Læsetid: 5 min.

Hele moletjavsen

Gennem årets danske litteratur går frigørelsen som en ledetråd, formmæssigt såvel som tematisk
27. december 2002

Litteratur
Vil man sætte navn på de vigtigste danske skønlitterære udgivelser i 2002, fristes man til at påstå, at førstepladsen går til en oversætter. Nemlig Otto Steen Due, hvis fordanskning af Odysseen gengiver det klassiske epos med en veloplagthed, præcision og ynde, som mærkes, hver gang man læser – og ikke mindst hvis man læser op. Fortællingen om den snilde, rådsnare, tapre, altid snarrådige søfarer forekommer slidstærk som få, og dens overbevisende langstidsholdbarhedsforsikretheds-illusion må anspore forlag og oversættere til at gøre andre verdenslitterære heltebedrifter (mere) tilgængelige på dansk.
Det er i denne forbindelse værd at huske på, at 2002 også bragte os første bind af den ny Proust: På sporet af den tabte tid ved Else Henneberg Pedersen, og at Jan Hansen fik genskabt Nikolaj Gogols herlige skælmeroman Døde sjæle, ligesom Thomas Manns Buddenbrooks, om en families storladne forfald, takket være Niels Brunse løstes fri og på ny gjordes samtidig, sådan som tilfældet helst skal være, når klassikerne genoversættes.

Mænd og kvinder
Frigørelse er muligvis også netop nøgleordet, hvis man vil nå frem til de væsentligste nye romaner, kortprosaværker og digtsamlinger fra det forløbne år. Temaet blev i hvert fald slået vældig tydeligt an, da Henrik Nordbrandt, Vagn Lundbye og dramatikeren Erling Jepsen med kort tids mellemrum udgav opgør med den undertrykkende patriark. Hos Henrik Nordbrandt fandt oprøret sted inden for rammerne af punktuelle memoirer, hos Vagn Lundbye blev faderens psykopatiske despoti over for hustru og børn spejlet i den hvide races overgreb på dyr og såkaldt primitive civilisationer. Mindre ambitiøst anlagt, men ikke af den grund mindre ægte, er Erling Jepsens fiktion, hvor det bundreelle fortæller-jeg, sønnen, loyalt bliver del af tyranniet, indtil han begynder at vågne og se med klarere øjne.
At Jens Christian Grøndahls roman Et andet lys handler om frigørelse, kan dårligt være undsluppet nogens opmærksomhed, eftersom bogen hører til de heftigst og mest effektivt lancerede fra året, der gik. Historien om Irene, der efter sin skilsmisse leder efter og finder sin biologiske fader, modtog vi som en smuk, muligvis en kende glat kandidat til international bestsellerstatus. Over for den kunne man stille Bettina Heltbergs Deadline, der kluntet og kejtet skildrer alle de tanker, der løber gennem knolden på en kvindelig journalist den dag hun bliver fyret fra Dagbladet skråstreg Politiken. Mænd og kvinder læser til dels de to romaner forskelligt. Jeg har set kvinder rynke på næsen, alt imens de i klare vendinger afviste Grøndahls fiktion som »den maskuline ønskedrøm om en gnidningsfri og af skylden lykkelig ubefængt skilsmisse«, samtidig med at de skamroste Heltbergs jammerkommode af en roman som »herligt u-trendy« og »befriende uregerlig«.

At blive sig selv
Anmelderne har længe været næsten enige om at ønske samfundskritisk samtidsrealisme, i form af store romaner, der kunne holde spejle op og ’lissom vise os, hvem vi er’. I 2002 blev varen leveret af Benn Q. Holm med
Album, af Jakob Ejersbo med Nordkraft samt af Eddie Thomas Petersen med debutromanen Kys, for hvilken han i november modtog BogForums debutantpris. Om disse værker vitterlig er stor litteratur, det debatteres allerede voldsomt. Skal man holde inderligt af dem, må man vist i forvejen være ynder af gumpetung og stereotyp persontegning, gennemkonform fortælleteknik og konturløs replikbehandling.
For den lidt mere kræsne og mindre spejlings-forhippede læser var der store oplevelser at hente hos Helle Helle i den genialt lavmælte parforholdsroman Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand, i Thøger Jensens Serpentine, den lettere omtågede og næsten plotløse skildring af to fyre på fjeldtur mod Hebridernes højeste tinde, og i Hans Otto Jørgensens Den fotograferede dreng, bind to i en delvis selvbiografisk serie om hverdagslivet på landet. Hvad angår Camilla Christensens Jorden under Høje Gladsaxe, opfyldte den nok så villigt kulturjournalisternes krav om faktuel troskab mod det sansekonkrete hverdagsliv; men oven i dette lagdes fortællekunstens overskud med fabulationer og sære, symbolske, halvt mytiske lag. Dér, om nogetsteds, kunne man se en forfatter frigøre sig og blive – sig selv.
Det var vel sagtens også, hvad der skete i årets bedste lyrik. Hos Klavs Bondebjerg, der med Luften omkring dine læber viste sig som en af vore bedste og allermest gedigne besyngere af kærlighedens evigt fornyede under. Hos Mette Moestrup, der efter en lovlig stræbsom akademisk debut fandt ind til en befriende humor. Hos Morten Blok, der for en tid lagde tendensen til abstrakt fortænkthed bag sig for i Katalog 1999-2002 at begå en ægte og alvorlig, dybt personlig digtkreds med afsætspunkt i faderens død, kontrapunktisk spændt op imod samvær med det nys ankomne barn. Desuden bed vi mærke i spektakulære genudgivelser (Dan Turèll, Peter Laugesen, Klaus Høeck og Per Højholt) og i nye, spændende forsøg i den korte og ultrakorte prosa (John Bang Jensens Boks, Simon Fruelunds Planer for sommeren). Mere end én gang i løbet af året fik man lejlighed til at glæde sig over Eske K. Mathiesens lyrik i parløb med en ånds- og kropsbeslægtet billedkunstner som illustrator.

Det private
Da året gik på hæld, blev Villy Sørensen i avis- og Forum-jargonen ’bogaktuel’ med sine posthume bagateller. For 40 år siden udtalte han, at det menneskelige i litteratur »gerne måtte blive personligt, når blot det ikke blev privat«. Det blev i 70’erne modificeret, bl.a. af Johannes Møllehave, som i sit sikkert velmente forsvar for hustruen Herdis’ bøger Le, Lene, Helene sagde, at det personlige godt måtte blive privat, bare det ikke blev intimt. Årets udgivelser fra franske Catherine Millet, fra Katja Kean og Suzanne Bjerrehuus, fra Maria Marcus og den ovenfor nævnte Bettina Heltberg – under ét blandt venner kaldet Fræs & Co. – kunne friste til den konklusion, at det menneskelige i litteraturen gerne må blive personligt og gerne må blive privat og meget gerne må blive intimt og meget, meget gerne må blive både sjofelt og perverst, ja, tilmed også godt må blive decideret uappetitligt, når blot det ikke bliver direkte ulovligt. Til næste år vil vi muligvis kunne se bøger, hvori det menneskeliges felt udforskes hinsides loven og det eneste tilbageværende krav bliver, at forfatteren ikke skal kunne meldes til politiet.
Ak ja, og så var der jo dem, der i den forløbne bogsæson gik i rette med Søren Ulrik Thomsen, fordi han skrev om sin kat!
Set i denne artikels tematiske perspektiv kan samme Thomsens digtcyklus Det værste og det bedste ses som et stilfærdigt forsøg på poetisk frigørelse. En digter gør her holdt i sit personlige rum og ser sig omkring på de præmisser, der sættes af den form, han har valgt. Det muliggør måske for ham en begyndelse, som tilfældet var hos Pia Tafdrup, der med Hvalerne i Paris forsøgte at komme til rette med, at hun med årene er blevet en tænksom, vedkendt filosofisk poet.
Kanhænde strækker jeg metaforen for langt, men mon ikke det muntre lykkedrukne præg på Morten Søndergaards nye digte Vinci, senere har at gøre med frigørelse? Med ankomsten til det ’klassiske’ rum og med et vedkendt mellemværende med Leonardo da Vinci, Michelangelo, J.P. Jacobsen. Hele moletjavsen?! Han får det sidste ord:

Hvor er vi? Ordene er små hinder rundt om tingene, vi gnaver af.
De smager godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu