Læsetid: 5 min.

En hvid panters farvel

Den tidligere forsanger og guitarist i det stærkt politiske punkband The Clash, Joe Strummer, døde søndag i en alder af 50. Vor reporter kigger tilbage på en af den britiske punks vigtigste aktører
24. december 2002

Nekrolog
Mens dette skrives, kører The Clash – debutalbummet fra gruppen af samme navn – for fulde gardiner over stereoanlægget og skruer tiden tilbage til eftersommeren 1977, hvor denne signatur efter et par år i udenlandsk eksil flyttede ind i en slumlejlighed i København med den enkle mission at undgå arbejde og uddannelse, have det så sjovt som muligt så længe som muligt og i det hele taget, skide det hele en hatfuld. Til en Iggy Pop-koncert i september spottede han den først håndfuld københavnske punks og så var det tog ellers kørt.
Efter udelukkende at have læst spalte op og spalte ned om fænomenet i tidens totalt toneangivende publikation, den ugentlige britiske musikavis New Musical Express, var det vildt fascinerende at konstatere, at punk ikke udelukkende var en mediefabrikation. Punkens tidlige dage var også dens bedste. Det virkede som om, der skete noget nyt snart sagt hver eneste uge, nye bands, trends, fænomener – og det var en sulten generation, der stod uden for døren og forsøgte at sparke den ind. Ydmyghed var sateme ikke på dagsordenen.
Det første års tid var der reelt kun to-tre bands, som seriøst formåede at aftvinge den musikalsk begrænsede punkrock nuancer og mening ud over lige at stå på en scene og demonstrere, hvor musikalsk inkompetent og ubønhørligt ekshibitionistisk, man var: Ramones, Sex Pistols og The Clash, anført af den herligt hæse Joe Strummer, sekunderet af den kompetente guitarist Mick Jones, tilsammen punkens Gutter Twins.

Politisk linje
Hvor Sex Pistols, anført af den begavede, men også asociale Johnny Rotten, hen ad vejen kom til at legemliggøre punkens nihilistiske aspekter (»No Future«), stod The Clash – navnet valgte gruppen, fordi det var det ord, der oftest dukkede op i avisoverskrifter – for en protestbetonet politisk linje (»Career Opportunities«), hvilket medførte, at gruppen blev udsat for massiv hån i punkmiljøet, da den i februar 1977 skrev kontrakt med CBS.
Jeg kan bare huske, hvor lykkelig jeg var, da jeg stod med gruppens første single i hånden en dag i 1977: »White riot/White riot/I want a riot of my own.« Dén spillede jeg igen og igen – den varede såmænd ét minut og 59 sekunder, et statement i sig selv! – indtil jeg fik fingre i albummet The Clash, hvis titler alene fortalte det meste af historien: »I’m So Bored With The USA«, »Hate And War«, »Garageland« og »London’s Burning«. Det lød som manuskriptet til en stribe film man godt gad se, men var såmænd bare Verdens Bedste Punkalbum.
The Clash blev dannet af Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonon parallelt med The Sex Pistols eksplosive femkomst på den da noget nær selvdøde engelske rockscene i 1976. Joe Strummer (født John Graham Mellon), der fødtes i Ankara i 1952 som søn af en engelsk diplomat, var fra starten gruppens primære sangskriver og uofficielle talsmand. Han droppede tidligt ud af skolen for at skabe sig en karriere som musiker og begyndte som helt ung som gademusiker, primært på stationerne i Londons undergrund, hvor han fik sit tilnavn Strummer, da han en dag ’strummed’ Chuck Berrys udødelige "Johnny B. Goode" på ukulele. I 1974 dannede han pubrock-bandet The 101ers (opkaldt efter det torturkammer i George Orwells roman 1984, hvor uartige borgere ’resocialiseredes’), der gjorde sig i jordnær rock’n’roll på små spillesteder i London. Mick Jones og Paul Simonon stammede begge fra arbejderkvarteret Brixton, men traf hinanden på Art School, hvor de dannede bandet London SS og The Clash var reelt en fusion af disse to bands.
Fra starten opmuntrede gruppens manager Bernard Rhodes The Clash til at sky klicheer og kærlighedssange og i stedet skrive om de ting, der optog dem, hvilket medførte en byge af politiske udladninger, præget af rent had til den daværende premierminsister Margaret Thatcher og hendes regering og optaget af emner som arbejdsløshed, social udstødelse, racisme, rebelsk ungdom og hele det forfald – moralsk som socialt – der prægede England på det tidspunkt. Det fungerer bedst på The Clash, et af de få helstøbte og lytteværdige punkalbums fra perioden. En ting er sikkert: Det opfølgende album, Give ’Em Enough Rope fra ’78, var en turkey og førte til et brud med det punkmiljø, der havde fostret bandet.

Storhed og fald
Op mod jul ’79 kom så dobbeltalbummet London’s Calling, gruppens mainstream gennembrud og samtidig dens farvel til punk som sådan. Pladen, der stilistisk set er yderst vidtfavnende uden på noget tidspunkt af forlade tre-minutters-formatet, betragtes i dag som en vaskeægte rockklassiker og vil i al evighed være det værk man forbinder The Clash – og Joe Strummer – med. Gruppen forsøgte at strække sig yderligere på det følgende års tredobbelte Sandinista! – titlen en hyldest til de sandinistiske oprørere i Niacaragua, som gruppen åbenlyst støttede – men det var en lige lovlig stor mundfuld, selvom det indeholder fine momenter. Først med det tighte Combat Rock fra 1982 fandt gruppen formen igen, men da var den begyndt at falde fra hinanden.
Efter en stærkt amputeret version af bandet drog sit sidste gisp i midtfirserne, forsøgte Strummer så at stå på egne ben, hvilket aldrig rigtig syntes at lykkes for ham. Han var en fremragende frontman i The Clash, men ikke nogen udpræget soloartist. Han gav den som skuespiller i et par undergrundsfilm – her i blandt Wim Wenders Mystery Train – udsendte et par soloplader og optrådte med The Pogues, før han i 1991 helæt forsvandt fra musikscenen. For et par år siden dukkede han op med det roots-orienterede outfit Joe Strummer & the Mesceleros, med hvilket han udsendte et par kompetente albums, der dog ikke nåede det store publikum.
De sidste par år har rygterne om en gendannelse af The Clash svirret med jævne mellemrum, men det bliver der ikke noget af nu, hvor denne graciøse hvide panter har taget sin sidste E dur på sin slidte Telecaster og budt verden ret farvel i en alder af 50: "This is Radio Clash – please save us, not the whales", som han sang et sted. God rejse, gamle dreng.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her