Læsetid: 3 min.

Israel ruster sig imod al-Qaeda

Vestlig uvidenhed om al-Qaeda er god næring for organisationen, mener israelsk forsker
7. december 2002

TEL AVIV – Israelsk presse oplyste i går, at landets udenrigsministerium har taget skridt til at lukke en diplomatisk repræsentation og at flere vil følge i de kommende dage. Beslutningen skal bygge på advarsler fra landets efterretningstjeneste, som mener, at al-Qaeda nu har kastet interessen på Israel og israelske institutioner som angrebsmål.
Der er endnu ingen sikre beviser for, at al-Qaeda stod bag sidste måneds terrorbombning af et israelsk-ejet turisthotel i Kenya, men set fra israelsk side mener man, at indicierne herfor er så stærke, at man nu frygter, at mere er på vej. Ikke mindst har det vakt bekymring, at den formodenlig al-Qaeda-tilknyttede, arabisksprogede hjemmeside mojahedoon.net nu advarer om, at organisationen fremover vil gå efter israelske mål.

Forhøjet beredskab
»Vi må gøre, hvad vi kan, for at reducere faren,« konstarerer Aliza Bin Nun fra udenrigsministeriet i Jerusalem. Hun ønsker ikke at bekræfte nyheden om, at en repræsentation allerede skulle være lukket, men anser det for sandsynligt, at det vil ske flere steder i den kommende uge.
»Men kun i nogle dage, ikke helt,« skynder hun sig at tilføje.
»Vi har udbygget et allerede eksisterende, omfattende internationalt samarbejde inden for luftfart og teknologisk beskyttelse og tager samtidig skridt til at beskytte os selv mod angreb.«
I tråd med dette advarede udenrigsministeriet sidst på ugen i kraftige vendinger israelske statsborgere mod at besøge Thailand, der ligesom Kenya er en populær feriedestination, og i den kommende uge vil minsterpræsident Ariel Sharon møde sikkerhedseksperter for at drøfte, hvordan man bedre kan beskytte civile fly mod missilangeb.
»Truslen er helt reel og den breder sig til at omfatte både israelske og jødiske mål,« siger professor Dan Schueftan fra Haifas Universitet.
»Men dette er der i og for sig intet nyt i, for konflikten i hele Mellemøsten eskalerer tilsvarende. Man kan ikke anskue al-Qaeda som en organisation, sådan som Vesten normalt gør det. Al-Qaeda består af en hård kerne med et stort og løst sammensat netværk, ja, det er mere som en sindsstemning.«
Under disse præmisser er Schueftan heller ikke i tvivl om, at al-Qaeda findes blandt palæstinenserne. Den findes overalt, hvor der er bitterhed mod Vesten, og den næres af kulturkløften.
»Den lever fedt på sit image af at stå for noget, Vesten er bange for, og den store israelske fejltagelse er ikke at forstå, hvad man står overfor,« siger han.

Palæstinensisk filial
Som for at understrege sagens alvor afslørede de israelske myndigheder i denne uge, at man for tre uger siden anholdt Khaled Nazem Diab, en amerikansk statsborger af syrisk oprindelse, da han ankom med fly fra Amman til Ben Gurion lufthavnen ved Tel Aviv.
Diab er mistænkt for at være
blevet sendt af al-Qeada for at bruge økonomisk støtte til at infiltrere
eksisterende palæstinensiske oppositionsgrupper.
»Vi ved, de er i regionen, og der er ingen tvivl om, at Israel er mål for et angreb,« sagde ministerpræsident Ariel Sharon således på en konference om sikkerhed i den forløbne uge.
»Al –Qaeda i Palæstina slutter sin stemme til frihedskæmpernes stemmer i Palæstina i disses modstand mod delvise og ydmygende fredsløsninger, og vil ikke acceptere andet end den totale befrielse af palæstinensernes land,« passer en formulering på mojahedoon.net ind i denne teori.
»Hvis Sharon gerne vil have al-Qaeda på Vestbredden så får han
al-Qaeda på Vestbredden,« lyder det derimod skeptisk fra den palæstinensiske journalist Muhammed Said.
»I begyndelsen af den første intifada skabte Sharon lokal grobund for Hamas ved at tale om israelernes frygt for islamisk terror, og så opstod organisationen.«
Ifølge Said gør han nøjagtig det samme nu, idet snakken om al-
Qaeda skaber interesse og tilslutning omkring organisationen. Dette er til Sharons fordel, idet selv en formodet al-Qaeda-tilstedeværelse vil være nok til at retfærdiggøre nye militære offensiver.
»Det hele er en israelsk løgn,« siger han.
»Der er jo ingen fornuft i det her. Al-0Qaeda har da ikke brug for palæstinenserne, for hvis de ønsker at angribe Tel Aviv, kan de sagtens gøre det uden vores hjælp. At de har til hensigt at gøre det er jeg ikke i tvivl om, men palæstinenserne har ikke nogen andel i det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her