Læsetid: 5 min.

’Den grønne linje’ krakelerer på Cypern

På den tyrkisk-cypriotiske side af bufferzonen, som deler Nicosia midt over, har tiden og økonomien stået stille i tre årtier. Men desillusion er ved at blive afløst af utålmodighed og håb om bedre tider
11. december 2002

Opbrud
NICOSIA – Et par kvindelige tjenere vifter med millioner af inflationsramte tyrkiske lira, mens de serverer te og appelsinjuice ved bordene, som udelukkende er omkranset af unge mænd.
En øredøvende høj jukeboksmusik fra tyrkiske popdivaer som Petek Dinçöz og Nez ansporer servitricerne til at danse under den mindste lille pause i betjeningen. Det gennemtrængende, hurtige beat under popdivaernes klagesange generer dog på ingen måde mændene i deres koncentration om spillet Oker – et populært tidsfordriv på en fridag uden uniform.
De vel omkring 100 gæster på café Clark er alle soldater fra Tyrkiet – 30.000 soldater er udstationeret på den nordlige del af Cypern.
Når de er på arbejde, vogter de den ene side af den 180 kilometer lange bufferzone, som deler Nicosia og resten af Midelhavsøen i to – en nordlig, tyrkisk-cypriotisk del og en sydlig, græsk-cypriotisk. Men når de har fri, opholder de sig stadig klods op ad den såkaldte ’grønne linje’, som skærer sig gennem Europas sidste delte hovedstad. Café Clark ligger nemlig helt op til skillelinjen. Lige bag cafeens ene væg er der otte meters bufferzone, og så ville man ellers være i den græsk-cypriotiske bydel – hvis ikke det var fordi, det i 28 år har været umuligt for tyrkisk-cyprioterne at krydse bufferzonen.
»Jeg kunne godt tænke mig at gå over på den anden side og kigge,« siger Tüner Muzaffer, som hver dag kommer ned til muren for at drikke kaffe og »høre tyrkisk musik«.
»Men det skulle ikke være for andet end et visit. Jeg tror ikke, vi kan leve sammen igen. Hvordan skulle vi kunne det? De taler græsk, og vi taler tyrkisk,« siger den 50-årige tyrkisk-cypriot.

Opbrud
Tüner Muzaffers holdning var længe den udbredte blandt lidt ældre tyrkisk-cyprioter, siden Tyrkiet i 1974 invaderede Nordcypern for at »beskytte« øens tyrkisk-cypriotiske mindretal. Men mange er i stigende grad blevet skeptiske over de tyrkiske soldaters tilstedeværelse, over styret i Rauf Denktashs selvudråbte stat, TRNC, og over tesen om, at en genforening ville medføre et nyt Balkan på Cypern.
»Selvfølgelig kan vi leve sammen igen. Alt andet er skrækpropaganda,« siger Mehmet Erkol, en 45-årig universitetslærer.
Han deltog i den store demonstration for en genforening, som i forrige uge fandt sted på Inönu-torvet i det nordlige Nicosia. Mellem 10.000 og 15.000 – et uhørt højt tal efter tyrkisk-cypriotiske forhold – protesterede mod Rauf Denktashs hårde linje i forhandlingerne med Cyperns græsk-cypriotiske præsident, Glafcos Clerides, om FN’s plan for en genforening.
»Vi demonstrerede, fordi vi ønsker en løsning, så vi kan komme med i EU, og det ikke kun skal være græsk-cyprioterne, som kommer med,« siger Mehmet Erkol.
»Denktash gør alt, hvad han kan, for at forhindre en løsning. Han vil bare bevare magten,« tilføjer Oguz Yarkin, 45, som også deltog i demonstrationen.
»Vi er trætte af Denktash, trætte af de tyrkiske soldater og trætte af de tyrkiske tilflyttere,« siger Oguz Yarkin med henvisning til, at titusindevis fra Tyrkiet har slået sig ned i Nordcypern på invitation fra Denktash. Antallet af tilflyttere fra Tyrkiet er stort set proportionalt med antallet af unge tyrkisk-cyprioter, som har forladt øen for
at drage mod London.
»Der er ikke noget arbejde her, og de unge ser ikke nogen fremtidsmuligheder. Derfor flygter de herfra,« siger Oguz Yarkin.
En del af forklaringen på den høje arbejdsløshed er ifølge 27-årige Hayrettin Ada, at de politiske ledere i Nordcypern »stikker pengene i egne lommer«.
»De investerer slet ikke i samfundet og forbedringer. Alt står stille,« siger han.
Kvarteret op mod bufferzonen er da også nærmest én stor blindgyde. Hvert andet hus i denne gamle bydel er faldefærdigt med hullede facader og knuste ruder. Skrald ligger overalt, og gamle ting – herunder bilvrag – står efterladt i gyderne. Kun omkring statuer af Kemal Atatürk, Tyrkiets grundlægger, og andre heltemonumenter er der gjort en kommunal indsats for at holde tingene pæne.
En stemning af trøstesløshed og desillusion er evident, og om aftenen er det nordlige Nicosia helt dødt. Butiksskodder er slået ned, og de få mennesker, som går på gaderne, begrænser sig stort set til gamle mænd, som drikker kaffe og ser fodbold fra den tyrkiske liga. Nogle går hen på det halvtomme Hotel Saray for at spille på resultaterne, ellers holder de fleste sig indendøre om aftenen.

