gør det med adskillige års mellemrum, fordi - lyder argumentationen - så er det et nyt publikum, som hopper med på kanen hver gang.
Men hvordan kan det så være, at jeg har en fornemmelse af at have set Jul i Gammelby og åbnet låger med Poul Thomsen og Balder sådan cirka 117 gange i løbet af min barndom?

Nissebanden på Grønland er da også en meget hyggelig julekalender, som nok skal sætte de allermindste i julestemning. Og så kan resten af familien fornøje sig med Brødrene Mortensens jul, der er produceret af Regner Grasten, den folkelige filmsmags ukronede konge.
For ham gælder det ikke om at målrette sit produkt mod et bestemt publikum, f.eks. børnene, men i stedet skyde spredt med store hagl i forventningen om, at han kan ramme hele familien, ja, hele Danmark.
Og med vanlig flair for 50’er-nostalgi og friktionsfri underholdning har han iscenesat Brødrene Mortensens jul, som var det Morten Korch tilsat en smule rock’n’roll og Far til fire.

Både mine børn og jeg havde meget sjov ud af Martin Miehe-Renards julekalendere om powernissen Pyrus, som lærte de unge tv-seere noget, mens de kom i julestemning.
Men jeg savner stadig en moderne julekalender for moderne børn, der prøver at fortælle en god, vedkommende og måske endda overraskende historie, samtidig med at den naturligvis juler derudad.
Men måske er det at forlange det umulige. Julekalender-traditionen er en anakronisme så forankret i forestillingen om tryghed og hygge, at den kører i cirkel og ikke er til at bryde. I hvert fald ikke, hvis man har sine seertal kære.
Jeg lovede i øvrigt mig selv at gøre opmærksom på, at man kan opleve to af Nissebandens mere prominente medlemmer, Skipper og Gemyse, i Rødovre Centrum hver dag i december.

*Nissebanden på Grønland, DR1, 18.00-18.30
*Brødrene Mortensens jul, TV2, 20.00-20.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu