Læsetid: 10 min.

INDIEN - EN SUPERMAGT I SKØNHED

Få steder i verden er skønhedsdronninger så feterede som i Indien, hvor smukke ansigter har ændret et halvt samfund
7. december 2002

NEW DELHI – For blot otte år siden havde alle indiske skolepiger og de fleste teenagetøser i Indien sløjfer i håret og lange fletninger.
I dag har mange i storbyerne frisurer, der er som taget ud af Vogue eller Vanity Fair. De har også, bemærker jeg, læbestift, mascara, øjenskygge og pudder – i forsigtigt afmålte mængder, for kosmetik er stadig forbudt i skolerne. En ejendommelig kontrast til de skoleuniformer og slidte kjoler, som ikke er blevet forandret i 50 år.
I New Delhi, Bombay og Madras vrimler det nu med skønhedssaloner, boutiques og velklædte unge damer.
På kort tid – ja nærmest fra den ene dag til den anden – har Indien fået supermagtsstatus i skønhed.
Seks tunge titler på ét årti – to miss Universe og fire miss World – har givet de unge indiske piger helt nye forbilleder som »moderne kvinder«.
»I dag drømmer forstædernes og middelklassens piger om Paris, Manhattan og Bollywood« (Indiens filmby og svar på Hollywood, red.), skriver Times of India om miraklet.
Alle vil være som Sushmita Sen,
Aishwarya Rai og de andre, som nu er omsværmede af kändisser, velbetalte filmstjerner og modeller.
Skønhedsspillets eneste sikre vinder – og en stor sådan – er imidlertid kosmetikindustrien, som har øget sin omsætning med ikke mindre end svimlende 5.000 procent siden begyndelsen af 1990’erne. Miss-titlerne har skabt et gigantisk marked, som fortsætter med at vokse og endnu forventer at kunne appellere til store ny målgrupper.
Uden de glamourøse skønhedstitler ville det formentlig tage årtier at rykke en mængde indgroede tabuer op med rode.
De unge og mange middelklassekvinder har købt det vesterlandske skønhedsideal med hud og hår. Den bratte holdningsændring er næsten en indisk kulturrevolution, og reaktionen fra de fundamentalistiske og traditionalistiske hinduer har da også været voldsom. I den folkerigeste delstat, Uttar Pradesh i nord, har det regerende BJP-parti nedlagt totalt forbud mod alle skønhedskonkurrencer, og andre steder i landet har deres allieredes stormtropper ved flere lejligheder vandaliseret boutiques og kosmetikforretninger.
»Dette tant og fjas strider imod vores urgamle moral,« siger VHP, den hinduistiske højrefløjs kulturorgan, som i kvindespørgsmål har næsten den samme opfattelse som islams mørkeste mullaher: »Nøgenhed« føder samfundsmæssig dekadence, og kvindens plads har altid været i hjemmet. De har utvivlsomt også gode grunde til at frygte tab af kontrol over ’det svage køn’.

Det mest betydningsfulde, som Sushmita Sen udrettede med sin sejr i Miss Universe i Manila i 1994, var at åbne sluserne til Fantasiens Rige. Pludselig vovede mange piger og kvinder at drømme.
Det var næsten som H. C. Andersens eventyr om den grimme ælling, som blev til en svane.
En grund til de voldsomme glædesytringer – som blev endnu voldsommere, da Aiswarya Rai et halvt år senere blev kåret til Miss World – er, at Indien i årevis stærkt har tørstet efter fremgang og anerkendelse fra den øvrige verden.
Shoba De, landets mest læste kolumnist og jetsettets forfatterikon, forklarer:
»Vi er alt for længe blevet set som en taber og en tredjeklasses nation. Fattigdom, sult og elendighed på elendighed - det var, hvad man forbandt med Indien. De færreste udenlandske turister havde lyst til at komme her, fordi de troede, at her var beskidt, og at de risikerede at pådrage sig pest og kolera. Vi ville vinde en sejr, være suveræne i et eller andet og ikke længere blive set ned på af alle.«
Det blev en Miss, som skrinlagde middelklassens pessimisme.
Mange havde ventet det. Året før var Miss Indien sluttet på en placering som nr. to, og avisen Femina, som tilhører den mægtige Times of India-koncern, havde overtaget udvælgelsesproces, kropstrimning og styling.
Skønhedsfabrikken ’Made in India’ var skabt.
Fuldblodsprofessionelle overtog et arrangement, som hidtil ikke havde interesseret ret mange andre end de nærmeste pårørende. Talentspejdere blev mobiliseret over hele landet, de bedste kosmetologer og styling-kunstnere, modeskabere, personlighedsudviklere, talepædagoger, fysiske trænere, reklameguruer og fotografer blev knyttet til et show, som mange endnu betragtede som »umoralsk«.
Selv om ingen af konkurrenterne til Times of India nævnte konkurrencen med et ord på forhånd, så sad næsten hele Indien bænket foran tv-skærmen hin magiske majaften, som – med den klassiske VM-duel mellem Mohammed Ali og Joe Frazier in mente – blev døbt The Thriller in Manilla no. 2.
Det var Indien mod hele verden, og dagen derpå skreg forsiden af Times of India nyheden ud: »Verden er vores«. I en lederkommentar konstateredes det, at miraklet slet ikke var noget mirakel, eftersom Indien havde »en så fantastisk genpulje at tage af«, og at den sejrende skønhed i tilgift til sine ynder besad stor intellektuel styrke.
Femina, der to år tidligere var truet af lukning, solgte en million aviser, og redaktøren og ildsjælen Sathya Saran forklarede, at den fremtidige opgave for lokale juryer ikke længere skulle være at søge efter en miss Indien, men efter en »miss Universe, som tilfældigvis kommer fra Indien.«
I den efterfølgende debat hyldede avisen den skønne Sushmita som en rollemodel for alle, og en foregangsfigur for den nye »postfeministiske kvinde«. Kvinderbevægelsen blev stemplet som »et traurigt levn fra fortiden«.
Simsalabim! og Indien havde fået sig et helt nyt image!

Den sociale effekt er dog begrænset til byerne og frem for alt middelklassen. Men der er den også meget stor. Forældre, som tidligere hellere ville have sendt deres døtre til et nonnekloster end at lade dem vise sig halvt afklædte, fik noget at tænke over. Og Indiens piger fik et kick.
Skønhedskonkurrencer, som tidligere kun var for »piger af dårligt ry, men aldrig for fine piger af gode familie«, blev stuerene, da Sushmita demonstrerede, at man sagtens kan optræde i badedragt og forblive respektabel.
Ingen lyttede til kvindebevægelsen, som blev ved med at omtale konkurrencerne som et »fornedrende kødmarked«.
»Individualitet« blev et plusord, »muligheder« et andet. Drømme blev et mål. Unge kvinder begyndte at opfatte sig selv på en helt anden måde. Deres selvtillid voksede. Udseende og charme åbnede nye alternativer og blev nøglen til en mere liberal, en mere åben verden.
Modeljob blev til et fag for »moderne kvinder«, og skønhedsindustrien blev til en forretningsgren som alle andre.
Kvindernes vej ud på arbejdsmarkedet blev både mere naturlig og bredere. Giftealderen blev skudt nogle år ud i fremtiden, og mange piger turde nu trodse deres forældres og slægtninges forslag om arrangerede ægteskaber.
Noget, der lignede frihed, dæmrede for mange.
Endog Bollywood, denne Bombays sukkersøde drømmefabrik af dans, bløde sarier og melodramaer, har påvirket den nye kvindetrend. For første gang begynder man at spejle hverdagen med kvinder i hovedrollerne, uden at de hver gang behøver at dele rampelyset med en pomadiseret mandlig helt.
Men skønheden er ikke uden pletter.
Lakshmi, velstandens og skønhedens gudinde, er muligvis en kende ’fyldig’, og tilsyneladende har hendes figur smittet af på det indiske kvindeideal, som aldrig rigtig er gået ud på at dyrke den slanke linje. For gifte kvinder har trivelighed symboliseret fremgang i livet og været forbundet med en status som god husmor og god madmor, der laver rigelig mad. Da svenske bistandsmidler i 1980’erne bekostede en diætetist-tjeneste i New Delhi, var det kontroversielt for begge parter. I Sverige blev det set som pengesløseri og af modtageren som noget af en »kulturel fornærmelse«.
Bindin, den urgamle røde farveplet i panden, var i lang tid ud over hudcremer den eneste alment anvendte form for kosmetik i landet.
I dag har slankekure og vægtvogtning fået et stort marked, og utallige skønhedssaloner er vokset op, også i de mindre byer. Den brogede avisflora bringer de nyeste modevurderinger i farvestrålende tillæg spækket med annoncer om forlystelsesliv, kropspleje og skønhed.
Naturligvis er mødrene toneangivende og driver deres døtre frem i et forfængeligt ønske om at give dem, hvad de aldrig selv fik chance for at opleve eller opnå.
På skolefridage fyldes skønhedssalonerne med mødre og børn. Trenden og moden skifter hurtigt. Piger er piger, og de fleste elsker opmærksomheden og at få samme make up på som mor, at være som hende og næsten føle sig voksen. Nogle af de skønhedsdyrkende piger er ganske unge ’tidligt udviklede’, men i modsætning til i f. eks. USA findes der i Indien ikke organiserede konkurrencer for ’små prinsesser’. Trods uniformstvangen er skolerne ikke blevet forskånet for den nye skønhedsdyrkelses effekter, og presset øges på de piger, som ganske enkelt ikke kan leve op til de nye idealer. Mange er fuldstændigt fikserede på tanken om at passe ind i kredsen af de smukke og udvalgte, og avisernes rådgivningsspalter må svare på et væld af spørgsmål.

Dette er miss-titlernes skyggeside. Dr. Sandeep Vohra, formand for psykologforbundet i Delhi, beretter om en alarmerende vækst i anoreksi, bulimi og depressioner blandt piger mellem 10 og 16.
»Der findes mødre, som satser blindt på at gøre deres små døtre til miss Universe, og som ikke vil lytte til nogen form for indvendinger,« siger han. Børnene mister både deres kammerater og deres barndom, og presses ikke blot i skolen, men også med aerobics, svømning, hesteridning og klavertimer for at nå en plads på toppen.
Skønhedsfabrikken har sine fangarme ude overalt, men tager i sidste ende kun imod de 26 piger, som kvalificerer sig til Miss Indien-finalen. I 40 dage trænes de i lejre med næsten militær disciplin.
Den tilbyder sin egen uddannelse under overskriften »Det, som gør smukke kvinder til perfekte kvinder«, og mange studerende unge piger tager sabbatår for at komme med.
»Man får jo kun én chance i livet for at være med,« siger Sasha, som har tre år til sin lærereksamen.
Selve konkurrencen afvikles over en hel uge og minder meget om en tikamp med discipliner som »kønneste latter«, »smukkeste øjne«, »hår«, »profil« osv.
Sathya Saran siger: »Internationalt har indiske piger den fordel, at de taler godt engelsk og også fra begyndelsen af har en smuk kropsholdning. Vi modtager ansøgninger om at medvirke i sækkevis. Men konkurrencen er hård, og kravene skærpes hele tiden. Ingen har en så effektiv ’produktionslinje’ som vi – ikke engang Venezuela.«
Dagens indiske skønhedsideal er lige så slankt som det vestlige.
»De er som hvide brude i brun hud,« skriver en kritiker en smule ondskabsfuldt.
Netop hudspørgsmålet giver mange indiske kvinder komplekser. Ægteskabsannoncerne i søndagsavisernes tillæg – 10-14 sider opdelt efter ’kaste- og racetilhørsforhold’ – afslører, hvor fikserede folk er på ’fair skin’. Især i Nordindien, hvor mange med stolthed taler om deres ariske oprindelse, er dette vigtigt.

Kosmetikindustrien udnytter fordommene maksimalt. Skønhedstitlerne gav i sig selv et enormt opsving, men lige så vigtig for produkternes salgskraft er det ubehag ved den medfødte pigmentering, som plager så mange af byernes kvinder.
Til trods for, at Indien er et hav af mørkhudede ansigter, så domineres alle reklamer, tv-soaps, og endog film af lyshudede. ’Fair skin’ er blevet synonym for skønhed, og de, som vælger at kandidere til Miss Indien-konkurrencen, gør ikke meget for at udfordre myten. De etniske minoriteter og tamilerne i syd havner bestandigt udenfor. Ingen ønsker at identificere sig med dem.
Smukkest i verden, men kun lyshudede kommer i betragtning.
Men både kosmetikbranchen og skønhedsfabrikken giver arbejdspladser. Flyselskabet Air India har et stående tilbud til alle finalister i Miss Indien-konkurrencen, og efterspørgslen efter modeller, mannequiner og pr-kvinder er vokset enormt. Også Bollywood er en kæmpemagnet. Selv på lokalt plan søger stadigt flere virksomheder at markedsføre sig med smukke ansigter. Og jobbet som Miss World – der i Europa blot er en kort parentes i karrieren – forandrer i Indien hele livet for den heldige.
Men måske er glansen ved at gå af de internationale Miss-konkurrencer. Det har intet med blodbadet i Nigeria at gøre. Trenden nedad begyndte allerede i slutningen af 1990’erne.
»Når selvtilliden begynder at vokse i en nation, så forsvinder behovet for at score points hos skønhedsdommerne,« siger Vir Sanghvi, chefredaktør for Hindustan Times. Indien har vundet seks gange, og alle synes, at vi nu har bevist, hvad vi skulle på den arena. I dag er vi tilfredse med at være vores egne dommere. Miss World er blevet reduceret til et barometer for nationernes selvtillid.«
Lidt af et selvmål er de også blevet.
Suhsmita Sen vandt Miss Universe-titlen ved i finalen at tale om Mother Teresa som sit idol. Andre indiske vindere har betonet deres beslutsomme forsæt om at bekæmpe fattigdom og fordomme og stræbe efter lighed mellem kønnene. »Indre skønhed« kaldes sådanne udtalelser.
Men Priyanka Chopra trådte i spinaten, da hun for to år siden blev spurgt om, hvem hun anså for den mest succesrige nulevende kvinde i verden.
»Mother Teresa,« svarede hun – åbenbart uvidende om, at denne har været død i tre år.
Og for de 250 millioner fattigste kvinder i Indiens byer betyder skønhedskonkurrencerne ikke et hak – de kunne lige så godt foregå på en anden planet.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her