Afsondret
Den største del af forklaringen på den økonomiske deroute er, at Nordcypern har været under en økonomisk FN-embargo siden 1974 af den grund, at kun Tyrkiet anerkender TRNC som en selvstændig stat. Det betyder, at man kun kan rejse til Nordcypern via Tyrkiet, hvilket gør, at turisterne i de tidligere ferieparadiser som Kyrenia og Famagusta stort set kun kommer fra Tyrkiet og den tidligere kolonimagt Storbritannien.
Tyrkisk-cyprioterne er således blevet mere og mere isolerede fra omverdenen gennem næsten tre årtier. Engelsk-niveauet er lavt – i modsætning til blandt græsk-cyprioterne – og økonomisk er man fuldstændig afhængig af Tyrkiet, hvis krise sidste år også nåede til det nordlige Cypern.
Det er den seneste økonomiske nedtur og følelsen af at være afsondret fra en verden i rivende udvikling, som har fået dele af tyrkisk-cyprioterne til at agere og råbe op.
Utilfredsheden er steget støt i takt med, at tiden for EU’s optagelse af Cypern har nærmet sig. Ved demonstrationen i forrige uge var det gennemgående krav, at Cypern-problemet skal løses nu, så tyrkisk-cyprioterne får del i den velstand og økonomiske udvikling, som ellers kun vil komme græsk-cyprioterne til del fra 2004.
Men der er fortsat mange tyrkisk-cyprioter som frygter en genforening.
»Jeg foretrækker at leve i sikkerhed, fremfor at der skal opstå problemer igen, ligesom dengang,« siger den 65-årige Yakim, som ikke vil opgive sit efternavn.
»Min bror blev dræbt i 1974, tusinder blev dræbt. Hvordan kan vi være sikre på, at det ikke sker igen efter nogle år?,« siger Yakim, som har afbrudt Oguz Yarkin i sin brandtale for en genforening.
»Hvis vi bliver medlem af EU, så er det den bedste garanti. Det vil EU ikke acceptere,« siger Oguz Yarkin.
»Lad os glemme fortiden og se fremad,« argumenterer han.
Men Yakim svarer prompte: »Er du betalt af græsk-cyprioterne? Hvor meget betaler de dig?«
»Får du penge af Denktash,« spørger Oguz Yarkin som svar.
Inde på café Clark fortsætter de tyrkiske soldater Oker-spillet hele dagen indtil lukketid. Også soldaterne virker som om, de bare sidder og venter. På, om de skal blive eller skal trækkes hjem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu