Læsetid: 3 min.

Grib livet

To nye tyske film, ’Bella Martha’ og ’På halvvejen’ minder os om, at vi skal leve livet, mens vi kan
13. december 2002

(2. sektion)

Premierer i dag
Det sker stort set aldrig, at vi får serveret to tyske film på én gang i danske biografer. Men det er ikke desto mindre tilfældet i dag, hvor Bella Martha og På halvvejen har premiere. De fortæller begge, at det gælder om at gribe livet, mens man kan, og minder samtidig om, at der bliver lavet gode film i Tyskland.
Bella Martha kommer endda med en spritny European Film Award i bagagen til den mandlige hovedrolleindehaver, italieneren Sergio Castellito – hvilket man godt kan undre sig en smule over, da han i filmen er dubbet til tysk.
Men ellers er Sandra Nettelbecks debutfilm en charmerende lille sag om Martha (fint spillet af Martina Gedeck), chefkok og gourmet på en restaurant af de finere i Hamburg. Martha lever og ånder for maden, som hun tilbereder med perfektionistisk håndelag og de store følelser, som hun ellers har afskåret sig fra i sit snorlige, ja, faktisk temmeligt kedelige liv.
Da hendes søster bliver dræbt i en bilulykke og efterlader sig sin otteårige datter Linea, er Martha dog nødt til at prøve at åbne op. Til at begynde med er det svært for hende, ikke mindst da den livsglade italienske kok Mario (Castellito) bliver ansat på restauranten og udfordrer hende på hendes hjemmebane.
Det kræver ikke det store at regne ud, at de to modsætninger selvfølgelig bliver tiltrukket af hinanden, og at isdronningen Martha lærer at lægge samme mål af kærlighed i sit eget liv, som hun lægger i sin madlavning.
Og har Bella Martha et problem, så er det, at den er alt for forudsigelig og uoriginal i sit anslag. Man har set det hele før – ikke nødvendigvis bedre – og selv om filmen lever højt på sin afdæmpede charme og humor, sit store hjerte og sine indtagende hovedpersoner, så savner man en smule friskhed og overraskelser i en historie, der genbruger elementer fra Hjerter i chili, Babettes gæstebud og talløse romancer.

Dogmedrama
Så er der trods alt mere gods i Andreas Dresens På halvvejen, et næsten dogmeagtigt drama om helt almindelige mennesker. Det er lang tid siden, at jeg har set så uglamourøse eksistenser på et biograflærred. De er lidt for overvægtige, har dårlige tænder, kiksede frisurer, uspændende job uden fremtid i, er på vej til at blive midaldrende og har mistet livsgnisten og i øvrigt glemt, hvorfor de en gang elskede hinanden.
Med andre ord er de, som mennesker er flest, og det er ikke svært at få en fornemmelse for deres uambitiøse, uspændende liv, hvor chancen for at bryde fri af fortiden og skabe sig en bedre fremtid er meget lille.

Et livgivende chok
På halvvejen handler om de to ægtepar og venner Chris og Katrin og Uwe og Ellen, der bor i den meget lidt inspirerende industriby Frankfurt an der Oder i det østlige Tyskland. Katrin er aldrig kommet videre i sit liv end det arbejde, hun fik lige efter skolen, og Uwe arbejder så meget, at han forsømmer sin kone og to børn.
Så det er slet ikke så overraskende, at Chris og Ellen en dag finder sammen og indleder en hed affære, der vender op og ned på de fire menneskers ellers stille liv.
Det kunne være blevet trist og traurigt, men Andreas Dresen, der har improviseret historien frem sammen med de fire hovedrolleindehavere, holder fast i, at det lige præcis er sådan et chok, der skal til at for vække et menneske, der er gået i stå ’på halvvejen’.
Affæren giver dem en sjælden mulighed for at bryde fri af den daglige trummerum og forsøge at få noget ud af resten af tilværelsen. Derfor er det også med en følelse af håb, at vi forlader Chris, Katrin, Uwe og Ellen – troværdigt og ukrukket spillet af Thorsten Merten, Gabriela Maria Schmeide, Axel Prahl og Steffi Kühnert.
De håndholdte, kornede billeder kombineret med de dokumentaragtige interviews med hovedpersonerne, som indimellem bryder handlingen, bringer mindelser om dogme og ikke mindst Lars von Triers Idioterne. Og den knappe, nærgående stil tjener historien godt. Vi er hele tiden tæt på personerne, ligesom de alt andet end elegante billeder af beton i gråvejr kun understreger det trøstesløse miljø.
Og læg mærke til Dresens opfindsomme brug af det skævt humoristiske musikalske tema, som midt i al elendigheden er med til at give På halvvejen et forsonende skær.

*Bella Martha. Instruktion og manuskript: Sandra Nettelbeck. Tysk (Gloria, Dagmar, København, Øst for Paradis, Århus)
*På halvvejen. Instruktion: Andreas Dresen. Tysk (Grand, København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu