Læsetid: 4 min.

Højt spil på det frie elmarked

Liberaliseringen af energimarkedet er en bastant fejltagelse – på langt sigt vil den koste dyrt, mener Niels I. Meyer
30. december 2002

Fra nytår er der fri konkurrence på det danske elmarked. Alle kunder kan købe deres strøm hvor de vil.
Men på længere sigt er vores forsyningssikkerhed og miljø sat på spil, mener professor Niels I. Meyer. Han er medlem af Energitilsynet og har i en menneskealder taget del i udformningen af den danske energipolitik.
»Det er på høje tid, at politikerne kommer på bedre tanker og indser, at energisektoren må under samfundsmæssig kontrol,« siger han.
»Energi er en livsnødvendighed med indflydelse på næsten alle samfundets funktioner. Den kan ikke behandles som enhver anden handelsvare. Energiplaner kræver tidshorisonter på 30 til 50 år. Det kommercielle marked har sjældent tidshorisonter længere end fem til ti år. I første omgang kan energien måske blive lidt billigere, men de kortsigtede investeringer vil ofte blokere for de langsigtede løsninger. Og så bliver det meget dyrere i anden omgang.«

Magt og marginaler
Det frie elmarked har udløst en kamp om milliarder, magt og marginaler mellem elselskaberne. Men for de private kunder betyder det ikke ret meget.
»Alt tyder på, at det er meget lidt, man kan tjene ved at skifte leverandør, hvis man er en almindelig husholdningskunde. Det skyldes blandt andet, at de faste afgifter er langt den største del af prisen på el. Så det, man kan spare, er højst et par hundrede kroner om året,« siger Niels I Meyer.
»Mange vil nok synes, at det ikke er besværet værd. Det samme kan man sige om hele det store liberaliseringscirkus. Tænk hvad der er ofret på store annoncer, for ikke at tale om, hvad det koster at lave nye datasystemer til at administrere kundernes skiften rundt og holde styr på to forskellige regninger. Man er nemlig nødt til at holde sepa-rat regnskab med bidragene til grøn el, som vi alle skal være med til at betale. Ekstraprisen fordeles på de private elkunder efter deres forbrug.«
»Det bedste, man kan gøre for miljøet, er at spare på strømmen, for eksempel ved at holde sig til de mest energieffektive apparater,« konstaterer Niels I. Meyer.
– Hvad handler det om for elselskaberne?
»Giganterne på det europæiske marked er i fuld gang med at købe de mindre selskaber op. Direktøren for det store tyske selskab E.ON har offentligt udtalt, at der kun bliver tre aktører tilbage på Europas elmarked. Den ene er naturligvis i hans formening E.ON. Den andet er måske det franske EdF. Det er uklart, hvem han tror på som den tredje aktør. Men det bliver i hvert fald ikke et dansk selskab. De er ubetydelige dværge i den sammenhæng.«
»Meget tyder på, at de dan-ske dværge er mere effektive end de tyske og franske giganter. Men det sikrer jo ikke deres uafhængighed, hvis de rige tyskere kommer med et godt tilbud. Et firma som E.ON har en kolossal likvid formue til opkøb i udlandet. Hvis det ender, som E.ON’s direktør forudser, vil det give en uhyggelig markedsmagt til nogle få koncerner, som oven i købet er prægede af en uvenlig miljøstrategi.«

En stat i staten
»Man behøver ikke være professor i energiplanlægning for at kunne gennemskue, at det bliver svært for den danske regering at føre miljøvenlig energipolitik, hvis E.ON opkøber den danske energiforsyning.«
– Men den tyske regering er mere grøn end den danske?
»Det er rigtigt, at den har holdt fast i en gunstig tarif for vedvarende energi. Men det er sket i en hård kamp mod de tyske elselskaber, som endda har indklaget den tyske regering for EF-domstolen – heldigvis indtil videre uden at få medhold. E.ON er en stat i staten, og firmaet fortsætter sin miljøskadelige kurs. Det er en miljøkamp op ad bakke, selv for regeringen i så stort et land som Tyskland. Hvis den danske elsektor kommer ind under E.ON, må firmaet forventes at gøre sit bedste for at holde de konstruktive tyske principper ude af dansk energipolitik.«
Usikkerhed for de grønne
»I Sverige har E.ON aktiemajoriteten i Sydkraft. Det har bestemt ikke gjort det lettere for den svenske regering at nedlægge Barsebäck. Det illustrerer de vanskeligheder, man løber ind i, hvis et lands energiforsyning ejes af udenlandske interesser. Specielt hvis ejeren satser på a-kraft og traditionelle kulkraftværker.«
– Men Sydkraft og det statsejede svenske Vattenfall sælger grøn strøm til tyske og hollandske kunder, mens Danmark sælger billig overskudsstrøm fra vindmøller til svenskerne?
»Ja, den danske regering har udskudt den planlagte overgang til en markedsordning med salg af grønne beviser for strøm fra vedvarende energikilder. Der findes ikke et internationalt marked med fastlagte spilleregler. Det danske marked er for lille, og ordningen gav for stor usikkerhed for de grønne investo-rer. Det problem kunne man løse ved at give en garanteret mindstepris på et tilstrækkeligt højt niveau til ejerne af vindmøller og andre grønne teknologier.«
»Hvis vi sælger de grønne certifikater til udlandet, kan vi ikke samtidig godskrive dem på det danske regnskab for reduktion af drivhusgasser.«
»Ikke engang Danmarks forpligtelser i den første Kyoto-runde, 2008 til 2012, kan klares af det kommercielle marked uden at indføre kraftigt begrænsende kvoter for udslippet. I næste runde, år 2013 til 2017, må man forudse betydeligt strengere krav.«
»Desuden har de systemansvarlige for Danmarks elforsyning åbent peget på, at vi kan få problemer med forsyningssikkerheden, hvis ikke der bliver opfundet nye strategier til at styre investeringerne på det liberaliserede marked. I sit udspil fra september 2002 regner regeringen med, at markedet nok klarer den sag. Det er efter min mening en gambling med den langsigtede forsyningssikkerhed,« siger Niels I. Meyer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her