Læsetid: 3 min.

Hvisken i Hvilesæderne

Det Kgl. Teaters forvoksede piletræsforestilling padler i dramatisk pyttehøjde. Men Nicolas Bros Tudse når ud over scenekanten med en vildskab som hos Dirch Passer
23. december 2002

Teater
Vinden i Piletræerne er blevet til ’Hvisken i Hvilesæderne’:
Det Kgl. Teaters nye store familieforestilling skal ses – for den kan ikke høres. Derfor hvisker folk, for hørte du, hvad han sagde...? Skuespillerne kan ikke tale rummet op, formodentlig fordi den ellers så suggererende og besk eventyrlige muldvarpe-scenografi af Christian Friedländer suger lyden til sig. Små bærbare mikrofoner må være et must her, lige som i enhver anden musical, for når musikdrømmeren Mikkel Hess også klimprer på klokker eller jammer ud på et juniortrommesæt, så må skuespillerne overgive sig til mimen. Pånær altså Karen Margrethe Bjerre, hvis barske dommer fra sin høje domstol – og med klingende vægtskåle oven på pudderparykken – sender sin barske stemme gennem rummet: Tudse skal i fængsel i 20 år og 12 måneder.

’Hvinen i Tudsetæerne’
Tudse selv når ud over scenekanten – grøn og grim med skællede hænder og vorter på de blafrende kinder – når Nicolas Bro lader egocentrien kører derudad, sælger sin bedste ven, svindler med samvittigheden og leger angrende for bare at chokere sine naive venner, mens han sætter tudsetæerne på speederen.
I de bedste øjeblikke skaber Nicolas Bro en slapstick-vildskab som hos Dirch Passer: En spydig finger, en knejsende nakke, en løften i stjålne skørter, som går i komisk timing sammen med hans store krop, så han ene mand får publikums blikke til at klæbe. ’Nej, hvor belejligt! Et tog!’, skriger Nicolas Bro ud i rummet, så alle under lysekronen hviner af grin.

’Svindel i Vittighæd’erne’
Hverken Jens Smærup Sørensens oversættelse eller Christoffer Berdals instruktion har fundet balancen. Første akt padler pligtskyldigt afsted i pyttehøjde.
»Altså, går det her ikke meget langsomt?,« spørger Tudse selv.
Publikum griner lettet, for Tudse har ret. ’Tudse vil ha’ båt/landevejens drot’, lyder det med kikset 50’er-afsæt, for dyrerollerne er bedre end deres ord, og dramatik har det svært ved at svinge sig op til.
Heldigvis løfter anden akt sig. ’Overhalingsekvilibrist’ og ’karrierekvinde’ hedder det nu med 90’er-touch, og der kommer pludselig liv i premierepublikummets bedstemødre, der råber indfølt ’nårh’ op mod Tudse, der føler sig ensom – også publikum vil hellere forføres end overses...

’Kvinden i Smilehærerne’
Forestillingen er ellers endt som forklædt mandehørmer. Det er sidste århundredes mandedyder og drømme, der fyres af: pengene, bilen, flyvemaskinen... Kvinder findes kun som forstyrrende assistenter. Sådan er det basalt i Kenneth Grahames fortælling, men pointen skulle vel være, at teaterforestillingen fik alle nuancerne frem hos Tudse og Grævling (dyb Kjeld Nørgaard) og Muldvarp (kær Kristian Holm Joensen) og Rotte (pernitten Niels Anders Thorn) og de andre, så de blev til overbevisende personligheder med både mandlige og kvindelige sider, som enhver kunne spejle sig i...
Nu bliver disse elskede dyrevenner til enstrengede figurer strammet ind af så perfekte præ-makeupede smil og uniformsagtige haler, så de har svært ved at komme ud på den anden side af jakkemønstrene og øreparykkerne. Jane Marshall Whittakers musicalkostumer er tilsyneladende for massive, uanset hvor fiffige de ellers er.

’Pilen i Vindetræerne’
Den store gevinst udløses altså ikke til Det Kgl. Teater for denne ellers så tiltrængte familiesatsning, i hvert fald ikke i premiereversionen. Den er for lang i spyttet for ungerne – især for dem under ni – og for naivt insisterende for de voksne. Men forestillingen er hamrende flot som billedteater, og den viser en lyst til visuelt teater, som er opløftende på Kgs. Nytorv – med Grævlings hule som uovertruffent ’teater i teatret’.
Så hvem tør nu lege orkanmuse for ’Vinden’ og styne en times tid og fem scener og ti sidefigurer og fyrre rekvisitter af det forvoksede ’Piletræ’?

*’Vinden i Piletræerne’ af Alan Bennett og Jeremy Sachs efter Kenneth Grahames fortælling. Oversættelse: Jens Smærup Sørensen. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Christian Friedländer. Kostumer: Jane Marshall Whittaker. Lys: Jesper Kongshaug. Musik: Mikkel Hess. Det Kgl. Teater til 20. jan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her